- Kwamie Liv forsvandt fuldstændig: »Jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid det ville tage«
- Barselonas Top Tracks: »Man kan jo ikke sige, at man kan lide Metallica, uden at nogen kommenterer på, hvor dårlig han er«
- Jada er tilbage efter fire år: »Jeg var nødt til at vente, til jeg havde modet til at fortælle ærligt om de her ting«
Against Me!
Overgangen fra et minor til et major label er ofte lidt af en kastrering. Svusj! Ud med de musikalske grundsten, vovemodet og eksperimenterne. Ind med salgskalkuler, hitskabeloner og byggesten til sikre hits. Så galt er det dog langt fra gået på Against Me!’s veldrejede major label debut, selv om man momentvis savner indie-tidens charme.
Med albumdebuten ‘Reinventing Axl Rose’ fra 2002 slog Florida-bandet sig op som et ret folket og meget punket rockband. Musikken var lige så rå og uforfinet som produktionen, og bandet lød mest af alt som en knallertbande bevæbnet med powerakkorder, halvakustisk guitar og social indignation. Nu er der kommet andre boller på suppen.
Bandet har tonet folk- og punkelementerne ned og skruet op for den rendyrkede rock. Og det fungerer ret godt. Med forsanger Tom Gabels sans for ørehængere og flere steder brug af hooklines i stedet for egentlige omkvæd sætter musikken sig som blækfriske tatoveringer på pandelapperne, og hitpotentialet er til stede i flere numre inklusive titelsangen ‘New Wave’. Men charmen findes dog stadig i de mest punkede øjeblikke, for eksempel det The Clash-agtige ‘Up The Cuts’ eller det støjende og tungt gyngende ‘Ocean’. Og så selvfølgelig i Tom Gabels let nasale vokaludladninger, som intet major label kan kastrere eller afrunde.
Against Me!. 'New Wave'. Album. Sire/Warner.