Kære optimist: Tror du selv på, at sommerens festivaler bliver til noget?

Vaccineplanen skrider, europæiske festivaler aflyser, og tror vi virkelig på, at coronapasset bliver klar til maj? Det er godt nok svært at være festivaloptimist i denne tid præget af usikkerhed. Desværre.
Kære optimist: Tror du selv på, at sommerens festivaler bliver til noget?
Tomt foran Orange Scene. (Foto: Cecilie Schmidt Jegsen/Soundvenue)

Denne artikel er skrevet af en festivalpessimist – vil du hellere have en optimists syn på festivalsommeren, så læs den modsatte halvdel af vores yin/yang-prognose.

KOMMENTAR. Der er ikke noget jeg hellere vil end på festivaler til sommer. Stå der i solens livgivende stråler med en perlende fadøl klistret til den ene hånd, mens musikken fra en mur af gigantiske højttalere blander sig med lyden af tusindvis af festivalgæster, der synger, danser og griner uden en eneste tanke på skoleopgaver, realkreditlån, personlig hygiejne og alle de kedelige ting, der fylder i hverdagen.

Se dét er lykken.

Så hold nu op, hvor jeg glæder mig til … 2022, hvor det rent faktisk kommer til at ske.

Tror du stadig på, at den danske festivalsommer kommer til at manifestere sig i 2021? Det gør jeg ikke. For selv om der er gode takter – genåbningen af samfundet intensiveres jo netop i disse dage grundet positive kontakttal – så er der én ting, corona og virussens påvirkning på samfundet har været præget af fra start: Usikkerhed og uforudsigelighed.

Nu skriver kalenderen snart midt-marts, og det er for mig blevet ret svært at bevare gejsten og troen på, at vi må samles 30, 50 eller 100.000 til sommer. Det er som om, at festivalsommeren 2021 langsomt har vist sig at være et fatamorgana: Den så så smuk, læskende og decideret livsnødvendig ud på afstand, men jo tættere, vi kommer på, jo mere viser den sig at være en luftspejling.

»Jeg ser rosenrøde skyer samle sig i festivalhorisonten«, skriver min kollega og festivaloptimist, Kristian Karl, i dagens positive halvdel af vores yin/yang-festivalprognose.

Men jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er selv blevet decideret festivalpessimist – og jeg hader det. For det er ubærligt at forestille sig den anden sommer i træk uden festivaler. Både for mig selv personligt, bevares, men i den grad også for kunstnerne, festivalerne, gæsterne og alle dem, der arbejder med musikken.

Vaccineplaner og coronapas til tiden, tak

Lige nu burde tiden være fyldt med forventningens glæde og ikke sortsyn. Men det er svært.

Tag nu bare vaccineplanen, der i øjeblikket skrider: I sidste uge kom det frem, at det nu forventes, at den danske befolkning vil være færdigvaccineret med andet stik ca. 18. juli – før hed datoen 27. juni. Forklaringen er, at nogle af vaccinerne er blevet forsinkede, og i weekenden kommenterede statsminister Mette Frederiksen på sagen på Instagram.

»Nu har vi i et år skulle lære nye ord. De seneste måneder er ingen undtagelse. Vi har f.eks. lært at forholde os til vaccineudrulningsplaner … og ikke mindst til vaccineudrulningsplaner, der hele tiden ændres. Ganske enkelt fordi vores adgang til de stærkt eftertragtede vacciner er for ustabil«, skrev Frederiksen, og med det seneste coronaår i hukommelsen er det svært ikke at forvente, at der kommer flere forsinkelser og uforudsete udfordringer.

Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, tolker hos TV2 den skridende vaccineplan som dårligt nyt for de danske festivaler, mens Roskilde Festival stadig bevarer deres »forsigtige optimisme«, der ifølge festivaldirektør Signe Lopdrup aldrig har været baseret på vacciner alene, siger hun til DR.

Hvilket bringer os videre til den næste mulige løsning, der står og blafrer som en budding i en orkan: Coronapasset. Altså den digitale app, som folk skal kunne bruge til at dokumentere enten vaccination, antistoffer eller en nylig negativ test.

For en uge siden meddelte Finansministeriet, at coronapasset forventes færdiggjort i løbet af maj. Og til det kan man jo kun sige: Det håber vi så på! For der er ikke lang tid til maj. Og hvis vaccinationerne skrider, så er coronapasset et eller andet sted alfa omega for, at festivalerne kan lukke folk ind og samtidig have styr på virussen.

Men der er så mange spørgsmål, måske’er, men’er og hvis’er tilknyttet, at jeg stadig har svært ved at se det fungere allerede til sommer.

Lad os bare antage, at coronapasset fungerer til fulde til sommer: Vil der være nok vaccinerede til, at det er forsvarligt at åbne sluserne for tusindvis af mennesker? Hvis man vil samle en så stor menneskemængde, er det så ’nok’, at en stor procentdel ’bare’ kan fremvise en negativ test?

Det europæiske coronapas forventes færdigt til juni. Hvis det skrider, hvordan vil festivalerne så lukke gæster og kunstnere ind, som ikke er fra Danmark? Hvad med alle de leverandører og lignende, der leverer ting, mad og andet til festivalen – hvordan vil man sikre, at virussen ikke sniger sig ind på festivalen den vej?

For ikke at tale om smittesporing; et vigtigt greb i kampen mod corona. Good luck med dét på en festival!

Superduper-sprederevents

Jeg ved godt, at kedlerne i øjeblikket kører på højtryk med både vacciner og coronapasset: Men prøv lige at overveje, hvor mange løse ender, der skal mødes, hvis festivalerne skal kunne åbne dørene i juni med god samvittighed.

For det er jo også humlen: Festivalerne vil for alt i verden undgå at ende som superduper-sprederevents, så det skal jo være mere eller mindre skudsikre løsninger. Altså med mindre vi som samfund er klar på at satse lidt og tage chancer – og det virker ikke lige som om, at det er dén sang, regeringen har spillet det seneste år.

Publikum til Diplo på NorthSide 2018. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Men hvad gør festivalerne selv?

Roskilde Festival bevarer den forsigtige optimisme, Smukfest bliver ved med at annoncere navne, Heartland er gået i gang med at planlægge (men har endnu ikke annonceret noget konkret), mens NorthSide og Tinderbox stadig kun har Kashmir som det eneste navn på plakaten. Så kan man selv fundere over, om de blodfattige lineups er et klart signal, eller om festivalerne ligger inde med et fuldt og fedt program, som de gemmer til der potentielt bliver sagt endeligt ‘go’.

Ude i Europa er der begyndt at dukke konkrete aflysninger op. Britiske Glastonbury og spanske Primavera har slukket 2021-lyset, og de var begge skemalagt til juni. Er der en magisk grænse lige der? Mon der i Danmark er mest håb for Smukfest, der jo ligger senere på sæsonen i august? Det er en mulighed. Men umuligt at sige.

Og en helt anden snak: Hvis diverse hovednavne grundet aflyste turneer begynder at melde afbud til de danske festivaler, vil gæsterne så tage til takke med en dansk erstatning for eksempelvis Kendrick Lamar? Og gøre det uden at brokke sig over prisen på billetten, som de jo har betalt?

Mit bud er faktisk ja: Folk vil være lykkelige, hvis bare der kommer festival af én eller anden slags. For i denne her tid er det også blevet klart, hvor meget festivalerne betyder for den danske befolkning.

Festivalsommerens status er et samtaleemne, der konstant popper op. Folk har brug for det her afbræk fra hverdagen – og for en stor del af ungdommen er det her den fedeste tid på året. Det er et nødvendigt åndehul, hvor hverdagens hamsterhjul for en stund holder stille. Så det handler også om den mentale folkesundhed, intet mindre.

Derfor er det også skrækkeligt at være festivalpessimist. For man foregriber noget, der vil have så stor en negativ effekt på så mange. Men som landet ligger, så er pessimist i mit hoved i øjeblikket lig med realist.

Jeg glæder mig til 2022.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af