Kan Christopher Nolan blive den frelsende engel? Sådan er filmverden ramt af corona

Coronakrisen tærer på filmverden – og forandrer den, med sikkerhed på kort sigt, måske for altid. Endnu kan vi kun se konturerne. Her forsøger vores filmredaktør at tegne dem op.
Kan Christopher Nolan blive den frelsende engel? Sådan er filmverden ramt af corona
Danica Curcic i 'Undtagelsen'.

1. Filmsommeren er slut

Det startede med den nye James Bond-film ’No Time to Die’, og siden har snart sagt alle store amerikanske film, der skulle have haft premiere i løbet af foråret og sommeren, fulgt trop.

Bond er nu sat til premiere 12. november, ’Black Widow 5. november og ’Top Gun: Maverick’ 23. december, mens ’Mulan’, ’Wonder Woman: 1984’ og Pixar-filmen ’Soul’ har fået nye datoer i slut-juli og august, hvilket selskaberne bag måske nok fortryder nu, hvor det langt fra er sikkert, at biografer verden over er oppe at køre som normalt. Samtidig afventer en lang række film, der ellers var klar til affyring – fra ’A Quiet Place 2’ til Tom Hanks-filmen ’Greyhound’ – at blive placeret.

Når de store films tektoniske plader forrykkes, giver det efterskælv blandt alle andre film også. Mindre film premieresættes således ofte, så de ikke skal op imod overmagten i form af de store danske og amerikanske titler.

Den store blockbuster-sommersæson er aflyst, uanset om biograferne åbner igen i tide. Imens skal små og mellemstore film nu genopfinde sig selv i kalenderen rundt om de nye datoer.

2. Biografer fanget mellem en sten og et hårdt sted

Ordsproget klinger knap så godt på dansk som på engelsk, men det indfanger præcist biografernes situation lige nu. For på den ene side er der selvfølgelig intet, biograferne hellere vil end at slå dørene op til publikum igen. På den anden side kan åbningen ende med at blive en dårlig forretning.

Biografernes første problem er, hvis retningslinjerne bliver så stramme, at de eksempelvis kun må sælge hvert tredje sæde. Dermed kan man tabe indtjening, som skal ses i lyset af, at det koster omtrent det samme at holde biografen i gang, om der sidder en halvtom eller fyldt sal.

Deres andet – og største – problem er, hvis de ikke har nogen film at vise. De blockbusters, der skulle have drevet indtjeningen i de kommende måneder, er som sagt væk, og for mainstreambiograferne er det et massivt problem. Og hvem tør gamble med at sende for eksempel en ny dyr danske film ud i biograferne som prøveballon, når man ikke ved, om publikum tør møde op? Det ældre publikum, der er en vigtig målgruppe for mange biografer og film, kan for eksempel tænkes at holde sig væk fra biografsalene længe.

Lige nu bliver biograferne reddet af regeringens hjælpepakker, men får de tilladelse til at åbne, ryger understøttelsen som udgangspunkt, og det vil – som en biografejer udtalte det forleden – være som at bede en bager om at åbne uden at måtte sælge brød.

3. Christopher Nolan kan måske redde os alle

Hvem der tør være prøveballon? Christopher Nolan tør! Britens dyreste film i karrieren, ’Tenet’, er den eneste storfilm med en stædig premieredato midt i juli. Og rygtet går på, at Nolan til sit selskab Warner Bros. har sagt, at han ingen kvaler har ved at gå forrest og være den, der trækker folk tilbage til biograferne. Manden har cojones – men selvfølgelig også noget at have det i.

Er den sundhedsmæssige side af sagen forsvarlig, kan det meget vel være netop en film som ’Tenet’, biograferne – vi alle sammen! – har brug for: Et kæmpemæssigt trækplaster, der med et trylleslag genopliver biografkulturen fra sin dvale og får folk til at snakke en film, der skal ses på det store lærred.

‘Tenet’.

Det er stadig et åbent spørgsmål, om biograferne – særligt i USA – 16. juli er tilstrækkeligt åbne til, at Warners pengemænd er enige i, at det er en dollarmæssigt bæredygtig beslutning at sende ’Tenet’ ud. Og det er jo heller ikke 100 procent givet, at lande som Danmark følger trop,

Men lige nu hænder en hel filmbranche sin hat på Nolan som frelser og forsoner.

4. Festivalsæsonen ligger i ruiner

En vigtig del af det kredsløb, der får store oplevelser ud til os filmelskere, er festivalerne. De giver verdenspremiere – med alt, hvad der følger af medieomtale og buzz – til de fantastiske film, der siden vinder priser og publikums gunst i særligt arthouse-biograferne.

Årets vigtigste festival, Cannes, er aflyst, om end franskmændene overvejer at give de film, der skulle have været udtaget til den prestigefulde hovedkonkurrence, et ’Cannes 2020’-mærkat med på vejen for at bakke op om deres videre liv. Sidste år lagde Cannes-premieren fundamentet for ’Parasite’s sensation ved Oscar såvel som billetluger verden over. Hvem ved, om corona kan have ødelagt en lignende vej for en ny film i år?

Alle holder vejret og ser, hvad der sker med de store festivaler i efteråret, hvor mange af Oscar-kandidaterne som regel ser dagens lys for første gang: Venedig, Telluride, Toronto. Mange forventer, at Venedig (start 2. september) bliver en mere lokal europæisk festival i år og ikke den showstarter for vægtige amerikanske Oscar-kandidater, som den har været de seneste sæsoner. Toronto bereder sig også på, at årets festival kan være mere nordamerikansk orienteret end normalt, hvilket vil være skidt for internationale films mulige succes i USA, heriblandt de danske.

For de danske biografgængere er alt dette dårligt nyt: Det kan nemlig betyde, at vi får færre kunstnerisk stærke film i de danske biografer. For godt nok vil titlerne formentlig stadig finde vej forbi filmindkøbernes øjne (Cannes holder for eksempel et virtuelt marked til sommer som erstatning for det fysiske), men vejen til dansk succes for dette års svar på film som ’Burning’, ’Kapernaum’, ’Good Time’ eller ’Mommy’ er unægtelig blevet mere bumlet.

5. Heller ikke Oscar vil blive som før

Festivalerne bygger op mod årets største filmbegivenhed, Oscar-showet. Og selvom det først finder sted til februar, er der allerede nu spekulationer om, hvordan et coronapråvirket show vil tage sig ud. Må så mange mennesker samles i USA på det tidspunkt? Hvordan fejrer man en filmverden, der er hensat til en dyb krise i lighed med hele landet? Hvilke film har nået at få premiere, så de kan komme i betragtning?

Det er nemt at gøre grin med denne overfladiske prissættelse af kunsten, men Oscar er og bliver afgørende for de mere kunstnerisk drevne films økonomiske succes og er dermed et overfladeshow, det også er i prisskeptiske filmelskeres interesse at værne om.

Det er endnu for tidligt at gennemskue, hvordan årets Oscar-sæson vil se ud. Aflyses efterårsfestivalerne også, kan man frygte, at vi kommer til at se et mere mainstreampræget show, end tendensen har været de seneste år. Kun én ting er sikker: Årgangens Oscar kommer heller ikke til at ligne sig selv.

6. Senere vil vi drukne i film

Mens filmtørken vil ramme biograferne de første måneder efter åbningen, kan vi senere komme til at stå i en situation, hvor så mange film konkurrerer om vores alle sammens gunst, at nogle af dem vil falde tungt til jorden. For hvad skal der ske med alle de film, der skulle have mødt publikum i disse måneder? Nogle af dem – de mindre vigtige, for nu at sige de direkte – vil blive sendt direkte på streaming. Det er allerede overgået titler fra ’The Hunt’ til den roste indiefilm ‘Never Rarely Sometimes Never’ til senest ’Scooby Doo’.

‘Never Rarely Sometimes Always’.

Resten skal finde en senere plads i kalenderen. Oven i alle de film, der i forvejen var planlagt til for eksempel 2021. Disse kan jo så måske tænkes også at blive rykket – Marvel ser eksempelvis ud til bare at flytte alle dominobrikkerne et felt frem – men generelt har studier og producenter ingen interesse i at lade en færdig film varme indersiden af deres klipperum. Så resultatet kan meget vel blive, at biografudbuddet i en periode kan ende som Islands Brygge under en coronapandemi: Overfyldt.

For os forbrugere er det selvfølgelig rart at have meget at vælge imellem, men vi har samtidig ingen interesse i, at film, der ellers ville have klaret det godt, ryger på røven. For så er der færre penge til at finansiere det næste mesterværk.

7. De mindre film kan gå en sød tid i møde

Når biografkalenderen de første måneder vil være rømmet for storfilm, skaber det selvfølgelig en åbning for mindre arthouse-film, der kan tilfredsstille folks (forhåbentligt) umættelige biografhunger. Nogle af dem vil måske kunne nyde godt af opmærksomhed og manglende konkurrence og blive en større billetbasker end ellers. Dermed må man forestille sig, at arthousebiograferne generelt også vil være bedre stillet end de store kædebiografer, der lever af Bond og Marvel.

8. …. men lide på den lange bane

Men før vi bliver for optimistiske på de kunstneriske films vegne, skaber coronakrisen stadig usikre tider for de film, der ikke er sikre kassesuccesser. På den korte bane kan de komme til at mangle en naturlig platform for omtale, når festivalkredsløbet som sagt er i ubalance. På den lange bane kan de blive ramt af, at pengemænd og producenter lider så hårdt under det tørlagte billetsalg, at:

9. Satsningerne vil få det endnu sværere

Når krisen rammer, spilles der ofte sikkert i Hollywood. Fokusset på franchises, bogforlæg osv. er dominerende i dag, men det kan blive endnu større, når selskaberne skal indhente det tabte. Overskuddet til at tage en chance kan blive mindre. Det kan gå ud over nye talenter, friske ideer og ikke mindst de mellembudgetsfilm – de originale historier, som ikke falder inden for et kendt brand – som i forvejen har trange kår i Hollywood i disse år. Dermed kan det blive kedeligere at gå i biffen.

10. Men streamingtjenesterne træder til…

Til gengæld kan streamingtjenesterne så komme ridende som prinsen på den hvide hest. Mellembudgetsfilmene – fra ’Extraction’ til ’Uncut Gems’ – passer glimrende til Netflix-modellen, og de kommende år kan vi måske overværer endnu flere amerikanske indiefilm vælge at gå til Netflix, hvis de kan se, at biografen – enten på grund af post-corona-konsekvenser eller et overopbud af titler – pludselig er et mindre attraktivt sted.

På den måde står streamingtjenesterne i en gunstig position i en coronatid. Og det er jo skønt for sofakartoflerne, men mindre skønt hvis man foretrækker sine største biografoplevelser på det store lærred.

‘Blokhavn’.

11. Dansk film er i limbo

Adskillige danske film er direkte ramt af pandemien: Biograferne lukkede den dag, ’Kød og blod’ skulle have haft premiere, ’Krudttønden’ fik et alt for kort liv på det store lærred, den ventede ’Undtagelsen’ er udskudt på ubestemt tid, mens premiererne på Gigis-filmen ’Blokhavn’ og Christina Rosendahls ’Vores mand i Amerika’ svæver i det uvisse.

Film og serier, der var ved at blive optaget eller lige skulle til det, er udskudt på ubestemt tid – som Christian Tafdrups gyseropfølger til ’En frygtelig kvinde’. For folkene bag er det et skrækkeligt limbo at befinde sig i.

12. … men har et solidt fundament

Det gode er, at vi i Danmark har et så velfungerende offentligt støttesystem gennem Det Danske Filminstitut, at de igangværende projekter nok skal blive samlet op og gjort færdige. Men med mindre man får ekstra bevillinger fra politikerne, skal pengene jo komme et sted fra. Og i værste fald kan det betyde, at der bliver færre penge til danske film de kommende år. Det vil være katastrofalt for hele den danske filmbranche, og risikovilligheden kan komme til at dratte betydeligt, fordi producenterne ser sig nødsaget til at gå efter projekter med usædvanligt gode chancer for at blive finansieret og finde et publikum.

Som på mange andre områder viser statsøkonomien sig at samle stumperne, hvor markedsøkonomien fejler, og dermed er der håb om, at dansk film vil komme tørskoet i land. Men der er bestemt risiko for et tab både på kvantitet og kvalitet.

13. Filmkunstnere vil finde nye veje

Det var mange dystre udsigter. Det kan komme til at gå bedre end frygtet. Og det kan komme til at gå værre. Men lad os slutte på positivt af. For i det mindste kan man så håbe, at filmskaberne både herhjemme og i udlandet lader kreativiteten blomstre af krisens golde jord. Ud fra en økonomisk betragtning er corona udelukkende dårligt nyt, også for filmbranchen, men kriser og begrænsninger fører ofte til stor kunst. Det er alt fra de amerikanske mesterværker i kølvandet på Vietnam-krigen (’Apocalypse Now’, ’The Deer Hunter’ osv.) til mesteren Andrej Tarkovskijs film under russisk diktatur historiske fortilfælde på.

Allerede nu har vi set danske talenter afprøve nye ideer og formater til trods for – eller måske nærmere med hjælp fra – de svære vilkår. Fra Karantænefilmene til The Seclusion Dogma.

Måske vi ligefrem kan se frem til en ny bevægelse, en ny stilretning, en ny samfundsbevidsthed i filmene? Som kan ende med at berige os både kommercielt og kulturelt? Man har lov at håbe.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af