Artiklen indeholder spoilers for ’Once Upon a Time In Hollywood’.
KOMMENTAR. Indrømmet: Jeg havde på forhånd visse reservationer omkring udformningen af Margot Robbies rolle som 1960’er-skuespilleren og Charles Manson-drabsofferet Sharon Tate i Quentin Tarantinos biografaktuelle ’Once Upon a Time in Hollywood’. Eller rettere: Min formodning om, hvordan Tarantino havde tegnet kvindekarakteren, der var lidet andet end en smækker dansemus i hotpants i filmens trailer.
Hvordan ville Tarantinos karakteristiske forkærlighed for stiliseret ultravold og fandenivoldsk sort humor spille respektfuldt overens med skildringen af en af Hollywoods største virkelige tragedier? En tragedie, der immervæk ikke ligger længere tilbage, end at flere af drabsofrenes pårørende lever endnu. Heriblandt filminstruktøren Roman Polanski, der var gift med Sharon Tate og far til hendes ufødte barn, da skuespilleren sammen med fire venner blev myrdet af Mansons unge disciple i august 1969.
Min bekymring for en potentielt provokerende Tate-gate voksede, da det kom frem, at Polanski ikke havde fået så meget som et kollegialt heads-up forud for indspilningerne (til trods for at han også portrætteres i filmen), og knapt var ’Once Upon a Time in Hollywood’ blevet vist i Cannes i maj, før Tarantino blev grillet over Robbies beskedne bidrag på lærredet: »Jeg afviser din hypotese!« vrissede kultinstruktøren irriteret, da en kvindelig journalist ved filmens pressekonference spurgte ind til karakterens få replikker. Margot Robbie forsøgte et forsvar:
»De øjeblikke, jeg fik på skærmen, gav mig mulighed for at ære Sharon, og det er ikke meningen, at det skal stikke dybere end at vise tabet af uskyld. Man kan godt formidle hendes dejlige sider uden dialog«.
For udenforstående (læs: mig) lød det… ikke helt overbevisende. Og blandt de medier, der hurtigt løftede pegefingrene over for Tarantinos »problematiske« fremstilling af kvinder i tidligere film – og ikke mindst filmvolden mod selvsamme – var Time Magazine, der kastede sig ud i en sindrig procentuel analyse af andelen af mandlige versus kvindelige replikker i alle instruktørens værker (spoiler: resultaterne faldt ikke just ud til kvindernes fordel). Alt imens det feministiske website Jezebel gik så langt som til at erklære i en overskrift: »’Once Upon a Time in Hollywood’ er ikke en film for kvinder«.
Eventyrlandet for længe siden
Da Tarantino i juni fortalte Deadline.com, at han efter Cannes havde tilføjet flere Tate-scener til det endelige biograf-cut, lugtede det af en slet skjult erkendelse af rollens shortcomings. Men nu hvor jeg ved selvsyn har gransket ’Once Upon a Time in Hollywood’ fra de bløde plyssæder i Empire Bio på Nørrebro, må jeg blot konstatere, at ikke alene var min Tate-mistro lykkeligt ubegrundet, kritikken i Cannes var decideret misforstået – hvis ikke udelukkende motiveret af lysten til at piske en forceret kønspolemik op.
’Once Upon a Time in Hollywood’ er, som titlen slår fast, et eventyr. En melankolsk drøm badet i rosenrød, svulstig nostalgi, hvor filmens flygtige pseudoportrætter af 60’er-ikoner som Sharon Tate, martial arts legenden Bruce Lee og skuespiller Steve McQueen er lidet andet end flimrende konturer af de myter, der omgav personerne i offentligheden og ikke faktuelle repræsentationer af menneskene bag.
Med andre ord er Robbies inkarnation af Tate – der svæver igennem filmen som en solstråle af en (tids)ånd – lige så lidt faktuelt funderet i vor verden som Leonardo DiCaprio og Brad Pitts karakterer, der på hver deres vis fungerer som metaforer for en filmverden, hvis undergang Tarantino både begræder og hudfletter med en superfans kærlige satire (vi kunne sludre ivrigt og længe om instruktørens morsomt tvetydige udstilling af Hollywoods alfahan-stereotyper).
Det er overmåde dristigt at forvandle en virkelig person som Tate fra en ikke så fjern fortid og med en universelt kendt sørgelig skæbne til et symbol og satse hele butikken på, at publikum favner hensigten – ikke mindst når den person samtidig udadtil præsenteres som filmens mest aktive kvindefigur qua Robbies stjernestatus (det job tilfalder imidlertid i højere grad Margaret Qualley i rollen som Manson-følgeren Pussycat). Men det er altså ikke Tates liv, vi følger. Hun og hendes glæde ved at se sig selv i strålende technicolor i biografen over for ikonet Dean Martin udgør en Hollywood-illusion, hvorpå vi og hovedpersonen Rick Dalton projicerer vores egen kærlighed og ærbødighed til filmmediet, løsrevet fra fakta.
At Tarantino så har skidt i nælderne i forsøget på at føje en kæk dosis besynderligt latterliggørende ‘humor’ til billedet af Bruce Lee (spillet af Mike Moh), er en anden, noget mere speget sag (læs mere her), der føles mere personlig end Tate-figuren, der bare er.
»Et englespøgelse«
Tarantino svælger i øjeblikket, lige inden Hollywoods helte endegyldigt mistede den aura af overmenneskelighed, der havde præget fandyrkelsen under filmbyens gyldne æra, og ved at lade eventyr-Tate-ånden leve udsætter han uskyldstabet, så vi – filmnørderne og nostalgikerne – kan blive i drømmen, lullet ind i den bittersøde, selvglade og verdensfjerne eskapisme, der once upon a time var Hollywoods fornemste eksportvare.
I et interview med Indiewire forklarer instruktøren: »Tate er en engleagtig tilstedeværelse igennem hele filmen, et englespøgelse på Jorden. Hun er ikke med i filmen, hun er i vores hjerter«.
Omskrivningen af historiske begivenheder er kontroversiel, absolut, og eksekveringen af Tarantinos fantasi balancerer på en knivsæg. Men hvis man efter at have set ’Once Upon a Time in Hollywood’ fortsat er dybt fornærmet over, at Tate ikke har mere at lave, eller at det ikke er hende, der tæsker Manson-klanen, ’Ingloriuous Basterds’-style i den eksplosive finale, så vil jeg vove at påstå, at man ikke har forstået filmen.
Læs også: Hvordan skal man forstå slutningen på ‘Once Upon a Time in Hollywood’?
Læs også: De vigtigste referencer i ‘Once Upon a Time in Hollywood’, som du muligvis missede