Interview Magazine har for vane at lade kendte mennesker blive interviewet af andre kendte mennesker, hvilket jo aldrig kan være helt uinteressant. I seneste udgave af magasinet er det Cardi B’s tur til få en snak med en anden kvindelig sværvægter i populærmusikken, nemlig Mariah Carey.
I interviewet, der kan læses i sin fulde længde her, viser Cardi B en anden, mere usikker og genert, side af sig selv, end vi efterhånden er blevet vant til hos den udadtil livlige, løsslupne og karismatiske rapper.
»Jeg er virkelig genert«, forklarer hun til Carey. »Vi gør det her over telefonen, men hvis vi var over for hinanden, ville jeg ikke kunne kigge dig i øjnene. Så nervøs bliver jeg omkring celebrities. Og nogle gange begynder mit hoved at snakke og sige ting som: ‘Oh my gosh, jeg ser dum ud, jeg føler mig dum, jeg er dum’«.
Undervejs spørger Carey blandt andet ind til Cardi B’s selvværd som barn og teenager. Rapperen svarer, at hun var usikker på sin egen krop på grund af de forventninger, omverdenen havde til kvinder med dominikanske rødder.
»Altså, jeg er fra fra New York, okay? Og New York er en smeltedigel, især der hvor jeg voksede op i Bronx. Jeg er trinidadisk, og jeg er dominikansk, og der er mange dominikanere, som ser ud på en bestemt måde«, fortæller Cardi.
»Jeg plejede at farve mit hår, og folk ville være sådan, ‘dit hår er så crunchy«. Og det fik mig til at føle mig så underlig. Jeg var også virkelig mager, da jeg var yngre, og i Bronx handler det meget om at have kurver og have en røv, så yngre drenge ville sige: ‘Se lige din flade røv. Du har ikke nogen bryster’. Og det fik mig til at at føle mig så grim og uudviklet«.
Senere fik rapperen imidlertid bedre selvtillid, da hun i en ung alder fik foretaget plasticoperationer.
»Jeg føler mig så genrejst. Selv da jeg var 18 og blev danser, havde jeg nok penge til at have råd til at få lavet bryster, så al usikkerhed, som jeg følte omkring mine bryster, var væk. Da jeg var 20, arbejdede jeg på en urban stripklub, og i de urbane stripklubber skal man have en stor røv. Så jeg følte mig usikker omkring det. Det gav mig mindelser fra tilbage i high school. Så jeg fik lavet min røv. Og så følte jeg mig super selvsikker«.