(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’Once Upon a Time in Hollywood’)
1. Pumpkin puss
Filmens vel nok skarpeste dialogscene opstår i mødet mellem DiCaprios Rick Dalton og den otteårige skuespiller Trudi i en pause på settet til tv-serien ’Lancer’. Trudi – der ikke vil sige sit rigtige navn, da hun lige bliver et nøk bedre, hvis hun bliver i karakter! – demonstrerer hurtigt en dyd og ambition som skuespiller, der står i skærende kontrast til Daltons tilgang til sit arbejde. Og man labber det i sig, da den præmature method-actor tager den middeldygtige hasbeen i skole som et lille, men stærkt eksempel på, hvordan nye vinde blæser ind over Hollywood.
Og så udvikler scenen sig rørende, da Dalton knækker sammen over parallellerne mellem ham selv og den eksistentielt tyngede hovedperson i cowboy-bogen, han læser. En reaktion, der får Trudi til at tilgive hans nedladende kælenavn, »pumpkin puss« (måske en lille reference til ’Pulp Fiction’, hvor »pumpkin« er Amanda Plummers kælenavn til Tim Roth).
Trudi spilles af 10-årige Julia Butters, som Tarantino spottede på komedieserien ’American Housewife’ (!) og må betegnes som filmens helt store breakout-stjerne. Relationen kulminerer lidt senere, da Trudi skamroser Daltons præstation som den bedste, hun nogensinde har set i sit lange liv, og tårerne trænger sig på i DiCaprios øjenkrog i filmens ømmeste øjeblik.
2. »Line!«
Og apropos: Det er også på ’Lancer’-settet, at Tarantino eksekverer filmens mest virtuost iscenesatte sekvens. I en lang scene tager DiCaprio i rollen som Rick Dalton i rollen som western-heavy imod Timothy Olyphants James Stacy uden for en saloon, og samtalen fortsætter omkring et bord, hvor Rick efter adskillige minutter går i stå: »Line!«. Derefter glider kameraet hurtigt igen ind i scenen for atter at stoppe showet, da Rick igen glemmer sin replik. Bevægelsen fra scenen-i-scenen til bag kameraet-scenariet er uhyre elegant forløst – og så følger naturligvis en urkomisk epilog i form af Rick, der er dybt pinligt berørt over sin egen amatørisme og kaster med møblerne i sin trailer. Hele sekvensen igennem er DiCaprio i sit es.
Not so fun fact: Det sidste, vi ser til James Stacy, er, da han kører væk på en motorcykel. Virkelighedens Stacy mistede en arm og en ben i 1973 efter at være blevet påkørt på sin motorcykel af en beruset bilist. Og så blev han i øvrigt senere dømt for pædofili.
3. Brad Pitt vs. Bruce Lee
Der har været heftig kritik fra Bruce Lee-lejren, som mener, at Tarantino latterliggør det afdøde martial arts-ikon. Og helt ærlig: Det er ikke helt forkert. Bruce Lee fremstår som en kålhøgen, opblæst idiot, der laver fjollede lyde, hvilket kan undre en smule, når man ved, hvor stor fan Tarantino er af den kinesisk-amerikanske legende, hvis gule dragt i ’Game of Death’ eksempelvis leverede direkte inspiration til Uma Thurmans i ’Kill Bill’.
Parkerer man virkelighedssammenligningerne, må man dog bare sige, at den antennereparerende Brad Pitts flashback-begrundelse for, hvorfor Kurt Russells Randy ikke er hans største fan, er en af filmens absolut mest veloplagte scener. Den sætter en tyk streg under Cliff Booths coolness og viser, at han er mere end almindeligt kapabel i en nærkampssituation – hvilket selvfølgelig bygger effektivt op til slutningen.
Men først og fremmest er det en skarp og morsomt instrueret scene, der kulminerer herligt, da Randys kone opdager, hvad der er sket med hendes bil. Tarantino havde egentlig planlagt, at Cliff Booth skulle vinde tredje runde over Bruce Lee, men Pitt fandt det (efter sigende) trods alt ikke troværdigt, at Booth kunne vinde over en af verdens bedste kampsportsudøvere, efter Lee i anden runde havde opdaget, at han stod over for en værdig modstander. Derfor blev kompromisset en afbrudt kamp ved stillingen 1-1.
4. Cliff Booth & Brandy
’Once Upon a Time in Hollywood’ er måske mere end noget andet en showcase for to af verdens største skuespillere. Og den besegler ikke mindst, hvor stor naturlig karisma Brad Pitt har foran et kamera.
I filmen medvirker datidens king of cool Steve McQueen i en kort scene ved et Playboy-poolparty, men Tarantino gør det klart, at Pitt har overtaget titlen i den moderne æra. Hans henslængte attitude og evigt tilbagelænede, stoiske ro filmen igennem gør ham til ualmindeligt godt selskab, en klassisk macho-mand af den gamle Hollywood-skole.
Pitts evne til at få meget ud af lidt (hans karakter gennemgår trods alt ikke nogen større udvikling, men cruiser primært gennem L.A.’s gader) lyser ud af den første alene-scene med Cliff. Her kommer vi med hjem i hans usle trailer bag en drive in-bio, hvor han bor med sin hund Brandy, filmens mest nuancerede kvindelige karakter. Og så ser vi ham lave mad. Både til Brandy, som tålmodigt må vente, til den delikate anretning er serveret, og til ham selv i form af udkogt pasta fra gryden tilsat karry-krydderi.
Det er en nærmest neorealistisk lille scene, der fortæller meget om, hvor Cliff Booth er i livet: Hans tilværelse er sådan set ussel, men samtidig virker han underligt tilfreds med situationen. Og så er hunden og chefen hans tætteste kærlighedsrelationer.
5. Spahn Ranch-suspense
Den fallerede stuntmands ud-gennem-bilruden-flirt med Margaret Qualleys forførende hippie er et legefuldt periode-sammenstød, der kulminerer i filmens mest suspensefulde scene på det gamle western-set Spahn Ranch, hvor Manson-klanen havde fået lov til at slå sig ned mod at lave tours for turisterne og tage sig godt (rigtigt godt) af den halvblinde ejer.
Tarantinos genskabelse af ranchen er som med alt anden rekonstruktion i filmen imponerende, og ikke kun på overfladen: Han indfanger den eerie stemning af stofinduceret sammenhold på kanten af psykologisk sammenbrud (inklusive Manson-pigernes forfærdende fysiske fremtoning) perfekt. Der var for eksempel virkelig uhumsk i George Spahns hus, men han vidste ikke selv, hvor slemt det stod til.
Med Cliff føler vi os truet af de forstyrrede blikke (»DU er den blinde«, råber Qualleys Pussycat) og af Tex Watsons ankomst (det var trods alt ham, der førte an i virkelighedens Tate-mord), samtidig med at vi med Cliffs voldsparathed in mente føler os overbevist om, at den gamle stuntmand nok skal klare ærterne.
Scenen blander elementær spænding med veldrejet komik (»We love Pussy«) og lykkes med at underminere Manson-flokken på glimrende vis og som virkningsfuld opbygning til slutscenen.
6. Frozen margaritas vs. morderiske psykopater
Suspense er der også i scenen, hvor Rick Dalton – behørigt beruset efter hjemkomsten fra Italien – konfronterer Tex Watson og de tre Manson-piger (inklusive Maya Hawke fra ’Stranger Things’ og Tarantino-favorit Uma Thurmans datter, og Mikey Madison fra ’Better Things’) i bilen.
Dalton ved tydeligvis ikke, hvor farlig situationen er, og optrinnet antager en arketypisk karakter af den gnavne gamle mand, der giver de uvorne unger tørt på. Imens står han med en blender fuld af frozen margaritas, som han jævnligt tager en tår af, hvilket skaber en situationskomisk finesse, der er typisk Tarantino.
Og ja, så er det jo scenen, der instigerer den skæbnesvangre revidering af den autentiske historie, som vi kommer til nu:
7. Slutningen
Der er ingen tvivl om, at det afsluttende blodbad er filmens mest kontroversielle aspekt: Dels fordi Tarantino ændrer historien og lader Manson-crewet komme i menneskehænder og dyrekæber hos Cliff Booth og Brandy. Dels fordi den saliggørende katarsis iscenesættes med den blanding af brutalitet og sortkomik, der er et af Tarantinos varemærker.
For mig gik slutningen rent ind: Den er naturligvis intuitivt tilfredsstillende, og Tarantino kan iscenesætte morbidt-sjov vold som ingen andre (fra hundemadsdåsen i hovedet til Brandys greb om Tex Watsons ædlere dele og Ricks forløsende flammekaster). Men den fungerer også som en flot sammensmeltning af filmens bærende plotforløb: Rick og Cliffs venskabshistorie og den ellers temmelig underbelyste Sharon Tate-tråd. Når Rick tager afsked med en smilende (og formentlig stadig mildt syretrippet) Cliff i ambulancen med replikken »Du er en god ven, Cliff«, er det et af de mest bevægende øjeblikke i Tarantinos samlede karriere. Og så følges det af endnu et varmt øjeblik, da Rick inviteres på nabobesøg hos Jay Sebring og Sharon Tate. Det gamle og nye Hollywood mødes med gensidig anerkendelse.
8. Rulletekst-scenen
Blev du under rulleteksterne? Som et lille fornøjeligt easter egg serverer Tarantino en sorthvid reklame, som Rick Dalton laver for cigaretmærket Red Apple, Tarantinos selvopfundne cigaretbrand, som har optrådt i en lang række af hans film. Punchlinen falder, da reklameoptagelsen stopper, og Dalton udtrykker sin ærlige mening om de ifølge reklamen så utroligt lækre smøger – og om dobbelthagen på papfiguren af ham i baggrunden. En hasbeen i frit fald.
Læs også: Hvordan skal man forstå slutningen på ‘Once Upon a Time in Hollywood’?
Læs også: De vigtigste referencer i ‘Once Upon a Time in Hollywood’, som du muligvis missede