Kim Kardashian sidder i sin baghave med et lille glas vin i hånden. Hun kigger ind i kameraet og fortæller, at de netop har filmet sidste scene i ’Keeping Up With the Kardashians’, »forever, like forever ever«. Hun skåler med crewet. Og så slutter videoen.
Den lå i Kim Kardashians story på Instagram i starten af januar i år. Og efter 20 dramafyldte sæsoner over 14 år skal vi nu sige farvel (og på gensyn – mere om det senere) til en familie, vi har set blive multimillionærer for øjnene af os. Fra Kylie Jenners smalle læber til hendes makeup-imperium, der gjorde hende til den første kvindelige milliardær under 21 år. Fra Kim Kardashians 72 dage lange ægteskab med Kris Humphries til Kanye Wests overdådige frieri på et stadion foran alle deres venner. Og adieu til alle søstrene Kourtney, Khloé, Kendall og Kylie og selvfølgelig matriarken Kris Jenner.
Hele eventyret startede 17. oktober 2007, da første afsnit af KUWTK havde premiere på kanalen E!. Efter Kim Kardashian fik et boost på opmærksomhedsskalaen med sit famøse sexbånd, sikrede Ryan Seacrest og E! sig tre sæsoner med hele familien Kardashian/ Jenner, der dengang også bestod af sønnen Rob og Kris Jenners partner Caitlyn Jenner, den tidligere OL-guldvinder i tikamp. Og denne del af eventyret slutter så nu efter 20. sæson.
Man kan mene om familien Kardashian/Jenner, hvad man vil – og så alligevel ikke. For de har formået at gøre noget, ingen andre har. De har skabt et imperium kun styret af kvinder. Deres mænd er altid blot i baggrunden. Som Scott Disick, Kourtneys eksmand og ofte fornuftens stemme i serien, der er kendt for sin vilde livsstil med masser af alkohol, for at kalde kvinderne ud, når de bliver for vilde, og for sit tumultariske forhold til Kourtney, men også som far til en hel ny generation af Kardashians.
Vi har også mødt Lamar Odoom, som var gift med Khloé Kardashian fra 2009 til december 2013. Da han fik en overdosis på et bordel i Las Vegas i 2015, stimlede familien sammen og sad ved hans side.
Hvoraf man kan udlede to centrale ting: Familien holder sammen, når det virkelig gælder. Og de ved, hvordan de skal spinne alle skandalerne, så det er dem, der fortæller historierne, og ikke medierne.
De første influencere
Det samme gælder kvindernes egne skandaler. Da Khloés anden mand, basketballspilleren Tristan Thompson, blev taget i at have en affære med Kylie Jenners bedste veninde Jordan Woods, var det Kris Jenner, der styrede fortællingen.
Da Kendall ene og alene ’reddede’ racismen i USA i en Pepsi-reklame, og shitstormen ingen ende ville tage, var det først næsten et år senere, at hun i blødt lys og med den rigtige makeup på grædende fortalte os fans, hvor ked af det hun var, og at der ikke havde været dårlige intentioner bag reklamen. Med ’KUWTK’ har Kris Jenner og resten af familien formået at lave reklame for dem selv og helt selv kontrollere, hvad eventyret skulle handle om.
De er de første influencere, og Kim og Kylie har i dag over 200 millioner følgere på Instagram. Kim Kardashian har altid været en firstmover. Hun skrev sit første tweet 21. marts 2009. Firmaer fandt hurtigt ud af, at der var penge i hendes navn, ansigt og krop.
Siden har alle søstrene skabt deres eget brand, med Kylie Jenners makeupbrand Kylie Cosmetics som det største. Hun startede forretningen sammen med Kris Jenner i 2014, da hun blot var 16 år gammel.
Der er ingen tvivl om, at alle influencere i dag prøver at modellere deres brand efter Kardashian/Jenner-metoden. Men ingen når dem til sokkeholderne.
Af en eller anden grund har der aldrig været så meget respekt omkring Kardashian/Jenner-kvinderne. Man kan undre sig over hvorfor. De er gået fra et sexbånd til et imperium. Hvis de havde været en familie af brødre med en far som patriark, havde vi så sagt med en snert af afsky, at de jo bare var »kendte for at være kendte«? Familieoverhovedet Kris Jenner får slet ikke nok credit for familiens opstigning.
Hvad med skilsmissen?
Selvom ’Keeping Up with the Kardashians’ slutter, kommer det næppe som en overraskelse for nogen, at familien ikke just kommer til at friste en tilbagetrukket tilværelse langt fra kameraernes søgelys.
Allerede i december 2020 blev det annonceret, at familien Kardashian/Jenner har underskrevet en aftale med Disneys voksen-streaminghubs Hulu og Star. Så helt forever, like forever ever var det så ikke alligevel.
Hvad kan vi forvente af deres nye aftale?
For det første kan hele verden nu få mulighed for at følge med – Star-indhold kan herhjemme ses på Disney+. For det andet kommer vi til at se meget mere til nogle af søstrene. Kendall og Kourtney har aldrig været specielt vilde med ’KUWTK’.
Formatet bliver nok ikke helt, som vi kender det i dag. Der vil sandsynligvis blive sat fokus på nye projekter, som Kim Kardashians nye rolle som advokat og diverse velgørenhedsarbejde.
Inden da bliver hendes skilsmisse fra Kanye West en kæmpe cliffhanger i den sidste sæson, som løber over skærmen nu. Og hvis der ikke kommer en ’KUWTK’-sæson mere, hvordan skal jeg så finde ud af, hvordan det eventyr slutter?
Sidste sæson ’Keeping Up with the Kardashians’ kan ses på TV 2.