I 2016 genantændte Kanye West sin strid med Taylor Swift, da han udgav nummeret ‘Famous’, der bød på linjen: »For all the south side niggas that know me best / I feel like me and Taylor might still have sex / Why? I made that bitch famous« .
Taylor Swift udtalte efterfølgende, at hun ikke følte sig respekteret over formuleringen »that bitch«, hvorefter Kanye West og hans hustru Kim Kardashian delte en video, der viste, at rapperen rent faktisk havde fået Swifts velsignelse, inden nummeret blev udgivet. Sådan da…
Den fulde samtale er på uforklarlig vis blevet lækket fire år senere, og den viser, at Kanye West aldrig nævnte ordene »that bitch« – ganske som Taylor Swift bekendtgjorde, inden hun blev stemplet som en hykler for at angribe Kanye, efter at have givet ham sin accept.
I starten af videoen (starter 10.10) hører vi, hvordan Ye udelader ordene »that bitch«. Siden spørger han Swift: »Hvad hvis jeg senere i sangen også sagde: ‘Jeg gjorde hende berømt?’«
Swift svarer: »Hvad skal jeg gøre ved det? Det er sådan lidt whatever på nuværende tidspunkt. Du er nødt til at fortælle historien, som du oplevede den. Du vidste ærligt ikke, hvem jeg var. Og det betyder ikke noget, at jeg solgte syv millioner album, før du gjorde dét«.
Twitter er selvsagt på den anden ende over samtalen, der tegner et noget andet billede end det sammenklippede leak, som Kim Kardashian delte for flere år siden. Klippet fik dengang Taylor Swift til at trække sig fra sociale medier og førte til sangerens usikkerheder, som blandt andet skildres i Netflix-dokumentaren ‘Miss Americana’.
Flere kritiserer Kanye West (og Kim Kardashian) for at være decideret manipulerende og dårlige mennesker under hashtagget #KanyeWestPartyIsOver.
Taylor Swift har ikke officielt kommenteret på det nye klip, men ifølge E! News har popstjernen liket en række opslag, der tager sangerens parti i den omdiskuterede fejde. Se nogle af de mange Twitter-reaktioner herunder.