Som vi skrev i går, vil også Oscar-showet i februar næste år blive påvirket af coronasituationen. Og nu har vi et lidt klarere billede af, hvordan påvirkningen tager sig ud.
Oscar-akademiet har nemlig nu bestemt, at film, hvis biografpremiere blev afblæst på grund af pandemien, kan komme i betragtning til årets priser. Normalt skal film have haft et vist antal uger i biografen, for at de kan være kvalificeret til Oscar, men eftersom biograflukningen har sendt flere film direkte på streaming/vod, har akademiet altså nu tilpasset sig.
Akademiet understreger, at det er film, der havde planlagt en biografpremiere, der kan komme i spil. Og de understreger, at det kun gælder, indtil reglen ophæves (når biograferne åbner). Men som The Playlist påpeger, vil der være gråzoner. En film som HBO’s ‘Bad Education’ havde ikke annonceret en premieredato, men det er ikke utænkeligt, at den kunne have fået det under normale omstændigheder.
Reglen er imidlertid tiltænkt at omfavne film som ‘The Hunt’, der decideret aflyste sin biografdato for i stedet at gå direkte til hjemmebiografen. Eller ‘Never Rarely Sometimes Never’, som kun nåede at spille en uge.
Akademiet lavede også andre ændringer, der ikke har så meget med corona at gøre. De to lydkategorier, lydmiks og lydklip, vil fremover blive slået sammen til én lydkategori.
Og i den for Danmark altid interessante kategori for bedste internationale film vil hele akademiet nu kunne stemme med allerede i nomineringsprocessen (tidligere har det været forbeholdt særligt designerede grupper). Dog skal man kunne bevise, at man har set et vist antal af filmene (hvor mange er uvist) via akademiets online Screening Room.
Oscar-showet 2021 er lige nu sat til 28. februar, men datoen kan dog blive rykket, hvis der bliver brug for at have en længere awards-sæson, hvis biograflukningen trækker ud, og ABC – kanalen, der ejer transmissionen af showet – foretrækker det.