Jennifer Lawrence er ikke bleg for at indleve sig ekstra meget i sine roller, når det virkelig gælder.
I Adam McKays stjernespækkede dommedagskomedie ‘Don’t Look Up’ spiller hun en stoner-astronomistuderende, som sammen med sin professor (Leonardo DiCaprio) opdager, at der er en kæmpemæssig komet på kollisionskurs med Jorden.
Og for at leve sig ind i stoner-rollen, besluttede Lawrence sig for at ryge marijuana under optagelserne. Det fortalte hun under en forpremiere på filmen i Los Angeles, skriver Yahoo.
I selskab med McKay fortalte Lawrence, at hun spurgte om tilladelse til at ryge en joint under en scene med Meryl Streep, hvor der ikke var nogen dialog. »Fordi min karakter i film røg sig skæv«.
»Jen var nervøs for, at jeg ville bede hende om at improvisere, hvilket vi altid gør«, indskød McKay, der tidligere har stået bag film som Oscar-vinderne ‘Vice’ og ‘The Big Short’. »Men jeg sagde til hende, at hun bare kunne ryge«.
»Undervejs blev jeg ved med at vende mig om mod min script supervisor, Cate Hardman, og sige: ‘Hej Jen. Jeg tror, jeg har en idé til en monolog til dig’. Men så ville jeg kigge over på Jen og indse, at jeg ikke kunne gøre det. Det ville være for ondt. Så jeg lod dig være i fred«, fortsatte McKay ifølge Yahoo.
»Jeg var et let mål. Alle drillede mig, sandsynligvis fordi jeg røg mig skæv. Jeg var nem at lave sjov med«, sagde Lawrence, der ifølge Yahoo berettede om, hvordan Jonah Hill løbende havde joket med, at deres medspiller, Oscar-vinderen Mark Rylance, var utilfreds med hende.
I ‘Don’t Look Up’ begiver Lawrence og DiCaprio sig ud på en omfattende medieturne for at gøre verden opmærksom på den forestående katastrofe, der kan bringe en ende til alt liv på jorden, men som ingen tager seriøst – og da slet ikke Meryl Streeps glatte præsident.
De første reaktioner på den stjernespækkede komedie har storrost skuespillerne og beskrevet den som en af årets sjoveste film. ‘Don’t Look Up’ har premiere i biograferne 9. december og på Netflix 24. december.