Den demokratiske Vermont-senator og måske kommende præsidentkandidat Bernie Sanders er en rigtig filmnørd, der har sine favoritter med sig på farten på iPad’en.
Det skriver New York Times i et større portræt af Sanders, der går helt tæt på privatpersonen bag politikeren. Og hans smagspræferencer er ikke så lidt i tråd med tidsånden præget af økonomisk ulighed, stigende finanskrisefrygt og klimadebatter.
Sanders er således svært begejstret for Martin Scorseses ‘The Wolf of Wall Street’, der skildrer den virkelige, korrupte børshaj Jordan Belforts fald fra finanstinderne i 1980’erne, og søreme også vores egen Lars von Triers ‘øko-thriller’ ‘Melancholia’, hvori jorden på spektakulær destrueres af en astroide.
Set med nutidens briller, er ‘Melancholia’ fra 2011 et værk, hvis smerteligt smukke skildring af depression og undergang på mange måder foregreb de spirende klimabekymringer og sortsynet samfundslede ved klodens trængte tilstand, der synes ude af menigmands hænder – i filmen legemliggjort af Kirsten Dunsts depressive antiheltinde, der vandt prisen for Bedste skuespillerinde på Cannes-filmfestivalen, mens von Trier selv var nomineret til Guldpalmen (samme år, instruktøren gjorde sig særdeles uheldigt bemærket for visse Hitler-kommentarer).
Desværre byder New York Times-artiklen dog ikke på Sanders personlige ‘Melancholia’-analyse.