Christian Tafdrup blev bremset midt i sin drømmefilm: »Jeg har en enorm frygt for, at den ikke bliver til noget«

Fredag den 13. slukkede covid-19 for Christian Tafdrups ambitiøse opfølger til ’En frygtelig kvinde’ præcis midtvejs i optagelserne. Dermed er han en af de danske filmskabere, der er mest direkte ramt af krisen. Og selvom han ved, at mange har det værre end ham, har chokket og uvisheden sendt ham ned i en smådepressiv tilstand, indrømmer han. Det underlige er dog, at pandemien blot har gjort temaerne i hans psykologiske gyser endnu mere aktuelle.
Christian Tafdrup blev bremset midt i sin drømmefilm: »Jeg har en enorm frygt for, at den ikke bliver til noget«
Christian Tafdrup under optagelserne til 'Benelux'. (Foto: Andreas Bastiansen/FilmFyn)

Den 25. februar skete det endelig: Christian Tafdrup var klar til at råbe »action!« for første gang på sin nye film. Forud var gået flere års arbejde med manuskriptet, et år med at finde locations, casting og alle de mange andre ender, man skal have til at mødes, før man kan tænde kameraet på settet.

Meget var på spil for den 42-årige instruktør. Han havde fået ros for debuten ’Forældre’, som han satte i verden efter (alt for) mange års tilløb, og opfølgeren ’En frygtelig kvinde’ skabte mere debat end nogen anden dansk film i nyere tid. Men det var begge film lavet på begrænsede budgetter – og dermed også med begrænsede forventninger.

Men med sin tredje film, der bærer arbejdstitlen ’Benelux’, skulle Tafdrup slå fast, at han er kommet for at blive som instruktør – at han ikke bare er skuespilleren, der lavede en frejdig detour bag kameraet. For første gang havde han et solidt budget i ryggen og fuldfede 32 optagedage i rap. Til gengæld havde han kastet sig over en genre, som mange har knækket halsen på herhjemme, gysergenren, og det var heller ikke uden udfordringer, at filmen skulle optages i tre lande: Danmark, Holland og Italien.

På den sidste location-tur i starten af februar havde hans scenograf iklædt sig maske i flyveren. Christian Tafdrup grinede af hende. Corona? Det var et fjernt problem hos kineserne.

De ni dages optagelser på Fyn var vanskelige, men vellykkede. Instruktørens bekymring for, om teksten kunne leve foran kameraet, blev gjort til skamme. Det så godt ud. Det hollandske hold ankom til optagelserne i Danmark, og alle krammede og gav hånd og gik om bord i buffeten. En aften kunne Christian Tafdrup som resten af landet læse, at den første dansker havde fået covid-19. Og de næste par dage begyndte rygterne at florere om, at nogen kendte nogen, der var smittet. Snart skulle holdet til Holland for til sidst at pakke kufferten til Italien.

»Jeg kunne mærke, at corona var en slags elefant i rummet på det tidspunkt. Ingen turde rigtigt nævne det. Og min eneste bekymring gik på, om vi ville kunne optage i Italien fra 18. maj«, fortæller Christian Tafdrup, da vi møder ham på Soundvenue-kontoret med afstand, håndsprit og forsigtighed efter alle kunstens regler.

Optagelser med paranoia

I Holland blev situationen værre og værre, og frygten for, at én på holdet ville blive ramt af virussen, og at optagelserne af den grund måtte lukke ned, begyndte at tage over.

»Det var en ret stressende måde at optage på. Jeg kunne godt finde ro, når vi skød, men når vi ikke gjorde, spekulerede jeg meget over, om det ville blive den sidste dag. Og hver gang min lineproducer Johnny kom hen mod mig, blev jeg super bange og turde nærmest ikke kigge på ham«, siger filmskaberen.

»Vi havde tre uger i Holland og skulle lave nogle store setups med mange statister. Vi havde også en scene, hvor en karakter skulle stikke fingrene ind i munden på min hovedkarakter! Jeg tænkte, hvordan kan det her lade sig gøre? Og samtidig måtte jeg jo forsøge at beskytte materialet og være fokuseret, ikke slække. Det var meget paranoidt«.

Christian Tafdrup under optagelserne til ‘Benelux’. (Foto: Andreas Bastiansen/FilmFyn)

Fredag den 13. (!) marts – da holdet stadig manglede halvdelen af optagelserne – blev Tafdrups skræmmescenarie så til virkelighed. Efter en svær scene med de to danske skuespillere, Morten Burian og Sidsel Siem Koch, tittede lineproducer Johnny hovedet ind og kørte en finger ildevarslende over halsen: Det er slut, vi skal hjem i morgen.

»Jeg flippede ikke ud, men var fuldstændigt lam og tavs. Fem minutter efter fortalte vi det hollandske hold, at vi stopper nu, og at alle fritstilles, og nu må vi se, hvad der sker…«.

Inden afgang fik Christian Tafdrup lov til at bruge 12 maniske timer på at optage alle tænkelige vinkler uden for det hollandske hus, der er filmens vigtigste location. Problemet er nemlig, at huset skal… rives ned.

»Det er en mand, der har købt det her mærkelige hus for at rive det ned og bygge et nyt. Han er sød, og vi sweettalker ham helt vildt, men han vil gerne i gang med sit projekt 1. juli, og det er han jo i sin gode ret til. Men hvis det ikke sker, er vi virkelig fucked. For så skal vi bygge huset i et studie, og de penge har vi ikke«.

Tjekker dødstal konstant

Turen gik hjem i en tom flyver gennem tomme lufthavne. Hjem mod den totale kontrast til den 120 procents fokuserede sindstilstand, man er nødt til at være i som instruktør under optagelserne på en film: Hjem til kæreste, fireårig datter, forventninger til en dedikeret fuldtidstilværelse som familiefar og al tid i verden til spekulation.

»Det er ligesom at være i gang med et 100 meter-løb og blive stoppet midtvejs, og så skulle sidde helt stille. Det er en svær overgang«, som Tafdrup siger.

Han er en af de danske filmfolk, der har været mest direkte ramt af undtagelsestilstanden. Og han indrømmer ærligt, at det ikke har været nemt for ham.

»Normalt er jeg egentlig meget god til at klare mig igennem sådan noget, og jeg har også prøvet udfordringer på andre film. Fem uger før optagelserne til ’Forældre’ faldt Bodil Jørgensen ned af en traktor og blev kvæstet, men jeg mistede ikke troen, selvom filmen blev udskudt syv måneder«, siger han.

»Men denne gang har jeg grundlæggende haft det virkelig dårligt. Det har påvirket mig meget med den her usikkerhed og ventetid.

Min produktion er rigtigt cool og optimistiske, og jeg er nok den, der maler fanden lidt på væggen. Jeg har fulgt manisk med i nyhederne, alt for meget, jeg tjekker dødstal hele tiden, og når der så er en dag med lavt dødstal i Italien, hvor vi skal filme, så kan jeg blive sådan ’YES!, helt kynisk – og næste dag er dødstallet steget med 100, og så tænker jeg, vi får aldrig lavet den film. Jeg er ret neurotisk anlagt, hvilket jeg egentlig havde forladt i store dele af mit liv, men alt det der er bare kommet tilbage nu«.

Christian Tafdrups forrige film, ‘En frygtelig kvinde’. (Foto: Nordisk Film)

I øjeblikket håber holdet på at kunne optage i Holland og Italien i juni eller juli. Det lægger de planer efter. Selvom de formentlig først ved i slutningen af maj, om det bliver til virkelighed. Men ellers er der mest tavshed. Og uvidenhed. Og selvom Det Danske Filminstitut har varslet, at de vil sende en økonomisk redningsplanke ud til igangværende projekter, der har brug for yderligere støtte for at komme i mål, er der – ud over det nedrivningstruede hus – andre problemer ved en lang udsættelse: For eksempel at børneskuespillerne bliver så meget ældre, at det ikke længere kan skjules.

Til at komplicere sagen er Christian Tafdrups kæreste gravid med termin i august.

»Det gør selvfølgelig situationen sværere, at jeg risikerer at være væk i en måned, når vores datter er nyfødt, eller at jeg ikke er der til fødslen. Jeg forstår min kærestes frustration, hun synes jo, et barn er vigtigere end en film, men samtidig kan jeg heller ikke droppe filmen. Jeg er presset fra mange hjørner.

Jeg har været ret fraværende derhjemme og i dårligt humør og tænkt og talt om filmen konstant. Jeg har normalt ikke hang til depressive, men jeg synes, jeg har ramt noget mere depressivt end nogensinde før. Og jeg tror, det er, fordi jeg har arbejdet utroligt intenst så længe. Ikke bare på den her film, men også i mit liv generelt. Og også fordi: Hvem er man så, når der ikke er udsigt til et nyt projekt? Hvem er jeg, når jeg bare er en måned i sommerhus?«.

Skal kraftedeme være et mesterværk

Christian Tafdrup ved godt, at det bare er film, og at mange har det meget værre end ham. Hvilket egentlig bare lægger et ekstra lag af dårlig samvittighed over hans mentale tilstand.

Hans egne problemer blev dog sat i relief, da hans kærestes spanske far blev hårdt ramt af covid-19, en uge efter han kom hjem. Han har ligget i respirator, og det var uvist, om han ville klare den. I dag har han det heldigvis godt.

»Det var jo meget mere alvorligt end en film, og det har været frygteligt. Folk dør og mister deres familie, og så går jeg og bekymrer mig så meget om en spillefilm? Det føles egoistisk, for hvad er worst case? At den ikke bliver til noget. Og på sigt overlever jeg jo nok. Så det er klart forbundet med en skamfølelse at tage det så alvorligt. Men det er jo mit arbejde, og det er noget, jeg har drømt om i årevis, og som det ville tage mig mange år at komme mig rigtigt over, hvis det falder til jorden«.

Men frygter du helt oprigtigt, at filmen ikke bliver til noget? Eller er det mest usikkerheden i forhold til, hvornår og hvordan den bliver?

»Jeg har en enorm frygt for, at det ikke bliver til noget. Instruktører – sådan har jeg det i hvert fald – er altid bange for, at der kommer noget på tværs af deres drøm. Jeg har altid været bange for, når skuespillerne cykler hjem, om de falder og brækker benet. Og man tror altid, at en ond skæbne prøver at forhindre det, man laver.

Jeg tror, det er, fordi det kræver alt af én at lave en film. Og når så fjenden er en pandemi, er det et kæmpe uoverstigeligt bjerg af frygt.

Dertil kommer en anden frygt: Hvad hvis nu det bare er en højst hæderlig film? Er det så ikke lige meget? Og så har man det sådan: Hvis vi skal gennemføre, skal det kraftedeme være et mesterværk, ellers giver det ingen mening!«.

Christian Tafdrup under optagelserne på ‘Benelux’. (Foto: Andreas Bastiansen/FilmFyn)

Bemærkelsesværdigt nok sætter ’Benelux’, som instruktøren har skrevet med sin bror Mads Tafdrup, tematikker i spil, der blot føles mere presserende i en covid-19-tid.

Filmen fortæller historien om et dansk par og deres otteårige barn, der på en ferie på en vingård i Toscana bliver venner med et hollandsk par, der også har et barn. Tre måneder senere får de en invitation om at besøge parret hjemme i Holland over en weekend. Men da de ankommer, er parret ikke helt, som de husker dem. Og de bor ikke helt, som de har beskrevet… Tafdrup beskriver filmen som en »gyser, men en atypisk gyser«.

»Det er jo ikke en film om en pandemi, men den berører nogle af de ting, vi ser lige nu. Den har en undergangsstemning, og det er en meget mørk film«, fortæller han.

»Den handler meget om den vestlige verden, som lever beskyttet og civiliseret, og hvad sker der så, når ondskaben eller destruktionen træder ind? Reagerer vi? Kan vi reagere? Hvordan er vi opdraget til at genkende det, der ikke er trygt eller godt? Samtidig længes det civiliserede borgerskab måske også efter en form for destruktion.

Virkeligheden er jo meget værre, end man kan forestille sig i sin lille film. Men vi tænker alligevel også, at vi har ramt noget, vi ikke havde set komme. Corona har spejlet stemningen i filmen, og det har egentlig været utroligt uhyggeligt, men det er også meget tilfredsstillende, at vi ikke rendte rundt og lavede en fjollet komedie«, siger han. Og tilføjer så sætningen, der kan indikere, at Christian Tafdrup alle forhindringer til trods ikke kommer til at helme, før han kan råbe »it’s a wrap!« på settet:

»Vores film føles alt andet end ligegyldig nu«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af