‘Mommy’

6 6
‘Mommy’

Følelserne hænger ikke bare uden på tøjet. De råbes og hviskes, smadres og bløder ud gennem lærredet. Efter knap to en halv time er man helt drænet, nærmest katatonisk.

Xavier Dolans femte spillefilm på seks år truer hele tiden med at kollapse under sit eget melodramatiske læs, men gør det aldrig. Den 26-årige fransk-canadier har altid været næsten provokerende stilsikker i sit formsprog. Men nu er han også blevet voksen. Og empatisk. Resultatet er en lille film med kæmpestore armbevægelser, der går lige i hjertet, øjnene og ørene på én. Et mesterværk.

Fra det første kærlige småskænderi mellem 46-årige Die (Dorval) og hendes 15-årige søn, Steve (Pilon), slår filmen benene væk under os. De bander og svovler. Han er iklædt et spraglet joggingsæt, hun har tre lag makeup og stramme, lavtaljede jeans på. De er white trash. Faren er død for tre år siden. Steve er hyperaktiv og aggressiv og lige kommet ud af en anstalt for utilpassede unge.

De kæmper indbyrdes, men også sammen. Der er fandeme ingen, der skal sige noget til Die eller Steve. Det er de to imod verden, forstår man, og Dolans brug af det kvadratiske 1:1-billedformat skiftevist forener og adskiller mor og søn – og naboen Kyla (Clément), den sky lærerinde, der er mystisk draget af den umage duo og ender med at fuldende trekløveret.

Stilistisk blander Dolan ubesværet ekspressionistiske og impressionistiske virkemidler. Da Steve fjoller rundt med en indkøbsvogn på en parkeringsplads, forsvinder han næsten i skarpt lys, mens slowmotion tager over, og reallyden tones ud til fordel for det melankolske Counting Crows-nummer ’Colorblind’. Da Steve, Die og Kyla smilende skateboarder og cykler ned ad en villavej, og Steve trækker sine hænder ud til siden, ændres billedet samtidig til widescreen. Han strækker simpelthen billedformatet ud.

Hvor den slags sekvenser i tidligere Dolan-film har virket som stiløvelser, folder de i ’Mommy’ karakterernes følelsesliv ud. Vi får først illustreret Steves ensomhed og hans emotionelle (farve)blindhed. Siden oplever vi, at mor, søn og nabo får øjnene op for, hvad – og hvor meget – livet kan være.

Det er melodramatisk, men også allerhelvedes ægte. Dorval, Pilon og Clément puster så meget liv i deres karakterer, at det næsten er ubærligt. Det er større end virkeligheden, men aldrig uvirkeligt.

I slutningen af første akt danser Steve, Die og Kyla sammen til Céline Dions ’On ne change pas’. I et flygtigt øjeblik er alt perfekt. Det er et filmøjeblik, man gerne ville blive boende i. Og ’Mommy’ er en film, man ikke bare lægger fra sig.


Kort sagt:
Xavier Dolans seneste film indeholder ikke blot den bedste dansescene siden Denis Lavants solodans i slutningen på ’Beau Travail’. Det er også et forbløffende voksent og decideret hjerteskærende portræt af det kærligt krigeriske forhold mellem en mor og hendes søn.

Podcast: Hør diskussionen af ‘Mommy’ i den nye episode af Soundvenue Filmcast

Spillefilm. Instruktion: Xavier Dolan . Medvirkende: Anne Dorval, Antoine-Olivier Pilon, Suzanne Clément . Spilletid: 139 min. . Premiere: Kan ses på Blockbuster og Amazon Prime
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af