Roskilde Festival har i dag udsendt et spørgeskema til alle, der er enten frivillig på årets festival eller i besiddelse af en billet. Undersøgelsen har blandt andet til formål at tage temperaturen på, hvordan festivalens gæster vil have det med diverse corona-relaterede tiltag, hvis det bliver muligt at samle folk på Dyrskuepladsen til sommer.
»Vores nuværende plan er at gennemføre en festival, der på enhver måde er så tæt på den traditionelle ”Roskilde-oplevelse”, men som også giver folk mulighed for at træffe valg omkring deres egen risiko på måder, der føles behagelige for dem«, lyder det i spørgeskemaundersøgelsen.
Det indebærer blandt andet, at festivalen planlægger at skabe nogle specifikke rum for de gæster, der gerne vil lidt væk fra de store menneskemasser.
»Når først folk har fået adgang til festivalområdet, fortsætter festivalen, som den altid gør. Folk vil kunne bevæge sig rundt uden begrænsning, der er ikke noget krav om siddende koncerter, social afstand, eller at man skal bære mundbind«, lyder det i spørgeskemaet:
»I stedet skaber vi rum for folk, der ønsker at komme væk fra folkemængderne, så de stadig kan nyde atmosfæren og samtidig opretholde en afstand, der føles behagelig for dem. For eksempel vil dette omfatte storskærme på afstand af scenerne, så folk kan se koncerter på afstand«.
I undersøgelsen fremgår det også, at Roskilde Festival forventer, at et coronapas eller tilsvarende dokumentation vil være »en betingelse for adgang til festivalen«.
Den nuværende, ovenstående plan kan dog ændres, lyder det i spørgeskemaundersøgelsen, og »er blot en af mange muligheder«.
Herefter lister spørgeskemaet en række yderligere scenarier, som gæsterne altså skal forholde sig til behageligheden af i undersøgelsen.
Scenarier i spørgeskemaundersøgelsen:
– Det er obligatorisk at bære mundbind hele tiden i det offentlige rum.
– Antal publikum var begrænset for at gøre fysisk afstand mulig og med deltagelse afgjort ved lodtrækning.
– Salg af alkohol blev begrænset.
– Madboder var lukkede/begrænset til take away.