Britney Spears taler ud i retten: »Jeg er traumatiseret. Jeg vil bare have mit liv tilbage«

Britney Spears taler ud i retten: »Jeg er traumatiseret. Jeg vil bare have mit liv tilbage«
Britney Spears. (Foto: Michelangelo Di Battista/Sony/RCA via Getty Images)

Siden sit offentlige sammenbrud for 13 år siden har Britney Spears levet i en såkaldt værgeordning, hvor hendes far styrer alle væsentlige aspekter af hendes liv.

Den usædvanlige situation er blevet kritiseret heftigt af #FreeBritney-bevægelsen og blev skildret udførligt i New York Times-dokumentaren ‘Framing Britney Spears’, der kom tidligere i år.

Men det er først nu, at Britney Spears selv er stået frem med offentlige og stærkt formulerede krav om, at værgeordningen skal ophøre. Det skete til en høring i retten onsdag, hvor popsangeren tordnede mod det system, hun lever i.

»Jeg har været i benægtelse. Jeg har været i chok. Jeg er traumatiseret. Jeg vil bare have mit liv tilbage«, sagde Britney Spears ifølge New York Times i retten.

»Jeg vil have, at værgeordningen slutter, uden at den skal evalueres først. Jeg burde ikke være under en værgeordning, hvis jeg kan arbejde. Loven er nødt til at blive ændret. Jeg mener oprigtigt, at værgeordningen er mishandling«.

Derudover fortalte Britney Spears også noget, som mange af hendes fans har mistænkt i lang tid. Nemlig at de mange Instagram-posts, hvor hun har hævdet at have det helt fint, ikke afspejler sandheden.

Sangeren fortalte også, at hun har været på medicinen lithium i mange år, samt at hun ikke må blive gravid, da hun ikke kan få lov til at få fjernet sin prævention.

Der blev også læst en meddelelse op fra Britneys far, Jamie Spears, der altså er hendes værge.

»Han er ked af at se sin datter lide så meget. Hr. Spears elsker sin datter og savner hende meget«, lød det fra hans advokat.

Britney Spears udtalelser i retten markerer et nybrud i fortællingen om popstjernen.

Hun har aldrig talt med så store bogstaver om værgeordningen før, og det er svært at forestille sig, at tingene nu bare kan fortsætte som hidtil. Dette ligner i hvert fald et stort anlagt forsøg for at komme fri fra en form for fangenskab.

»Jeg er her ikke for at være nogen slave«, som Britney sagde i retten.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af