Kære pessimist: Derfor tror jeg på, at der kommer festivaler til sommer

Vi er alle ved at blive vaccineret. Samfundet er ved at åbne op. Og dybest set er der ingen, der ønsker – eller har råd til – endnu en aflyst sommer. Så selvfølgelig kommer der festivaler i år. De bliver til gengæld nok lidt anderledes end normalt.
Kære pessimist: Derfor tror jeg på, at der kommer festivaler til sommer
Publikum til Billie Eilish på Tinderbox, 2019. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Denne artikel er skrevet af en festivaloptimist – vil du have en pessimists syn på festivalsommeren, så læs den modsatte halvdel af vores yin/yang-prognose.

KOMMENTAR. Det er ikke nemt at være festivaloptimist i disse tider, for det virker ikke som det mest oplagte i verden at samle store mængder mennesker til massevis af koncerter, når der stadig er en truende (og nu også konstant muterende) pandemi i gang.

Titusinder foran teltene på NorthSide, Roskilde Festival eller Smukfest i coronaæraen? Svært at forestille sig. Og hvad med alle de smittebærende transportstrømme, der skal føre mennesker sammen fra alle fire verdenshjørner? Får de ikke bare den satans smitte til cirkulere endnu mere?

Det er let at forfalde til fatalisme. Se bare min kollega Christian Wolkoff, der i dag har skrevet en form for yin-part til denne artikels yang, hvor han opgivende spørger: »Tror du selv på, at sommerens festivaler bliver til noget?«

Og ja, det gør jeg faktisk: Jeg ser rosenrøde skyer samle sig i festivalhorisonten! Lad mig fortælle hvorfor.

Tre gode grunde til en festivalsommer

For det første: En fortsat nedlukning med medfølgende festivalfri sommer ville være virkelig hård kost. Først kom Den Aflyste Sommer i 2020. Derefter fulgte Den Nedlukkede Vinter. Den usagte forventning har hele tiden været, at det ville komme os til gode i 2021.

For det andet: En hel branche vil mere eller mindre kollapse, hvis der skal gå endnu en hel sommerperiode uden festivalernes livsvigtige kapitalindsprøjtning til livemusikken. Når Soundvenue har talt med aktører i musikbranchen, har svarene været entydige: 2020 kunne med nød og næppe overleves. Et år mere går ikke.

ASAP Rocky på Tinderbox. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Der er et psykologisk aspekt i, at man ikke kan bede en befolkning om måneder og år af afsavn uden at have en gulerod for enden. Samtidig er der økonomiske hensyn i, at nedlukningen ikke kan vare et år mere for musikbranchen. Men frem for alt tror jeg på festivalsommeren, fordi den – i modsætning til sidste år – faktisk er realistisk uden at man dermed på uansvarlig vis risikerer menneskeliv.

Når man ser på tallene, kan man for eksempel lige nu konstatere: Pandemien er ikke i vækst i Danmark (kontakttallet er denne uge 1), og til sommer er vi jo allesammen (eller i hvert fald alle der på nogen måde er særligt udsatte) vaccineret!

Så burde det væsentligste altså være ordnet, ikke? Hurra! *sabler Moet-flaske*

Smittefri festival

Okay, det var måske lige tidligt nok til at fejre, for vaccineplanen skrider en lille smule lige pt., men Roskilde Festival melder at det »ikke ændrer noget«, og Danmark er jo langt længere fremme end de fleste andre lande.

Vi er allerede på en halv million stik, kunne man forleden læse på Instagramkontoen @mette, der vist i disse tider gælder som Danmarks officielle statsmedie.

Der bliver altså sprøjtet løs som var det ‘Trainspotting’, og når det så er ordnet, kan alle få et coronapas (det er nemlig klar i Danmark i maj og i EU i juni!), der viser, at man har fået sin dosis – og bum: Smittefri festival.

Vi kan endda eventuelt smide obligatorisk lyntest i hatten bare for at være helt, helt, helt på den sikre side – så bliver det lidt som at køre bil med to sikkerhedsseler på.

Så helt ærligt, skulle det være totalt umuligt at samle en masse raske, unge, vaccinerede mennesker udenfor til sommer? Det har jeg svært ved at se det risikable i.

Stadig for tidligt til Champagne…?

Måske. For selv om jeg altså tror, at de ovenstående hensyn sammen gør, at vi godt kunne få en festivalsommer i 2021, er jeg mere i tvivl om, lige præcis hvordan den festivalsommer rent faktisk kommer til at se ud.

En anderledes festivalsommer

Det store fokuspunkt lige nu synes for eksempel at være Roskilde Festival, men hvad med dem, der skulle løbe af stablen tidligere? Ligger NorthSide (startdato: 3. juni) lige en tand for tidligt?

Det er muligt, og NorthSide og Tinderbox (startdato: 24. juni) har været meget tavse i modsætning til eksempelvis Roskilde og Smukfest, der mere tydeligt går efter at markere offentligt, at de altså fuldt ud planlægger at finde sted.

Der vil selvfølgelig også være navne, der ikke kan komme, fordi de aflyser deres verdens- og Europaturneer. Roskilde Festival har allerede meldt ud, at Thom Yorke ikke spiller og forbereder sig efter eget udsagn mod helt op til 25 procent aflysninger.

Suspekt på NorthSide. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Det virker simpelthen som en uoverskuelig opgave, at vores festivaler skal få besøg af massevis af gæster og kunstnere fra udlandet. Fantastisk, hvis det kan lykkes på en forsvarlig måde – men realistisk set må selv en optimist som mig nok anerkende, at festivalsommeren 2021 bliver en del mere lokal.

Men er der ikke også noget smukt i den tanke? At vi efter en tid, hvor vi har Stået Sammen Hver For Sig, endelig bare kan Stå Sammen Punktum? Det kunne vi jo passende fejre ved at støtte den blødende lokalscene i stedet for at kaste millionbeløb efter folk som Kendrick Lamar eller The Strokes.

Dem der ikke synes et mere lokalt program er helt spændende nok kan snildt få refunderet deres billet: For mon ikke der står et gigantisk og glubende festivalsultent publikum klar til at overtage den?

Allerede nu bliver jeg i hvert fald personligt nærmest helt rørt over tanken om en mulig festival. Så pyt, hvis de store festivalkanoner fra udlandet bliver væk, og alt ikke er som det plejer. Det er alt jo alligevel ikke og har ikke været det i lang tid.

I år er det noget andet der tæller end store headlinere og internationale navne. I år ville bare det overhovedet at kunne være der sammen være noget helt exceptionelt og fantastisk.

Måske er det dén brændende længsel efter, at det skal ske, der gør, at jeg er lige lovlig optimistisk. Men jeg føler nu, at der er stærke argumenter for, at festivalerne burde kunne lade sig gøre.

Jeg har dog endnu ikke turdet læse sortseeren Christian Wolkoffs pessimist-artikel. Det vil jeg gøre nu – og håbe på, jeg ikke får champagnen galt i halsen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af