Skulle du have glemt det, er der stadig liv i ‘Saw’, som gør comeback med den niende film i rækken, ‘Saw: Spiral’, senere i denne uge.
Bag filmen – og foran kameraet – står Chris Rock, der sammen med Samuel L. Jackson tager filmenes splat-univers i en ny, men nok ikke mindre voldsom, retning.
Om det forklarer, hvorfor promoveringen af filmen er kørt fuldstændig af sporet i USA, vides ikke. Men vi har i hvert fald den nye film at takke for sommerens frækkeste skurk: Hot Jigsaw.
Det bizarre billede af den ellers gravalvorlige skurk stammer fra et PR-stunt mellem ‘Saw’-filmens officielle Twitter-konto og den populære fankonto jigsaw_quotes, der poster absurde og opdigtede citater fra filmene.
Op til filmens premiere har de to konti været i (en nøje planlagt) clinch med hinanden, hvor parodi-kontoen holdt filmens konto som gidsel, imens den truede med at slette originaludgaven af ‘Saw: Spiral’.
Kulminationen blev altså det meget afslørende billede af Jigsaw, der samtidig også var en reference til, at Twitter ikke længere beskærer billeder på ens tidslinje.
Førhen har platform vist et mindre udklip af billeder i tweets, som derefter foldede sig ud til det komplette billede, hvis man klikker på det. Man har altså ikke kunne se hele billedet i selve udklippet.
Billedet var dermed forholdsvist harmløst før ændringen hos Twitter, da man kun kunne set Jigsaws ansigt. Nu er det i stedet lidt af en (u)velkommen overraskelse, som man ikke kan undgå at blive fascineret af.
Læg især mærke til alle detaljerne som spiralerne, der ikke kun er at finde på kinderne, den trehjulede cykel, de tonede muskler, grisehovederne i baggrunden – der er bare det hele.