Sofie: »Hej Jennifer. Så blev der fyldt op på Swift-kontoen!«
Jennifer: »Det var skønt. Jeg havde faktisk savnet Swiften lidt«.
Sofie: »Også mig. Vil du give et lille recap af, hvad dokumentaren egentlig går ud på for de uindviede?«
Jennifer: »‘Miss Americana’ er vel på mange måder en af den slags klassiske kunstnerdokumentarer, hvor idéen er, at man skal komme tættere på Taylor Swift gennem private optagelser og andet behind the scenes-materiale«
Sofie: »Ja, meget klassisk. Og så forsøger dokumentaren også at give et indblik i de overvejelser, Taylor Swift havde i forbindelse med sin politiske vækkelse forrige år, hvor hun efter mange års politisk tavshed endelig bekendte kulør. Ergo titlen ‘Miss Americana’«.
Jennifer: »Det er uden tvivl en kommentar til Swiftens bevægelse fra ærkeamerikansk countryikon til liberal popmusiker, der nu tør bruge sin stemme. Noget hun blandt andet fandt modet til i kølvandet på sin beef med Kim og Kanye West, hvis man skal tro ‘Miss Americana’«.
Sofie: »Ja, for dokumentaren handler i lige så høj grad om forskellige beefs og andre situationer, hvor Taylor Swift har været i modvind i medierne de sidste ti år. Swift indleder dokumentaren med at fortælle, hvordan hun fra barnsben har lært at være den søde og artige pige, og at hun deraf nærmest er blevet afhængig af ros og bekræftelse. Derfor har hun virkelig måttet kæmpe med ikke altid at være lige populær i løbet af de seneste år«.
Perfekt uperfekt
Sofie: »Synes du så, at ‘Miss Americana’ lykkes med at give det her dybere indblik i Swifts univers?«
Jennifer: »Desværre ikke. Det er som om, Taylor Swift er blevet så synonym med sin popstjernepersona, at der ikke længere er forskel på Stjerne-Swift og Privat-Swift. Hun er indbegrebet af ‘perfekt uperfekt’, når hun sidder i sit krøllede nattøj, men samtidig har fuld makeup på«.
Sofie: »Enig. Man har lidt fornemmelsen af, at man sidder og kigger på et meget konstrueret og kalkuleret billede af en popstjerne, og at Swift kun fortæller os den side af historien, der sætter hende i et godt lys. Jeg havde nok håbet på det modsatte«.
Jennifer: »Men det er jo også klassisk Swift, ikke? Selviscenesættelsen og narrativet«.
Sofie: »Fuldstændig. Hun er mester i at styre, hvordan verden skal opleve hende – altså lige med undtagelse af når ‘good girl’-personaen og troværdigheden krakelerer, som den gjorde i beefen med Kim og Kanye«.
Jennifer: »Men selv dét fik hun jo spinnet til et koncept på ‘Reputation’, og sidenhen har hun brugt deres beef, som en del af sin origin story. Det gør hun også i ‘Miss Americana’, hvor vi skal forstå det som om, Kanyes afbrydelse af hende til VMA i 2009, er startskuddet for det narrativ, der nu foreløbigt er kulmineret med hendes mod til at ’sige fra’.
Men det er altså lidt svært at følge den historie, synes jeg. Man køber ligesom ikke længere præmissen om, at Kanye og medierne er entydige bad guys, mens hun er det sagesløse offer – særligt fordi der sjældent er noget reelt på spil for Swift. Det er for eksempel lidt svært at få medlidenhed med hende, da ’Reputation’ ikke bliver nomineret i de store Grammy-kategorier. Får du ondt af Taylor Swift, Sofie?«
Sofie: »Ikke rigtigt. I hvert fald ikke over de ting, hun gerne vil have os til at forstå, har været hårde for hende. Jeg synes næsten, det mest interessante ved ‘Miss Americana’ er, at den viser, hvordan en kvinde, der har været verdensstjerne fra hun var 15 år gammel, stadig kan have svært ved at håndtere kendislivet. Det er måske ikke den historie, Taylor gerne vil fortælle, men det er den følelse, jeg sidder tilbage med«.
Den rigtige side af historien
Sofie: »Vi må også lige vende den politiske vinkel, som Swift gerne vil brande sig på i fremtiden. Hvad går den ud på, Jennifer?«
Jennifer: »Kort sagt har Swift åbent proklameret sin støtte til demokraterne, efter hun i 2016 fik massiv kritik for ikke at ‘vælge side’ til valget, hvor Trump som bekendt løb med sejren – og i ‘Miss Americana’, får vi hendes forklaring på, hvorfor hun afstod fra at tage stilling i 2016, samt hvorfor hun ikke længere ‘kunne lade være’ i 2018.
Jeg synes dog, at ‘Miss Americana’ handler mere om, hvor grænseoverskridende, det var for Swift at bryde sin politiske tavshed, og knap så meget om de sager, hun rent faktisk støtter«.
Sofie: »Enig. I den scene, hvor hun gør sig klar til at lave det famøse post, der brød hendes politiske tavshed, med et glas hvidvin foran sig, bliver det meget tydeligt, at dokumentarens fokus er på Swifts egen nervøsitet. Det er vigtigt for hende at være på »den rigtige side af historien«, som hun også selv siger«.
Jennifer: »Ja, og Taylor Swift – og ikke mindst hendes image – vinder jo også noget på hendes nyfundne politiske engagement. Ikke desto mindre synes jeg helt sikkert, der er en plads til Swift i amerikansk politik. Hun kan uden tvivl være med til at gøre en forskel – særligt i sin konservative hjemstat Tennessee, hvor man talte om et decideret ‘Swift Lift’, da hun gik ind i valget dér«.
Sofie: »Det er bestemt prisværdigt, når hun bruger sin platform mere til konkret at skabe forandring, ligesom hun gjorde, da hun startede en underskriftindsamling i forbindelse med Equality Act. Den politiske opvågnen giver mening, når det løfter sig fra bare at være noget symbolsk, til at være noget, der rent faktisk hjælper andre«.
Jennifer: »Helt enig. Hun er godt på vej – og vi er bestemt kommet langt, siden hendes første spæde forsøg på at være politisk med squadfeminisme anno 2015«.
Fanhygge og kattecameos
Jennifer: »Men det hele går jo ikke op i politik. Vi får blandt andet også lov til at opleve Swift sammen med sin mor, i studiet, og sågar sammen med sin ellers meget private kæreste, Joe Alwyn, backstage efter en koncert«.
Sofie: »Ja, og det er jo altid rigtig sjovt for fans at se deres idol behind the scenes. Selvom Swift gerne vil have ‘Miss Americana’ til at være en dokumentar om hendes politiske liv, så er det altså først og fremmest en film med masser af hyggeligt content for Swift-elskere«.
Jennifer: »Der er masser af katte-cameos«…
Sofie: »Derudover får vi også en ny sang, der er lavet i anledning af dokumentaren – ‘Only The Young’. Bliver det en ny Swift-klassiker«?
Jennifer: »Jeg har svært ved at se det for mig. Taylor Swifts force har for mig altid været de personlige fortællinger, som hun har formået at løfte op på et meget universelt plan. Med ‘Only The Young’ er det som om, hun forsøger at gøre det omvendte – altså reducere noget meget stort politisk til noget personligt for hende. Og så lyder ‘Only The Young’ bare virkelig meget som ‘Getaway Car’, som ellers er en af mine Swift-faves«.
Sofie: »Det gør den virkelig! For min skyld behøver Swift ikke at lave sange om verdensfred, hvor man bare kan »run away from fascism«, som hun siger lidt jokende i et klip fra studiet«.
Jennifer: »Der er flere steder i ’Miss Americana’, hvor Swift kommer med meget forsimplede løsninger på nogle virkelig komplicerede problemstillinger. Som da hun siger: »Vi gør ikke den slags mere« til sig selv som en ‘kur’ mod sit forskruede kropsbillede og skadelige spisevaner. Så nemt er det nok ikke at komme over den slags, men det får man lidt indtrykket af, at det var for Taylor Swift.
Men nu synes jeg egentlig, vi har været ret hårde ved Swiften, Sofie. For selvom ’Miss Americana’ som helhed måske ikke er superdyb, så er der stadig masser af små fine øjeblikke, som man helt sikkert vil nyde, hvis man Swift-fan«.
Sofie: »Helt bestemt. Jeg tror det bedste øjeblik for mig, var da hun sad helt svedig på scenen til et kæmpe stadionshow og fortalte om retssagen mod en mand, der havde gramset på hende. Der føltes det som om, man fangede noget ægte. Er du enig?
Jennifer: »Ja, jeg fik faktisk en lille tåre i øjenkrogen dér. Jeg synes dog også, at det øjeblik, hvor en ung Swift åbner en julegave med sin første guitar og bare råber: »EN GUITAR – JEG ER SÅ GLAD!« er skønt og fuldstændig upoleret«.
Sofie: »Nå ja! Jeg tager det tilbage – guitarøjeblikket var helt klart det dejligste i hele dokumentaren. P.S: Vi elsker dig stadig, Taylor«.
Jennifer: »Swift længe leve!«