‘Bull’: Underspillet og rørende amerikansk indiedrama om rodeokultur går direkte i hjertet
Var du helt vild med Chloé Zhaos ‘The Rider’ fra 2018, kan du uden bekymring indløse billet til Annie Silversteins ‘Bull’, der er Månedens Film i Cinemateket. De to film har ikke så lidt til fælles.
Begge skildrer de lignende situationer i det amerikanske rodeomiljø, har op til flere amatørskuespillere i bærende roller og vægter stemning og karakterer over klassisk plotfremdrift. Ligeledes lægger de sig rent filmisk også op ad hinanden, da de begge overvejende er optaget med håndholdt kamera, med en stor mængde dvælende nærbilleder og en minimal brug af underlægningsmusik.
‘Bull’ er dog ikke et rip-off, men sin helt egen fortælling, med et stort bankende hjerte.
Fjortenårige hvide Kris (Amber Havard) lever et hårdt liv, i en lille forstad til Houston, Texas. Hendes far har hun aldrig kendt, og hendes mor er netop endt i fængsel, hvorfor hun sammen med sin søster må flytte ind hos deres bedstemor. Hun ender i en konfrontation med den enlige sorte nabo Abe (Rob Morgan), da Kris’ hund æder en af Abes kyllinger.
I ren trods bryder Kris en aften ind hos Abe, da han ikke er hjemme, for at feste sammen med sine venner, drikke alkohol og simpelthen smadre hans hjem. Abe fanger dog Kris i agten, men i stedet for at melde hende til politiet, får hun til opgave at rydde op i hans hjem, og derefter hjælpe ham med daglige opgaver, hvilket bliver starten på et usandsynligt venskab.
Det er forholdet mellem Kris og Abe, der er filmens altoverskyggende omdrejningspunkt, så filmens kvalitet står og falder med skildringen af dette. Heldigvis er der tale om et enormt rørende og fintfølende venskab, der oser af autenticitet. Abe har hele sit liv arbejdet inden for rodeo, hvor en rytter skal sidde på en vred tyr så længe som muligt, og Kris bliver betaget af dette miljø, der ligger meget langt fra hendes egen virkelighed.
Scenerne, hvor Abe lærer Kris op, er blandt filmens stærkeste. Det skyldes, at begge karakterer er meget indadvendte, og undervejs sjældent åbner op for deres egentlige følelser. Når Abe så giver Kris et indblik i sin verden gennem sit arbejde, bliver det enormt intimt og rørende.
At forholdet mellem de to fungerer så godt, som det gør, skal i høj grad også tilskrives det fremragende naturalistiske skuespil, og den overbevisende kemi, som de to hovedrolleindehavere præsterer. Især Rob Morgan (‘Stranger Things’, ‘Mudbound’) brænder som Abe igennem lærredet med en underspillet intensitet, der kan mærkes til trods for hans til tider næsten minimalistiske skuespil. Selvom Abe lærer Kris at kende gennem en meget usympatisk handling fra hendes hånd, er udviklingen i Morgans skuespil så præcis, at man ikke betvivler, at han faktisk kommer til at holde af hende.
Den debuterende Amber Havard gør ligeledes et stort indtryk som Kris, selvom hun er frustrerende svær at komme ind under huden på. Mange af hendes replikker leveres i et monotont leje, som gør det nær umuligt at afkode, hvad hun egentlig føler. Det er lige ved at modarbejde karakteren, og publikums forhold til hende, men blødes undervejs op af nogle fremragende scener, hvor hun besøger sin mor i fængslet og åbner op for de emotionelle sluser.
Historien om et usandsynligt venskab mellem to meget forskellige personer er dog ikke ligefrem original, og da rulleteksterne løber over skærmen, er det som om, der mangler en større mening med det hele. Her savnes måden, hvorpå førnævnte ‘The Rider’ var i stand til at løfte sin lille fortælling til en større kommentar på samtidens USA. Det forsøger ‘Bull’ også, men det ebber blandt andet ud i en lidt påklistret sidehistorie, hvor Kris begynder at sælge stoffer.
Filmens langsomme tempo er til tider også så slæbende, at ens tålmodighed sættes gevaldigt på prøve. En række scener omkring filmens midte, hvor Abe mødes med en gammel flamme, bidrager ikke med noget synderligt, og kunne snildt være klippet ud for at gøre filmens flow bedre. Selvom en film altid bør have plads til at ånde, er det her snarere som om, den næsten glemmer at trække vejret ind igen.
Men lige så snart Kris træder tilbage i sit hus, og deres forhold udvikler sig, glemmer man heldigvis hurtigt, hvor meget filmen stagnerede forinden.
Kort sagt:
‘Bull’ er et rørende og velspillet drama i bedste amerikansk indietradition, men uden den store originalitet.