KOMMENTAR. Blodet pumpede hårdt i mine vener, som var jeg ved at bestige en fransk bjergside, da jeg så Ruben Östlunds ’Play’ i biografen for seks års tid siden. Jeg var rasende. At man kunne lave en film, som minutiøst skildrede en flok unge sorte drenges tricktyveri på blonde svenske børn i Göteborg, anfægtede mit politisk korrekte, kulturradikale udsyn dybt.
I filmen udfører indvandrerdrengene et avanceret svindelnummer, hvor de med subtil psykologisk manipulation lokker de renskurede jævnaldrende ud til et øde område for til sidst at franarre dem deres mobiltelefoner, og Östlund tillader sig at skildre begivenhederne uden at kontekstualisere, hvilke systemfejl og verdensuretfærdigheder der ligger til grund for, at de mørke drenge handler så fælt.
Det gør de bare, og det stødte mig hårdt på manchetterne. Jeg har trods alt læst Politiken i et par årtier. Det var vel en film lige efter hovederne på Skandinaviens fremadstormende nationalkonservative partier, tænkte jeg.
Bagefter slog det mig, hvor stor en gave det var, at Östlund havde vakt så stærke følelser i mig. Hvordan han med en dybt distanceret fortællestil og et demonstrativt statisk kamera kunne sætte adrenalinet i rotation. Og hvordan han med et kirurgisk snit havde fået mig til at tænke over min egen position som potentielt hyklerisk velfærdsborger med noble intentioner og meget lidt at have det i.
Lars von Trier er kendt for at have sagt, at film skal være som en sten i skoen. De fleste film, vi ser i de danske biografer, er snarere en fjer i skoen. De kilder let, stryger med hårene og bekræfter det verdensbillede, man satte sig ind i biografen med. Verden er uretfærdig, håbet kan de ikke tage fra os, kærligheden er stor, de rige er nogle svin og carpe diem.
Det er der ikke altid noget galt med. Nogle af de største film er gennemstrømmet af humanisme og/eller indignation, fra Jean Renoirs krigsklassiker ’Spillets regler’, om at alle har deres grunde, til Frank Capras film om den simple mand, der kommer til storbyen og udstiller et fordærvet system.
Filmen er større end filmskaberen
Men kunsten ville være et fattigt sted uden de film, der ser verden fra vrangsiden. Og tør prikke til sårbarhederne og selvmodsigelserne i vores moralske habitus.
Det er en af grundene til, at jeg byder Christian Tafdrups ’En frygtelig kvinde’ velkommen. Dels oplever jeg den som en skarpt skåret, rytmisk velfungerende og sjov fortælling, der med både kærlighed og drilsk provokationslyst behandler kontroversielle tematikker, som mange nok kan spejle sig selv i, naturligvis under satirens forstørrelsesglas. Dels udstiller den i mine øjne ikke kun kvinden, men også mandevæsenet, og selv kunne jeg spejle mig i begge figurer. Og dels er den radikalt anderledes end hovedparten af danske komedier, hvor uelegante film som ’Klassefesten’ og ’Dræberne fra Nibe’ har sat tonen i årevis. Jeg kan dårligt huske, hvornår vi sidst har set en dansk satirefilm. Triers mere end 10 år gamle ’Direktøren for det hele’? Arcels ‘En sandheden om mænd’ fra 2010?
Ikke desto mindre har ’En frygtelig kvinde’ stået voldsomt for skud. Det skal den kunne tåle. Ja, det ville vel ligefrem være skuffende, hvis man lavede en provokerende film, som ikke provokerede nogen.
Man skal naturligvis være i sin gode ret til at nedsable filmen. Opleve den, tænker over den, hade den. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at en del af kritikken, som man især har kunnet opleve på sociale medier, har været en automatriffel fast besluttet på at nedlægge byttet, længe før sigtekornet var stillet ind. I årevis har vi efterspurgt danske film, der havde modet til at træde nogen over tæerne. Men det var jo ikke lige vores tæer, der skulle trædes på. Sådan var det ikke ment.
Man forstår på Facebook og Twitter, at mange bidske røster ikke selv har set filmen, men har en holdning til den ud fra trailers, taglines, titel og instruktør Christian Tafdrups udtalelser i medierne. Det turde være indlysende – men er det åbenbart ikke – at man skal vare sig for at tilsværte en film, man ikke har set. Men mere interessant er den bredere tendens til at fælde kunstværker på deres overfladiske egenskaber eller omkringliggende udsagn. At ’En frygtelig kvinde’ under SoMe-domstolen bliver dømt på instruktørinterviews ville nok blive vækfejet som indicier i en rigtig retssal. Kunsten er altid større end kunstneren, og det er langt fra altid kunstneren selv, der er bedst til at vurdere sit værk.
Eller som den kønsfilosofiske manuskriptforfatter Eini Carina (som i øvrigt mener, at alle feminister burde elske filmen) skrev i forlængelse af ’En frygtelig kvinde’ på sin blog.
»Kan vi ikke lige højne vores kriterier for filmforståelse og kritisere skildringen af blikket i stedet for at kritisere blikket i sig selv? Det bekymrer mig på filmkunstens vegne, hvis vi skal til at se film, ligesom vi læser kronikker«.
Dave Chapelle i vælten
I sidste uge blev en af verdens største komikere, Dave Chapelle, hakket igennem for en række udtalelser i sin nye standup-special for Netflix, ’Equanimity and the Bird Revelation’, særligt omkring den skandaliserede kollega Louis C.K.
En del af problemet er, at medierne har taget hans udtalelser ude af kontekst, og jeg vil undlade at gentage synden her, men opfordre til, at man ser det i sin helhed. Selv starter Chapelle showet således:
»Nogle gange er det sjoveste, man kan sige, ondt. Ved I, hvad jeg mener? Det er en svær situation at være i. Så jeg siger mange onde ting, men I er nødt til at huske, at jeg ikke siger det for at være ond. Jeg siger det, fordi det er sjovt«.
Ser man showet, vil man høre og mærke Chapelles egen tvivl om, hvad han skal mene om de seneste måneders dramatiske begivenheder i Hollywood og omegn. Han fremstår som en komiker, der med humoren som hovedambition forsøger at afsøge, hvad der er rigtigt og forkert, både at gøre og sige. Nogle gange går han måske over stregen, men det følger ligesom med, når man forsøger at balancere på den. Og med udforskningen af de synspunkter, vi normalt ikke må sige (højt), sætter han også tankerne i gang.
Det nuværende debat- og medieklima levner imidlertid ikke megen plads til tvivl. Og jeg siger ikke, at dét er et større problem end voldtægt, magtmisbrug og andre krænkelser, ej heller end borgerkrig, moderne slavehandel, krigsforbrydelser eller sult i Afrika.
Men derfor er det stadig et problem, hvis alle offentlige udsagn skal renses for enhver rest af nuancer, som ikke stemmer 110 procent overens med den gældende diskurs. Stemmer straffen, der er udmålt over Louis C.K.’, overens med forbrydelsen? Jeg er selv, ligesom Chappelle, i tvivl (oprigtig tvivl, som i: Jeg ved det ikke), men jeg synes, det påkalder sig refleksion, ikke automatreaktion.
»Alle bliver sure, fordi jeg kommer med de her jokes«, siger Dave Chapelle selv i showet. »Men I må forstå, at dette er det bedste tidspunkt for dem. Nu, mere end nogensinde. Jeg ved, at der sidder nogle komikere nede bagi, og I motherfuckers har et ansvar for at tale uansvarligt. Ellers lærer mine børn måske aldrig, hvordan det lyder. Fornøjelsen ved at fejle. Jeg er her ikke for at få ret, men for at lave uro«.
At afsværge komikere for at søge grænser? Jeg vil afsværge den komiker, der ikke søger grænser. Og jeg vil se flere film, der forstyrrer mit verdensbillede og bringer mit moralske kompas ud af balance. Som Paul Verhoevens ’Elle’ om en kvinde, der bliver voldtaget, men negligerer det og sidenhen måske endda tænder på overgrebet. Michael Hanekes ’Pianisten’ om en seksuelt forskruet klaverlærerindes forhold til sin meget yngre elev. Stanley Kubricks ’A Clockwork Orange’ om en psykopatisk bandes misantropiske hærgen. De fleste værker af Lars von Trier.
Det er film, som får ’En frygtelig kvinde’ til at ligne en tilforladelig hyggekomedie. Man kan godt udsætte dem for ideologisk kritik, hvis man insisterer, men man kan ikke koge deres budskaber ned til et simpelt facit.
Humanistisk kødknuser
Da instruktør og tidligere tv-vært Mikkel Munch-Fals tiltrådte som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut for et par år siden, udtalte han til Politiken i et opsigtsvækkende interview:
»Det er kunstens og filmens pligt at angribe det gældende samfund, den gældende konsensus. Den fælles psykologi. Det er vigtigt. Ellers bliver det gentagelse på gentagelse. Så ender kunsten med at blive ’dekorativ og opbyggelig’, som Adolf Hitler ville have det«. Han fortsatte:
»Når vi hele tiden genskaber status quo, skaber vi selvtilstrækkelighed, selvfedme og faktisk en form for kulturel fascisme. Man påkalder sig komplet afklarethed og indsigt. Vi har en lind strøm af ’problemfilm’, der skal tage fat om et svært emne, og så kører man det igennem en kødknuser af humanistisk oplysthed, så vi som publikum altid ender med at føle os bekræftet i at være gode mennesker, der er rummelige og forstår, og som bliver klædeligt frustreret over verdens uretfærdighed«.
Munch-Fals savnede nogle gange, sagde han, at der kom en nazist og søgte om penge til at lave en film.
Christian Tafdrup er ikke nazist, og ’En frygtelig kvinde’ fortjener ikke at blive stemplet som en propagandafilm. Med humoren som vinkeldrejer sætter både han og Dave Chapelle tanker og oplevelser på spidsen – til almindelig tvivl, tro og diskussion. Man kan veje dem og dømme dem for forkvaklede. Men deres værker fortjener at blive mødt med åbenhed og nysgerrighed frem for de pegefingre, der løftes hurtigere end Lucky Lukes seksløbere i kunstdebatten lige nu.
Jeg håber, at kunstnerne ikke lader sig skræmme af udsigten til mediemæssig monsun. Men fra nogle kunstnersind kan man måske ligefrem vente sig en trodsreaktion: Nu skal de fandme se løjer!
Læs også: Interview med Christian Tafdrup – »En journalist fra et dameblad blev helt målløs«
Læs også: Du er ikke en led kælling, fordi du hader ‘En frygtelig kvinde’
Læs også: 5 stjerner til ‘En frygtelig kvinde’