’Burning’: En af de bedste thrillers nogensinde er en filmdrøm, du ikke kan vågne fra

Hvordan skal jeg få dig til at se ’Burning’, en næsten to en halv time lang koreansk film af en instruktør, du givetvis aldrig har hørt om?

Den er netop blevet shortlistet til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, og det var en af de mest omtalte film på Cannes-festivalen, men det er ikke nok, er det? Det får den til at lyde lidt for uoverkommeligt artsy fartsy til den søde juletid?

Er det nok, hvis jeg fortæller, at den har hentet plotskelettet fra en kort novelle af Danmarks japanske yndlingsforfatter, Haruki Murakami? Og at den endda på brillant vis har tilføjet klassiske Murakami-motiver, som ikke engang optræder i novelleforlægget, heriblandt den bedste filmkat siden ’Inside Llewyn Davis’, mystiske telefonopkald og en passiv, småliderlig ung mand i centrum? Det er sikkert heller ikke nok.

Er det nok, at fortællingen faktisk er afsindigt ligefrem, en kærlighedstrekant med spændingsmættet atmosfære? Den spirende forfatter Jong-su møder tilfældigt en gammel skolekammerat, Hae-mi, mens hun sælger lotterisedler foran en kitschet tombola i Seoul. Han er introvert, hun er åbenhjertig. Deres forhold går hurtigt fra en smøg i gyden til sex i sengen, før hun rejser til Afrika på en længe planlagt frivilligtur – og da Jong-su tager imod hende i lufthavnen ved hjemkomsten, introducerer hun ham for en ny ven, den flotfyrsagtige Ben, som er svær at hamle op med: Han kører Porsche, kokkererer hjemmelavet pasta for sine smukke jetset-venner og tager alting med tilbagelænet ro. Og er pludselig tredjehjul i Jong-su og Hae-mis forhold.

Er det nok, hvis jeg tilføjer, at filmen herfra eskalerer det mysterium, som allerede svæver i luften, når Hae-mi i begyndelsen fortæller Jong-su om hemmeligheden bag pantomimekunsten: Det handler ikke om at overbevise sig selv om, at den fiktive mandarin, man skræller, er der – det handler om at glemme, at den ikke er der. En dag forsvinder Hae-mi ud i den blå luft, og Jong-su sendes ud på en mere og mere desperat jagt for at finde hende.

Er det nok, at fortællingen faktisk er afsindigt kompleks? At den bærer sine metaforer – brønden, drivhusene, ilden, livets store og lille sult – uden på tøjet (på et tidspunkt spørger Hae-mi sågar, hvad en metafor er), mens symbolikken samtidig er så sfærisk og poetisk som den usynlige mandarin. Eller som Hae-mi, den smukke og sexede kvinde, som glæder sig over dagens flygtige solstråle gennem vinduet i sin kummerlige lejlighed og taler om øjeblikket, hvor hun længtes efter at ophøre med at eksistere. Hun er på en måde et fantasibillede for begge bejlere, samtidig med at det er altafgørende, at hun ikke er det. De to mænds manglende evne til at se det rigtige menneske bag fantasien er et af filmens vigtigste clues.

Er det for abstrakt? Så er det måske nok, når jeg fortæller, at de sidste 45 minutter gør filmen til en af historiens bedste thrillers, en åndeløst spændende katten-efter-musen-jagt, der uendeligt tilfredsstillende forløser den fortættede suspense, Lee Chang-dong har bygget op helt i Hitchcocks ånd?

Er det for konkret? Så overvej også lige, at filmen uden dikkedarer serverer årets måske smukkeste scene, hvor Hae-mi – skæv, ekstatisk, sørgmodig – i silhuet danser topløs, mens de sidste stråler af solen gennemvæder det uendelige landskab foran hende. Jong-su og Ben betragter hende. Hendes hænder folder sig sammen som en fugl, klar til at forlade landjorden.

Er det for verdensfjernt? Så tænk på, at manden bag ’Burning’, Lee Chang-dong, er en af filmkunstens sande mestre, der som regel sår et krast og dystert samfundskritisk frø i sine gribende historier – som i det umulige kærlighedsforhold mellem to udstødte, på hver deres måde handicappede mennesker i ’Oasis’ eller i den moralske fallit, bedstemoren konfronteres med i ’Poetry’, efter hendes barnebarn gør sig medskyldig i en forfærdelig forbrydelse.

’Burning’, Chang-dongs første film i otte år, er selve sindbilledet på det moderne samfund, ikke bare i Sydkorea, men i hele Vesten. Samtidskritikken syder gennem den nyrige Ben, som tjener sine penge på »lidt af hvert« – en koreansk Jay Gatsby, som Jong-su på et tidspunkt bemærker. Fuld af lækker overflade og uudgrundelige hemmeligheder. Han er det kapitalistiske Koreas urørlige elite, der tolker naturens love til egen fordel, så den fattige åndsmand Jong-su til gengæld famler i blinde. Og når Jong-su omsider mærker uretfærdighedsfølelsen sprede sig i sin krop som en rensende virus, er han alle vrede unge mennesker, der afmægtigt drives mod et oprør over for en verden, de ikke helt forstår.

Er det bare alt for lidt ’The Walking Dead’? Hvad hvis jeg skyder ind, at det da i det mindste er lidt ’The Walking Dead’, fordi Steve Yeun i rollen som Ben – sin første på koreansk – viser facetter af sit skuespil, man aldrig havde drømt om efter årrækken i zombieland. Hans blik og henslængte bevægelser brænder sig ind i nervebanen.

Skal der snart mere til? Er det nok, at din krop forlader biografen i en urovækkende tilstand, som kan den ikke vågne fra det søvnluftkastel, der måske er en drøm, måske et mareridtsspejl af skinbarlig virkelighed?

Hvis det ikke er nok…

Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret

Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret