Premiere: Vera placerer Jadas stemme i et helt nyt univers på fællessinglen ‘Lifetime’

Premiere: Vera placerer Jadas stemme i et helt nyt univers på fællessinglen ‘Lifetime’
Jada og Vera.

Du kender Jada og hendes storladne popmusik. Du kender Vera og hans finessefyldte produktioner – blandt andet 2019-storhittet ’Paris’, lavet i samarbejde med Lord Siva.

Nu kaster begge kunstnere sig ud fra femmetervippen med den nye single ’Lifetime’, der præsenterer en helt ny lyd for Jada og et nyt karrierekapitel for Vera.

Båret hovedsageligt af en akustisk guitar og Jadas indtrængende stemme er ’Lifetime’ nemlig meget mere forankret i folk- og country end den popmusik, Jada normalt bolter sig i. Selv om sangen selvfølgelig byder på en række af Veras finurlige produktionsdetaljer.

»Jeg er helt vildt glad for sangen. Den er så nem at forstå og ligetil. Og så var det dejligt at bruge endnu mere dansk folkemusik i musik, jeg laver«, udtaler Jada til Soundvenue. Og man kan vist heller ikke komme uden om, at den enkle komposition virkelig giver hendes stemme rum til at folde sig ud.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For Vera betyder singlen også nybrud. Det er nemlig første etape i et nyt projekt, hvor han inviterer kunstnere ind i studiet for at skabe sange, som kan tillade sig at skille sig lidt ud fra gæsternes normale græsgange. Præcis som det skete med Lord Siva og ’Paris’.

Målet med det hele er en stribe enkeltudgivelser i de kommende måneder, hvor musikere og sangere kan komme ind og ikke lade sig begrænse af noget som helst.

»Jeg har lært meget af hende, og det har været spændende at arbejde med en, der så sikker på, hvad hun gerne vil og har så klar en identitet. Det har været rigtig sjovt at skulle fortolke hendes identitet«, fortæller Vera til Soundvenue om samarbejdet med Jada: »Jeg elsker, at den (’Lifetime, red.) er så umiddelbar og simpel. Og at Emilie har turdet være med til at lave noget, der så simpelt og klassisk og stilmæssigt lægger sig forholdsvist langt fra det, hun har lavet indtil videre«.

»Jeg har altid godt kunnet lide det, han laver. Og så opstod der i vores samarbejde noget, der føles som et hemmeligt rum, hvor vi begge kunne eksperimentere med vores egen lyd«, uddyber Jada til Soundvenue:

»Sangen betyder meget for mig, fordi den er et direkte spejlbillede af, hvordan jeg har det, og de snakke William (Vera, red.) og jeg havde i studiet. Den der følelse af, at ’hvornår går livet i gang, er det nu?’ Jeg har på en måde altid forestillet mig, at voksne-mig ville have meget mere styr på ting, og det er da livets overraskelse, at jeg faktisk bare er den samme som for ti år siden. At jeg åbenbart ikke transformerer mig om til en super-voksen-person, men bare er mig for evigt«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af