Merritt Wever skulle have været i fuld gang med at promovere sin hovedrolle i Vicky Jones’ HBO-serie ’Run’, Men den omfattende pressetour er reduceret til skrattende telefonforbindelser på tværs af Atlanten.
Den 39-årige skuespiller er hjemme i Brooklyn, da vi sammen med en lille håndfuld andre journalister fanger hende på linjen, og hun er tydeligvis påvirket af situationen i New York, der er brændpunktet for USA’s corona-epidemi.
Hun tænker længe over svaret på spørgsmålet om, hvordan hun har det.
»Jeg har det okay, tror jeg. Jeg har det vist så godt, som man kan have det lige nu. Og hver dag går det mere og mere op for mig, at jeg har rigtigt mange ting at være taknemmelig for. Og mange mennesker, som jeg skylder en stor tak. Mennesker, som nok føler sig meget mindre trygge, end jeg gør lige nu«.
’Run’ begynder netop i New York, som Wever i rollen som husmoren Ruby pludselig får usædvanlig travlt med at slippe ud af. Hun har nemlig et 17 år gammelt løfte med sin ekskæreste Billy (Domnhall Gleeson), som de gav hinanden, før de slog op.
Hvis den ene sms’er »RUN«, og den anden svarer »RUN« tilbage, skal de smide alt, hvad de har i hænderne, tage til Grand Central Station og hoppe på det første tog, der kører tværs gennem landet.
Præcis hvorfor de begge har så travlt med at stikke af, og hvorfor Billy efter 17 års stilhed sender den dramatiske sms afsted, er mere kompliceret end bare ønsket om at undslippe en ensformig hverdag. En hverdag, der for Rubys tilfælde indebærer at være gift og mor til to drenge.
Skaberen af ’Run’, Vicky Jones, har i årevis været fast samarbejdspartner med Phoebe Waller-Bridge. Efter stor succes med teaterproduktionen af venindens ‘Fleabag’ og en hjælpende hånd som forfatter på ‘Killing Eve’ forsøger Jones sig nu for første gang med sin egen serie. Hun har overladt instruktørstolen til Natalie Bailey og Kate Dennis på produktionen, der næsten udelukkende har kvindeligt fortegn.
Merritt Wever har de seneste år slået sit navn fast som en af branchens mest interessante skuespillere. Hun var fænomenalt underspillet som kriminalbetjent i Netflix-serien ‘Unbelievable’ over for Toni Collette, havde en mindeværdig rolle som no bullshit-enke i western-serien ’Godless’, og hun gjorde en fin figur i en lille rolle som Scarlett Johanssons lillesøster i ’Marriage Story’.
Wever startede karrieren som barneskuespiller i tv-serien ’Blue River’ og har siden haft et hav af biroller i alt fra ’Signs’ til ’The Wire’ og ’New Girl’. Hun fik en Emmy for rollen som Edie Falcos unge assistent Zoey i ’Nurse Jackie’ i 2013.
I stærk kontrast til Wevers retskafne roller i både ’Godless’ og ’Unbelievable’ er ’Run’ båret af Rubys mange løgne og hemmeligheder. Men selvom hun lyver, stjæler og i løbet af flugten med Billy får en mere alvorlig forbrydelse på samvittigheden, bør man give karakterens valg lidt ekstra eftertanke, lyder det fra Wever:
»Det er egentlig sjovt, for da jeg begyndte at tale med folk og lave presse på serien, blev jeg ofte spurgt: ’Dømmer du hende ikke? Synes du virkelig, at det er okay, hvad hun gør?’« fortæller Wever.
»Da jeg spillede hende, overvejede jeg aldrig, at folk ville have så svært ved at forstå, hvorfor hun gør, hvad hun gør, og ligefrem finde hende usympatisk. For jeg synes faktisk ikke, at det var så svært at forstå hende.
Jeg tror nemlig, at Ruby har været meget ulykkelig meget længe. Og på den måde kan man se på det, hun gør, som et udtryk for, at hun er meget modig og vælger sig selv i et forsøg på at blive glad igen. Jeg tror, at hun virkelig hungrer efter det. Og når man hungrer efter noget længe nok, så bliver det umuligt ikke at forfølge det, hvis muligheden viser sig.
Og derfor ser jeg ikke Ruby som en, der forsøgte at gå baglæns, bare fordi hun opsøger Billy fra hendes fortid. For egentlig forsøger hun bare at føle sig som sig selv og blive glad igen. Og den bedste måde, hun kan gøre det på, er ved at opsøge et menneske, som reflekterer det selvbillede, hun gerne vil genfinde«.
Hvordan var det at arbejde på et så kvindedomineret projekt?
»Det var skønt for mig at arbejde med dem alle sammen. Jeg har virkelig været heldig, for jeg ender ofte i små ’lommer’ af projekter med mange kvinder. Derfor har jeg prøvet det mange gange før, og med ’Run’ glemte jeg, som jeg nok altid gør, at se på de tilknyttede som kvinder. Jeg oplevede dem bare som mennesker.
Og de var skønne, alle sammen. Også Domhnall«, tilføjer hun med et grin.
Var der noget særligt ved produktionen af ’Run’, som adskilte sig fra dine tidligere projekter?
»Rent teknisk var den her serie noget andet, end jeg tidligere har prøvet. ’Run’ krævede en del natteoptagelser, som var pissekolde! Og jeg hader at spille skuespil i kulde, for så går al min mentale og følelsesmæssige energi på at tænke over, hvor koldt det er, og hvor gerne jeg bare vil sove i stedet for at fokusere på mine replikker.
Derudover optog vi meget af tiden på et rigtigt tog, som stod indendørs og var sat op på nogle skinner, der kunne vippe det en smule fra side til side, med skærme placeret uden for vinduerne, som afspillede et bevægende landskab. Og det var noget, som jeg virkelig ikke havde troet skulle blive et problem – men jeg tog fejl!
For når din krop står stille, men det ligner, at du bevæger dig hurtigt fremad, så bliver man virkelig desorienteret. Og nogle gange var Domhnall placeret lige foran sådan et vindue, så efter et par minutter af den slags optagelser ville jeg være rimelig grøn i hovedet«.
Hvad leder du efter i den perfekte rolle?
»Jeg ved det egentlig ikke, for jeg tror aldrig, at jeg har oplevet ’den perfekte rolle’. Selvom jeg, nu når jeg tænker lidt over det, vist ofte har været ude for, at roller har været perfekte, uden at jeg selv har været klar over det.
Jeg ved i hvert fald, at jeg flere gange har prøvet, at noget er kommet til mig, netop som jeg havde brug for det. Med ’Unbelievable’ havde jeg, inden jeg overhovedet hørte om rollen, mærkeligt nok fået helt vild meget lyst til at spille efterforsker.
Da jeg så kom i gang med ’Unbelievable’, begyndte jeg at gå til audition på ’Run’, og jeg kan huske, at jeg – fordi energien på settet til ’Unbelievable’ var så intens – havde et enormt behov for at spille noget lettere og sjovere. Og derfor var ’Run’ ret perfekt.
Men generelt har skuespillere jo meget lidt at skulle have sagt, når det kommer til at vælge, hvad vi vil spille. Og tanken om, at jeg kan vælge og vrage imellem projekter, ligger stadig fjernt for mig«.
Hvis du skulle stikke af lige nu, hvor ville du så løbe hen? Og har du nogensinde overvejet at stikke af som i ’Run’?
»Lige nu ville jeg stikke af til der, hvor min bedste ven er.
Og jeg har tidligere tænkt, at hvis jeg rent faktisk havde et kørekort, eller bare vidste, hvordan man kørte en bil, så ville der måske havde været nogle situationer i løbet af min karriere, som jeg var nervøs for, som jeg ville være smuttet fra.
(…) Når man er bange for noget, vil man bare tage benene på nakken i stedet for at konfrontere det«.
’Run’ kan ses på HBO Nordic.