YoungBoy Never Broke Again holder gangstarappen i live som en respirator
18 år, far til fire og opvokset i den voldelige Louisiana-hovedstad Baton Rouge. Historien fortæller næsten sig selv. I 2016 sad Kentrell Gaulden, bedre kendt under det ikke-så-borgerlige navn YoungBoy Never Broke Again (tidligere NBA Youngboy), fængslet i seks måneder for at have deltaget i et drive-by skyderi. Ligesom hos så mange andre kontroversielle rappere, stoppede en tur i fængsel ikke karrieren der, men i februar i år blev han igen tilbageholdt med beskyldninger om kidnapning og grov vold, mens en video, der formodentlig viser YNBA smide sin kæreste i gulvet, begyndte at florere kort tid efter.
I modsætning til rapperen selv er hans debutalbum ude nu, og ‘Until Death Call My Name’ er en ærlig fortælling, der viser en ny stil i en falmende ramme.
Kend ham på den diamantbeklædte NBA-halskæde, hvor basketbolden er udskiftet med en pistol mod himlen. Eller kend ham på de tre massive ar i panden fra en wrestling-ulykke, der overflødiggør de ellers populære krigsmalede ansigtstatoveringer. Eller kend ham på hans stemme og melodiske flow, der som en respirator holder liv i den døende gangstarap.
Åbneren ‘Overdose’ er inkarneret gade-trap som man kender det. Men dykker man dybere i numre som ‘Astronaut Kid’ og tophittet ‘Outside Today’, finder man i vokalen den samme melankolske skrøbelighed, der har båret Soundcloud-bølgens emorap. Og selv om det tematiske fikspunkt er boltret fast omkring gadelivet, så bevæger YoungBoy sig også i den helt anden side af spektret på nummeret ‘We Poppin’, der med hjælp fra Birdman bringer midt-00’er-nostalgiske vibes frem i lyset, der på én gang virker forældede og tiltrængte.
Melodierne flettes ind og ud af trap-flowet, der særligt imponerer på numre som ‘Solar Eclipse’ og ‘Diamond Teeth Samurai’, men der skal alligevel mere til helt at flowe sig ud af den overflod af klaverbeats, der udgør størstedelen af YNBA’s statiske underlægning, der især sætter albummets sidste sange i stå.
Mens Soundcloud-rapperne farverigt henter inspiration fra tegneserier og videospil, henter YNBA inspiration fra asfalten, og den metaforiske leg med sproget er minimal. I ‘Astronaut Kid’ er YNBA en rum-cowboy med linjerne »Strapped up and I’m vest up, I’m an astronaut kid«, men det lyriske niveau bryder aldrig atmosfæren yderligere.
På albummets cover kan man næsten se i øjnene på den unge rapper, at der er ærlighed bag albumtitlens ordlyd, og at ordene om pistoler og smerte vægter en del tungere, end når en Lil Pump – der i en pillerus nok ikke har skudt meget andet end et hul i en mark – rapper om det samme. Nødråbet ‘Traumatized’ viser den ærlige bagside af diamanterne og går med YNBA’s karakteristiske klagesang et stik dybere.
Kort sagt:
Med sit melodisk stærke flow og melankolske skrøbelighed holder YoungBoy Never Broke Again den døende gangsta-rap i live som en respirator. Men mangel på lyrisk dybde og en overflod af klaver-beats fremstiller samtidig genrens snart nedslidte skabelon. Fortællingen er ærlig, men det er uvist, om YNBA nogensinde får mulighed for at fortælle den færdig.