Selv om YoungBoy Never Broke Again er blevet en af de største rapstjerner i USA (han var blandt andet den mest sete artist på Youtube i hjemlandet i 2019), havner rapperen stadig ofte i uheldige situationer på den forkerte side af loven.
Den 21-årige musiker har før været anklaget for blandt andet kidnapning, og så sent som sidste september blev han anholdt på en parkeringsplads, hvor politiet fandt et væld af stoffer, kontanter og våben. Og nu er den altså desværre gal igen.
TMZ har således rapporteret, at FBI prøvede at anholde YoungBoy Never Broke Again i en bil (der var udstedt en arrestordre på ham), hvorefter rapperen prøvede at flygte fra myndighederne.
Mediet fortæller, at han først flygtede i bilen og derefter til fods – hvilket førte til, at Los Angeles’ politi og FBI brugte hundepatruljer for at fange ham.
Til sidst fik ordensmagten dog fat på rapperen og fandt ifølge TMZ også et våben i hans bil.