Direktøren for NorthSide og Tinderbox tvivler på, at festivalerne kan afholdes i år

Direktøren for NorthSide og Tinderbox tvivler på, at festivalerne kan afholdes i år
NorthSide. (Foto: Morten Rygaard)

Det er svært at vide, hvad man skal tro. Tør man håbe på, at sommerens musikfestivaler kan afholdes, eller er det totalt naivt? Den ene dag er der positive udmeldinger fra statsministeren, der tidligere denne måned udtalte, at festivalerne var »inden for rækkevidde«, men samtidig er det svært ikke at blive nervøs, når man hører om fortsatte restriktioner og forsinkede vacciner.

En af dem, der ikke ser så lyst på sagen, er Brian Nielsen, der er direktør for festivalerne Tinderbox og NorthSide.

»Jeg har ikke den store forventning, nej«, har han fortalt DR i et interview. »Det må jeg nok være ærlig at sige. Der er et forsamlingsforbud på 10, og vi skal samle 40.000-50.000, der er stadig problemer med vaccineleverancerne, så planen rykker frem og tilbage og så videre. Med den viden ser det svært ud«.

NorthSide- og Tinderbox-direktøren er altså forholdsvis pessimistisk omkring festivalerne, der er planlagt til at finde sted til juni. Han får samtidig luftet sin frustration over manglende kommunikation fra regeringen.

»Hvis man mener, det er urealistisk at genåbne festivaler i vores størrelse, så bør man fortælle festivalerne det. Hvis man mener, der er en realistisk chance for de mindre, bør man sige det. Lige nu siger man intet«, lyder det fra Brian Nielsen.

Han melder dog samtidig ud, at der er en plan på plads til NorthSide, hvis festivalen mod hans forventning vil kunne afholdes. På nuværende tidspunkt er der dog kun offentliggjort ét navn: Kashmir.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af