Hans Zimmer har lavet hele to soundtrack i forbindelse med storfilmen ‘Dune’

Hans Zimmer har lavet hele to soundtrack i forbindelse med storfilmen ‘Dune’
Hans Zimmer. (Foto: Dita Vollmond)

Denis Villeneuves ‘Dune’ tegner til at blive årets mest episke biografoplevelse, og har man brug for episk filmmusik, så er der én komponist, man ringer til: Hans Zimmer.

Den 63-årige tysker har komponeret musik til film som ‘Gladiator’, ‘Pirates’-sagaen og en lang række Christopher Nolan-film som ‘Interstellar’ og ‘Inception’, og det er altså også ham, som har lavet soundtracket til ‘Dune’. Eller; han har faktisk lavet hele to soundtrack i forbindelse med filmen.

Det oprindelige score, der optræder i selve filmen, bliver udgivet 17. september, hvilket er dagen efter den danske premiere.

Men det er nu kommet frem, at Zimmer også har komponeret et helt andet soundtrack til en bogudgivelse, der er lavet i forbindelse med filmen.

‘The Art and Soul of Dune’ handler om tilblivelsen af ‘Dune’ og er skrevet af filmens executive producer Tanya Lapointe. Her vil man kunne komme med bag kulisserne og få et indblik i processerne bag filmens tilblivelse samt læse interviews med instruktør Villeneuve samt nogle af skuespillerne som Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson og Oscar Isaac.

Sådan en bog har åbenbart kaldt på sit helt eget originale soundtrack, og det har Hans Zimmer altså komponeret. Dét soundtrack bliver udgivet 22. oktober – samme dag som bogen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af