’Being the Ricardos’: Man kan sige meget godt om Nicole Kidman – men sjov er hun ikke
Såkaldt cancel culture er ikke et nyt fænomen: I 1953 kom USA’s mest populære sitcom ‘I Love Lucy’ i alvorlig fare, da sladderskribenten Walter Winchell beskyldte seriens skaber og hovedrolleindehaver Lucille Ball for at være medlem af kommunistpartiet.
Aaron Sorkins meget sorkinske backstagedrama med Nicole Kidman som Lucille Ball og Javier Bardem som Desi Arnaz, hendes mand både i serien og i virkeligheden, følger parret gennem en tumultarisk uge, hvor de ikke alene slås mod kommunistrygterne, men også rystes af en historie om, at Desi har været utro. Samtidig annoncerer Ball, at hun er gravid. Og så har de også lige et sitcom-afsnit at få i kassen.
Balls tilgang til problemet er at gøre ugens episode så god som muligt. Vi følger processen fra gennemlæsning til optagelser foran et live-publikum, hvor perfektionistiske Ball i alle faser udfordrer manuskriptforfatterne og instruktøren til at komme frem til sjovere jokes og mere troværdige reaktioner.
Hendes skarpe facon grænser til følelsesmæssigt misbrug, men hun har også ret i sin kritik og er hurtig til at byde ind med konstruktive løsninger. Ball er altid den klogeste person i rummet, som ellers er befolket af skarpe forfattere, der i vanlig Sorkin-stil svarer igen med velformuleret og kvik screwball-dialog.
Det er på sin plads, at Ball bliver hyldet som det kreative geni, hun var: ‘I Love Lucy’ var banebrydende i sin udvikling af det sitcom-format, vi stadig kender i dag, blandt andet med brugen af trekamerasystemet. Som vi ser i et flashback, var det også en hårdt tilkæmpet landvinding, at hun fik CBS til at gå med på at lade Lucy være gift med en cubaner – og tilsvarende uhørt progressivt, at parret fik tv-kanal og sponsorer overtalt til at lade Lucy være gravid i serien.
Sorkin og Kidman fanger Balls målrettede og skarpe side, der også får nuancer i form af en sårbarhed i scenerne, hvor hun lufter sin begrundede mistanke om Arnaz’ utroskab. Til gengæld fanger de slet ikke Balls fysiske komiske gaver og ekspressive gummifjæs. Man kan sige mange gode ting om Nicole Kidman, men sjov er hun ikke. At Kidman bortset fra sit røde hår ikke ligner Ball, er et mindre problem, end at hun trods forsøg med klip fra serien in character langt fra overbeviser som USA’s førende komedienne, der samlede 60 millioner amerikanere foran tv-skærmen hver uge.
Det er indlysende, at Ball ikke stod og lavede jokes hele tiden, men det er ærgerligt at fortælle en historie om en af USA’s mest banebrydende og højst elskede komedieserier uden at vise, hvor sjov den og dens ophavskvinde var.
Javier Bardem ligner heller ikke Desi Arnaz, men er charmerende i rollen uden for alvor at slå benene væk under én eller faktisk være sjov overhovedet. Birollecastet kan man til gengæld ikke klage over: Nina Arianda som Vivian Vance, der spillede Lucys sidekick Ethel, og J.K. Simmons som William Frawley, der spillede hendes mand, Fred, Tony Hale som showrunner (før det egentlig var et begreb), Jess Oppenheimer og Alia Shawkat og Jake Lacy som forfatterne Madelyn og Bob Carroll Jr. er alle en fornøjelse.
Filmen fungerer godt både som interessant tv-historie (skønt Sorkin har et frit forhold til timelines for at skærpe dramaet) og underholdende backstage-drama på en tv-produktion, som Sorkin tidligere har dyrket med ‘Studio 60 on the Sunset Strip’, ‘Sports Night’ og ‘The Newsroom’. Og som ægteskabsdrama, hvor Ball og Arnaz er fantastiske makkere kreativt, selvom deres privatliv sejler.
Men filmen vil også mange ting på én gang. Jeg kunne godt have undværet flere af filmens flashbackscener og ikke mindst en række mockumentary-scener, hvor forfatterne i nutiden genfortæller og kommenterer historien.
Filmens største problem er dog, at Aaron Sorkin stadig er en langt bedre forfatter end instruktør. ’Being the Ricardos’ er ganske enkelt ikke godt instrueret. Der er noget klodset og tungt over timingen og sammenvævningen af de mange plottråde, der ofte ikke følges til dørs, og det visuelle sprog er helt anonymt.
Når man har set, hvad en instruktør som David Fincher kunne gøre ved Sorkins manuskript i ‘The Social Network’ eller for den sags skyld Danny Boyle i ‘Steve Jobs’, kan man godt ærgre sig over, at ordsmeden ikke bliver ved sin læst.
Kort sagt:
Aaron Sorkins biopic om en tumultarisk uge i komedielegenden Lucille Balls liv under produktionen af sitcom-klassikeren ‘I Love Lucy’ er et underholdende backstagedrama, der desværre hverken skildrer seriens eller Balls komiske geni.