’Bad Education’: Jeg troede ikke, Hugh Jackman havde det i sig
Bedst som jeg troede, at Hugh Jackman havde slået sig til tåls med roller som amerikanske knudemænd i skovmandsskjorter og tanktops – opbrudt af bizarre musicalafstikkere – fejer den 51-årige australier benene væk under mig med en præstation, jeg ikke troede, han havde i sig.
Som skolelederen Dr. Frank Tassone i HBO’s nye prestigefilm ’Bad Education’ er han glat og manieret, godhjertet og diabolsk, som man aldrig har set ham før. Et helstøbt menneske fuld af selvmodsigelser og indre konflikter, der giver hans bedste præstationer i ’The Prestige’ og ’Prisoners’ kamp til stregen.
Fra første sekund vi møder ham, får man fornemmelsen af en gennempoleret, uigennemtrængelig facade: Tassone dupper sin glatbarberede hals i cologne, retter på slipset og går på scenen for at modtage stående applaus fra de ambitiøse forældre, der er ham taknemmelig for at sikre deres børns fremtid og føre Long Island-gymnasiet Roslyn frem til en topplacering på podiet over landets bedste ungdomsuddannelser.
Hvad forældrene ikke ved er, at mens Tassone kæmper for en ekstra bevilling på 7,5 millioner dollars til et ekstravagant byggeprojekt, der skal sikre skolen endnu mere prestige, stjæler han fra firmakontoen sammen med sin næstkommanderende, Pam (altid seværdige Allison Janney) – et komplot, der langsomt oprulles af den ihærdige studenterjournalist Rachel (Geraldine Viswanathan).
’Bad Education’ er baseret på den største underslæbsskandale i det amerikanske skolesystems historie, hvor 11 millioner dollars blev stjålet fra Roslyn-skoledistriktet over adskillige år – filmens talentfulde manuskriptforfatter Mike Makowsky gik sågar selv på skolen under svindelperioden i starten af 00’erne – men fortællingen er langt mere end en slavisk gennemgang af de virkelige begivenheder.
Instruktørtalentet Cory Finley giver et syleskarpt indblik i de helt almindelige mennesker, der altid har en god undskyldning i baglommen, når de skal retfærdiggøre, at de belønner sig selv med samfundets penge – bare fordi de kan.
Det, der gør ’Bad Education’ særligt imponerende, er, at den ikke peger fingre ad synderne, men blotlægger et fejlagtigt system, hvor millionsvindel går uopdaget hen, og hvor selv lovlydige borgere kan finde grunde til at dække over svindlerne for egen vinding – som når Tassone får overbevist skolens bestyrelse om at henlægge en mindre sag, så den ikke tager fokus fra skolens gode ry, og når hans kollegaer vender det blinde øje til åbenlys nepotisme.
Med yderst stilsikker hånd lurer Finley os ind med faretruende zooms gennem de kønsløse highschool-gange, der underbygger et snigende ubehag. Som tilskuer ved man, at noget er grueligt galt, men det er først langt senere, at Tassones gennemførte dobbeltspil træder tydeligt frem.
Og netop fordi filmen først viser os, hvordan den sympatiske skoleleder terper sine elevers navne og baggrunde til sent om natten, så han kan vejlede dem bedst muligt, og inspirerer sine medmennesker til at være deres bedste selv, hepper man på en underlig måde på ham. Dermed viser filmen yderst fermt, hvordan vi til en vis grad alle er meddelagtige i andres svindel.
Filmen virker en anelse forvirret over, hvorvidt den vil være et karakterstudie eller et systemkritisk indblik i loophullerne i den amerikanske kapitalist-drøm. Lidt for mange af subplottene og bikaraktererne virker halvhjertede, mens Tassone-karakteren savner en smule nuancering for at løfte præstationen det sidste stykke, den fortjener.
Men når Hugh Jackmans besnærende storsvindler endelig danser øm kinddans, mens hans facade langt om længe krakelerer i et glimt af inderlig medmenneskelighed, er jeg alligevel solgt.
Kort sagt:
Hugh Jackman er sjældent set bedre end i rollen som storsvindlende skoleleder i HBO’s systemkritiske prestigefilm, der præsenterer en medrivende undersøgelse af korruption, skyld, straf og soning, der dårligt kunne være mere relevant i disse tider.