Hollywood-legenden Christopher Plummer er gået bort. Han blev 91 år gammel.
Han var aktiv som skuespiller helt frem til sin død og medvirkede sidst i det stjernespækkede mordmysterie ‘Knives Out‘, hvor han spillede en aldrende matriark, omdrejningspunktet for mordgåden.
Plummer havde en lang karriere bag sig og medvirkede blandt andet i Hollywood-klassikeren ‘The Sound of Music’ fra 1965. I 2018 blev han Oscar-nomineret for sin rolle i Ridley Scotts thriller ‘All the Money in the World‘, en rolle, som han overtog efter skandaleramte Kevin Spacey. Som 88-årig var han den ældste person nogensinde til at blive Oscar-nomineret.
Glansrollerne i Plummers karriere tæller desuden hans birolle som homoseksuel far i Mike Mills ‘Beginners’, som sikrede Plummer en Oscar. I en alder af 82 år var Plummer den ældste nogensinde til at vinde en Oscar.
Plummer billerede også som nyhedsvært i Michael Manns thriller ‘The Insider’ om en tilrettelægger på programmet ’60 minutes’ og hans turbulente kamp om en vigtig whistleblower fra cigaretindustrien.
Hollywood begræder allerede tabet af Plummer. Hans medskuespiller fra ‘Knives Out’ Chris Evans skriver blandt andet:
»Det her er virkelig hjerteskærende. Hvilket uforglemmeligt tab. Få karrierer har haft sådan et langt liv og gennemslagskraft. Et af mine favoritminder fra ‘Knives Out’ var at spille klaver sammen i Thrombey-huset mellem optagelserne. Han var en elskværdig mand og et legendarisk talent«.
Russell Crowe, der arbejdede sammen med Plummer på ‘The Insider’ og ‘A Beautiful Mind’, skriver blandt andet: »Jeg elskede at samarbejdede med Chris på ‘The Insider’. Det var en tragedie, at hans rolle ikke blev Oscar-nomineret, for alle talte om den og vidste, at den var blandt årets mest formidable præstationer«.
Ana de Armas, der spillede over for Plummer i ‘Knives Out’, hylder skuespilleren på Instagram: »Mit hjerte er slået itu, min kære Chris. Jeg føler tabet af dig dybt inde i mig. Hvor var jeg heldig at have dig ved med side i en af mine bedste oplevelser i min karriere. Tak for dit grin, din varme, dit talent, dine historier om Marilyn, vitaminpillerne, da jeg blev syg, din tålmodighed, dit partnerskab og dit selskab«.
Plummers tyngde i branchen – gennem over 200 rolller i løbet af næsten 70 år – mærkes tydeligt. Folk som Rian Johnson (‘Knives Out’), Elijah Wood, Jamie Lee Curtis, Joseph Gordon-Levitt hylder også skuespilleren på de sociale medier: