KOMMENTAR. Du er ikke en rigtig popstjerne, før du har haft dit slange-moment. Det ved alle fra Britney Spears til Nicki Minaj og Taylor Swift.
Så nu, hvor Billie Eilish har lavet en musikvideo til ’Your Power’ med en gigantisk anakonda, der vikler sig rundt om hende, er det selvfølgelig værd at spørge sig selv: Hvad siger denne slange om den 19-årige stjerne? Og hvordan skriver Eilish sig ind i popmusikkens lange slangehistorik?
Lad os starte med det grundlæggende: Man behøver ikke at være litteraturprofessor for at lure, at der er noget bibelsk symbolik i gang med lige præcis dette dyr. Adam, Eva, æblet, Satan, synden og så videre – slangen har et stærkt slimspor af associationer uanset hvor, den dukker op.
Også i popmusikken, hvor det langstrakte, benløse krybdyr tit har symboliseret noget forbudt, farlig eller forførende.
Hvis vi starter med Britney Spears – og enhver artikel, der handler om, hvad det vil sige at være popstjerne efter år 2000, bør starte med Britney – er det klart det syndige og seksuelle i slangeskikkelsen, der bliver accentueret.
Spears optrådte med en stor slange viklet omkring sig, da hun var på scenen til MTV VMA i 2001. Hun sang ’I’m A Slave 4 U’ og udstrålede dermed et klart budskab. Popstjernen var klar på noget syndigt og farligt.
Det var et af talrige øjeblikke i Britney Spears’ karriere, hvor hun understregede, at hun ikke længere var en børne- eller teenagestjerne. »All you people look at me like I’m a little girl«, sang hun på ‘I’m A Slave 4 U’, og slangen var en måde at ændre det blik på.
Slangen er også lig med sex i en af 2010’ernes mest omtale videoer, nemlig Nicki Minajs ’Anaconda’ fra 2014. Her er dyrets metaforik en del mere bogstavelig – noget med en anakonda i bukserne – og det hele er leveret med et glimt i øjet. Det er sex, men det er sex på en tegneserieagtig måde.
Til gengæld skal man ikke undervurdere, hvordan ’Anaconda’ rykkede ved kropsidealerne.
Sangens hyldest til fyldige former normaliserede en ny form for kroppe i popmusikken. Dens drilske sexhyldest banede også vejen for senere sange om frigjort kvindelig seksualitet som Cardi B og Megan Thee Stallions ’WAP’ (der i øvrigt også har en slange i videoen).
Anyway. Tilbage i slangesporet. Eller, rettere sagt, tilbage til slangen over alle slanger.
Popmusikken har nemlig fået én ekstremt berømt slangeskikkelse, der i virkeligheden faktisk er et menneske. Nemlig Taylor Swift.
Hun blev i 2016 stemplet som verdens største snake, da det kom frem, at hun havde løjet om, hvorvidt Kanye West havde spillet en kontroversiel sang (’Famous’) for hende før udgivelsen. Hele den historie er meget kompliceret, og i virkeligheden var Swift nok slet ikke så stor en skurk, som alle troede dengang.
Det vigtige i denne kontekst er dog primært, at slangen her blev brugt som en slags nedsættende betegnelse om en kvinde, der snyder og manipulerer.
Hos Swift var slangen ikke længere sex, men bare synd. Hun var ond. I ledtog med djævelen. Når hun blev kaldt slange på internettet var det næsten som at sige, at hun var en heks.
Taylor Swift ville dog ikke være Taylor Swift, hvis ikke det lykkedes hende at spinne det hele til sin egen fordel.
Så da hun skulle udgive sit næste album, ‘Reputation’, reclaimede hun simpelthen slangen for fuld smadder. Der var både en hel hær af dem i ’Look What You Made Me Do’-videoen og en kæmpestor cobra med på den efterfølgende turné.
Slangen er altså blevet fortolket på en del forskellige måder af de seneste årtiers popstjerner, og der er sikkert masser af eksempler, der ikke lige er nævnt i denne artikel.
Senest har Lil Nas X skildret et seksuelt møde med en slangemand i sin ’Montero’-video, men det blev lidt overskygget af en anden scene, hvor han giver selve Satan en lapdance.
Går vi lidt længere tilbage i tiden brugte Aaliyah også en slange som forførelseselement i sin ’We Need A Resolution’-video i 2001.
I hiphopverdenen er der generelt meget mere slangesymbolik, fordi ordet er en udbredt term for en person, man ikke kan stole på. På nær hos Young Thug, hvor det vist nok betyder det modsatte.
Ja, det kan hurtigt blive lidt forvirrende …
Men selv om slangen altså er en udbredt tematisk rekvisit, der dukker op mange steder, føles det alligevel som noget særligt, når det er en af verdens største popstjerner, der inkorporerer det slibrige, symbolladede dyr.
Derfor fortjener det ekstra opmærksomhed, at Billie Eilish – lige idet hun virkelig ser ud til at blive planetens største popstjerne – omfavner slangen. Eller rettere: Selv bliver omfavnet af en slange.
Hos det 19-årige fænomen er tingene nemlig vendt på hovedet. Dyret er ikke længere et kvindeligt-dæmonisk værktøj eller et symbol på en forbudt seksualitet.
For ’Your Power’ er virkelig ikke en video, der bruger slangen som erotisk værktøj. Snarere tværtimod. Slangen er noget uhyggeligt, truende og voldeligt, der kvæler hende.
Det er en interessant nyfortolkning af slangen. I stedet for at knytte den til en farlig, kvindelig seksualitet, bliver den udtryk for en (sandsynligvis mandlig) aggression. »Try not to abuse your power«, synger Eilish i sangen, der – ifølge hende selv – handler om de overgreb, unge mennesker oplever.
Det er også ret åbenlyst at tolke teksten i den retning, når hun synger linjer som disse: »Does it keep you in control? / for you to keep her in a cage? / and you swear you didn’t know / you said you thought she was your age«.
De sætninger synger Eilish, mens en slange kvæler hende i musikvideoen, som hun i øvrigt selv har instrueret, og det er svært ikke at føle, at hun dermed fordeler rollerne på ny.
Det er ikke kvinden, der er en slange med kontakt til djævelen. Det er i stedet overgrebsmanden, som er et drabeligt krybdyr, der er i ledtog med det onde.
Det føles som en vigtig og tidssvarende nyfordeling af rollerne, hvor overgrebsmænd, åbenlyst nok, er en større og mere reel trussel end en frigjort kvindelig seksualitet.
Dermed har Billie Eilish ikke bare givet slangen et nyt popkulturelt kapitel – men faktisk en helt ny dimension.