’The Hunt’: Den politisk korrekte elite pløkker bonderøve i filmen, Trump hader (uden grund)
’The Hunt’ blev kendt som ’årets mest kontroversielle film’ og ’filmen Trump ikke vil lade dig se’, før nogen overhovedet havde set den.
Rygtet gik, at Craig Zobels thriller – skrevet af Damon Lindelof – havde haft arbejdstitlen ’Red State vs. Blue State’, og at den opfordrede til vold mod Trump-elskende alt-right-typer, hvilket førte til, at Trump bashede filmen på Twitter. I kølvandet på en række masseskyderier sidste år blev filmens premiere udskudt. Da den endelig blev lanceret USA, lukkede biograferne på grund af corona. Herhjemme er biografpremieren af samme årsag helt blevet lukket for i stedet at være blevet sendt direkte på streaming hos Viaplay og Blockbuster.
Og nu kan vi så endelig se, hvad vi skal føle os krænkede over.
Det viser sig, at ingen kan blive krænket over ’The Hunt’, hvilket næsten er en skuffelse med al den forudgående virak. Så sad man der helt krænkelsesparat, og så er filmen i bedste fald et tandløst forsøg på at sige noget dybt om farerne ved alle ideologiers ekstremer… eller måske bare, at der findes enøjede, selvretfærdige røvhuller på begge sider af det politiske spektrum. Tænk at årets mest kontroversielle film skulle bære budskabet om, at vi alle burde blive gode venner igen i stedet for at skændes på Twitter.
Der bliver ikke opfordret til vold mod Trump-tilhængere. Om noget ligger sympatien faktisk hos bonderøvene i Trump-lejren. Det er dem, der vågner op på en mark og indser, at de er byttet i en bizar menneskejagt, hvor jægerne er en flok politisk korrekte, rige snobber med de rigtige meninger, bortset fra, at de synes drab på politiske modstandere er helt okay.
Den bedste analyse af ’The Hunt’ kommer fra filmens egen heltinde. Crystal – Betty Gilpin fra Netflix’ wrestlerkomedie ’Glow’ – er en af dem, der er blevet bortført og vågner uden at ane, hvor hun er, og hvorfor det her sker for hende. Hendes analyse er, at de ansvarlige enten er »kloge mennesker, der lader, som om de er idioter, eller idioter, der lader, som om de er kloge«. Det kunne lige så godt være analysen af baggrunden for filmens eksistens.
Hvis det er det første, så er ’The Hunt’ intet andet end en voldsfilm á la ’Saw’ med et tyndt lag aktuel samfundskommentar som pynt. Hvis det er det sidste, er filmen en omgang voldelig, satirisk samfundskritik, som måske er velment, men ikke særlig vellykket. Selvom det er imponerende, at bagmændene har fået verdensledere til at tage filmen langt mere seriøst, end jeg tror, de selv nogensinde har gjort.
Når filmen fungerer, er det for eksempel i scenen, hvor de venstresnoede, samvittighedsfulde hyklere udstilles, da en af jægerne, i en kort pause imellem drabene, tjekker sin telefon og udbryder »Ava DuVernay har lige liket et af mine opslag!«. Filmens bedste observation er at lade de blodtørstige jægere være besatte af at få deres bytte til at indrømme deres synder, fordi det at få ret ville være den største belønning.
Det er til gengæld svært at sluge, at filmen sætter de racistiske, homofobiske, våbenfeticherende, konspirationsteoretiserende, Fox News-elskende, truet-dyrearts-udryddende, white pride-heilende tosser i offerrollen. For det er netop sådan, de elsker at se sig selv. Åhh, at være forfulgt af den politisk korrekte elite – og i ’The Hunt’ er det bogstavelig talt det, der sker. Det kunne have været rammende satire, hvis ikke det var, fordi det i mange tilfælde – blandt andet ved de fleste masseskyderier – ofte er de højreekstreme typer, som er overgrebsmændene, ikke ofrene.
’The Hunt’ tør ikke gennemføre en eneste af de idéer, den kaster ud. Som om filmen er ængstelig for at komme til at fornærme den ene politiske karikatur mere end den anden. Så filmen sløver sig selv helt indtil slutningen, hvor satiren har skarphed som en fastelavnsdragts riddersværd.
Hvis man til gengæld kan skrælle laget af kikset pseudosatire væk og fokusere på horror-/spændingsfilmen bag, så dukker der en spændstig, fikst fortalt hævnhistorie frem, hvor den jagede bliver jægeren – som var det en yngre slægtning til b-filmsklassikeren ’Running Man’ med Arnold Schwarzenegger.
I hovedrollen er Betty Gilpin intet mindre end fremragende. En af den slags præstationer, hvor man tænker, at hun må stå på tærsklen til noget stort. Hun spytter oneliners ud med frygtindgydende sikkerhed og næsten sociopatisk coolness. Hun laver sære mundbevægelser og forvrænger sit ansigt i uforfængelige grimasser. Hun ser behændig ud med våben i hånd, og i nærkamp ligner hun et bæst.
’The Hunt’ formår ikke at fuldføre missionen om at spidde den politiske korrekthed og udstille farligheden ved politisk grøftegraveri i det splittede USA. Men Betty Gilpin stråler. Den rigtige heltinde i den forkerte film.
Kort sagt:
En underlig, besnærende kraftpræstation af Betty Gilpin i hovedrollen i en ellers glimrende »den jagede bliver jægeren« hævnthriller, som desværre svækkes af filmens indbildte vigtighed.