‘Run’: Bonnie og Clyde-wannabes fra kvinden bag ‘Killing Eve’

‘Run’: Bonnie og Clyde-wannabes fra kvinden bag ‘Killing Eve’
Domhnall Gleeson og Merritt Wever i 'Run'.

Hvem har ikke drømt om, bare indimellem, at give pokker i boliglån, leverpostejsmadder og emotionel bagage, rejse væk og begynde forfra på et nyt liv?

Jeg ville begå et kup i bedste ‘Olsen Banden’-stil og holde permanent dykkerferie på Hawaii. Blive hesteopdrætter i Montana (som Michael efter sit hukommelsestab i ‘Jane the Virgin’) eller selvforsynende yogainstruktør på Bali. Eller flytte ind i en skovhytte langt oppe i Norge, hvor jeg blev bedste venner med en elg ved navn Bongo.

Nå, det må vente til efter coronakrisen.

I mellemtiden kan man med fordel udleve den besnærende fantasi hjemme i stuen gennem Vicky Jones’ romantiske komediethriller ‘Run’, hvor Ruby (Merritt Wever) og Billy (Domhnall Gleeson) flygter fra hverdagen på et Amtrak-tog fra New York til Chicago. De to var ungdomskærester, og da livet førte dem i hver sin retning, indgik de en pagt:

Hvis én sms’er ’RUN’ til den anden, og den anden svarer ’RUN’ tilbage inden for 24 timer, skal de smide alt, hvad de har i hænderne, rejse til Grand Central Station og hoppe på det første tog efter klokken 17, der kører tværs gennem landet. Gennem årene har de begge i fortvivlende situationer sms’et til den anden efter en redningsplanke. Men først nu, 17 år senere, er deres desperation synkron. Da Ruby modtager beskeden fra Billy holdende i sin bil mellem shopping og yoga, tøver hun kun et øjeblik, inden hun svarer tilbage og sætter kursen mod lufthavnen.

Det er en spændende start på serien, der ruller Ruby og Billys forhistorie (lidt for) langsomt ud og i stedet udspiller sig som en blanding af et sexet mysterium og en akavet date på et klaustrofobisk tog. De første afsnit, der foregår på toget, fungerer klart bedst, fordi de fokuserer på ekskæresternes både glædelige og kiksede genforening, der bliver ekstra intens, når de højst kan flygte ind i spisevognen. Omgivelserne giver også anledning til både toilethumor og slapstick-ikkesex i en meget lille sovevogn.

Hurtigt viser det sig nemlig, at Ruby og Billys rendezvous ikke er så romantisk i virkeligheden, som i deres forestillinger. Kemien og den seksuelle spænding er der stadig – også i den grad mellem Wever og Gleeson – men efter 17 år uden kontakt kender de ikke rigtigt hinanden længere. De forsøger heller ikke at lære hinanden at kende, men bliver enige om ikke at stille personlige spørgsmål. Det er frustrerende, både fordi det er utroværdigt – ville man ikke være nysgerrig? – og fordi vi som seere heller ikke får nogle svar.

Begge karakterer har hemmeligheder, og Billys udvikler sig i en dramatisk og actionpræget retning, jeg gerne havde undværet. Jeg ville hellere have fortsat med at se på Ruby og Billy flirte og skændes i en togkupé frem for de udvendige forhindringer, som serien lidt hektisk begynder at trække ned over hovedpersonerne. Når serien i den grad hviler på to karakterers skuldre, har man også brug for at lære dem at kende. Her lader Vicky Jones publikum i stikken.

Jones har i årevis været fast samarbejdspartner med Phoebe Waller-Bridge – der er executive producer og har en lille gæsterolle her – både på ‘Fleabag’ og ‘Killing Eve’. Man kan mærke slægtsskabet med begge seriers sardoniske kvindelige hovedkarakterer og ‘Killing Eves’ blanding af mørk humor, dødsromantik og løbske krimispor – som i ‘Run’ desværre fungerer mindre godt.

Domhnall Gleeson er charmerende som usikker og (selv)bedragerisk livscoach. Men det er Meritt Wever – der har haft et fantastisk år som empatisk kriminalbetjent i Netflix-serien ‘Unbelievable’ og som Scarlett Johanssons søster i ‘Marriage Story’ – der stjæler showet. Ruby er en forfriskende karakter: En utraditionel romantisk heltinde med kropskomplekser og lavt selvværd efter år som nedtrådt husmor, der pludselig liver op, joker, tager initiativ og er seksuelt offensiv. 

Til gengæld savnede jeg i de fem afsnit, jeg har set, en ordentlig forklaring på, hvordan Ruby kan få sig til at forlade sine børn. For ja, det kan være fristende at stikke af, når det brænder på. Men de fleste mennesker har trods alt moral nok til at leve op til deres ansvar – selv Don Draper vendte tilbage til Madison Avenue efter sit californiske hippieretreat.

Jeg er spændt på, om ‘Run’ i sidste halvdel formår at vende tilbage til de første afsnits karakterbårne charme og tegne et tilfredsstillende portræt af de to ‘Bonnie og Clyde’-wannabes, der måske, måske ikke, er bestemt til hinanden. 


Kort sagt:
Det slår gnister mellem Meritt Wever og Domhnall Gleeson som et ekskærestepar, der stikker af sammen på et tog. Men desværre kører Vicky Jones’ romantiske komediethriller lidt af sporet med et actionpræget krimiplot.

Anmeldt på baggrund af fem afsnit.

'Run'. Serie. Hovedforfatter: Vicky Jones. Medvirkende: Meritt Wever, Domhnall Gleeson, Archie Panjabi, Phoebe Waller-Bridge. Spilletid: 8 episoder á ca. 25 min. Premiere: 13. april på HBO Nordic.
 
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af