OBS: Grundet de igangværende forhandlinger mellem Koda og Google er der mange nye sange, som vi her i Danmark ikke kan høre via Youtube. Derfor er ugens Top Tracks mestendels uden videoer, men du kan som altid finde dem alle i Spotify-playlisten nederst.
1. Goss ‘Everybody’s Going’
Goss fortsætter sin country-fascination med en sprød westernguitar på den dansable ‘Everybody’s Going’. Her synger Goss om at føle FOMO, men også om at lære at acceptere, at man hverken kan eller bør nå alt.
2. Artigeardit feat. Carmon ‘Elvis’
Hvis der var tvivl om, at Artigeardit var blevet en del af dansk raps topliga, så tjek dette Carmon-samarbejde, hvor han udnævner sig selv til »dansk raps Elvis«. Det er måske Ardits hårdeste sang hidtil – hårdere end selv ‘Bagsæde’ – men han er stadig i sit es.
3. First Flush ‘Ånder du nu’
First Flushs autotune-folk er i sit tænksomme, æteriske hjørne på ‘Ånder du nu’. Der er en fornem kontrast mellem det følsomme akustiske guitarriff og den forvrængede, shoegazede elguitar, og det overordnede lydbillede er derfor både smadret og skrøbeligt.
4. Ellis May ‘Esc’
Ellis Mays atmosfæriske elektroniske toner bliver endelig til et debutalbum, når hun i 2021 udgiver ‘Medicine’. Som optakt dertil får vi den hjemsøgende ‘Esc’, der starter som en let spiselig synthpopsang, men med tiden bevæger sig ud i alskens ubekvemme kringelkroge.
5. Høker ‘Storskærm’
Høker blander pop, rock og hiphop på deres nye single ‘Storskærm’, som stadig har gruppens poetiske lyrik helt i front.
6. Sivas ‘Crimewave’
Sivas har albummet ‘Forza’ på vej, og denne fredag udgav han hele to sange på én gang: ‘Notorious’ og ‘Crimewave’. Sidstnævnte er vores favorit, ikke mindst på grund af det kølige, men også ret så lumre beat fra Mantra, der også producerede hittet ‘Sidste timer’.
7. Kindsight ‘Who Are You’
Kindsights jangly indierock spreder godt humør på den dybt charmerende debutsingle ‘Who Are You’ – blandt andet takket være Nina Rasmussens vokal, der med sine vidunderlige små knæk leder tankerne hen mod vokaltalenter som Frances Quinlan.
8. Xabski ‘Svømning’
Iswaal-rapperen Xabski folder sit tænksomme, melodiske flow ud på den stærke ‘Svømning’, der på overfladen handler om succesens opture – men skyggesiderne lurer altid i baggrunden.
9. Suni ‘Tirsdagsstemning’
Andensinglen fra den aarhusianske singer/songwriter Suni er en sart, melankolsk sang, der handler om fornemmelsen af, at dopaminen slipper op efter en hel weekend med fest. Når man så småt begynder at føle sig som et menneske – men ikke helt kan være i sig selv.
10. Palace Winter ‘Won’t Be Long’
Synthhooket på ‘Won’t Be Long’ er svært at få ud af hovedet, men det er blot toppen af det pop-isbjerg, som Palace Winter har kreeret her. Den let Oasis-klingende guitar i versene er ligeledes gribende, og vi må endelig ikke underkende de bragende trommer.