Det kom som en glædelig overraskelse, da det tidligere på måneden viste sig, at Sacha Baron Cohen i al hemmelighed havde optaget en opfølger til ikoniske ‘Borat‘ fra 2006, der havde den mundrette, officielle titel: ‘Borat! Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan’.
Nu er titlen til den direkte efterfølger afsløret, og den er helt i stil med den oprindelige – og tegner en klar tråd til det amerikanske præsidentvalg.
Den lovende titel er simpelthen: ‘Borat: Gift of Pornographic Monkey to Vice Premiere Mikhael Pence to Make Benefit Recently Diminished Nation of Kazakhstan’
Det lader altså til, at Borat denne gang kaster sin fascination over Trumps vicepræsident Mike Pence, som naturligvis skal have en pornografisk abe i gave. Hvad end det vil sige.
Det er endnu uvist, hvor og hvornår filmen får premiere. Titlen er endnu kun opgivet til det amerikanske fagforbund Writers Guild of America, som The Film Stage påpeger.
Men vi ved, at Sacha Baron Cohen over sommeren blandt andet har infiltreret en højredrejet våben-rally i forklædning og pranket Trumps advokat. Så mon ikke vi kan forvente en komisk – og dybt akavet – hudfletning af Trumps USA som optakt til valget?