’Peacemaker’: Hollywoods sjoveste røvhul er on fire i ny D.C.-serie
Dear John,
You had me at »from behind … you looked like a dude!«
Jeg taler selvfølgelig om scenen i ’Trainwreck’, hvor du med dit overdimensionerede korpus og de spændstige, struttende balder i vejret fatalt forsøger at dirty talke Amy Schumer på kinesisk og med sportslogans for til slut at komme for tidligt i en overraskende afsløring. Hvem skulle have troet, at du, cementblokken Cena med den prominente wrestler-baggrund, havde funny bones, nej, funny butt cheeks.
Sidste år cementerede du din position som Hollywoods Sjoveste Røvhul i rollen som den hyperpatriotiske dræbermaskine Peacemaker i James Gunns ’The Suicide Squad’. Ingen kan som dig fyre kaskader af grove penisbetonende fornærmelser, der emmer af tidlig Seth Rogen, afsted som et hvidt højrenationalistisk monster med idiotisk skinnende hjelm. Og slippe godt fra det. Endda få sin helt egen serie.
Men det er lykkedes for dig, John. Den kultdyrkede superhelteinstruktør James Gunn har set lyset i dig. Til gengæld har han ikke kunnet få nogen af dine modvillige legekammerater med fra filmen. Selv ikke Bloodsport (Idris Elba), din frænde i verbalt penismålende og skydegal ping-pong.
Okay, han ramte dig i struben i slutningen af filmen, hvorfor du som Peacemaker befinder dig på et hospital i starten af serien. Udsigten til frihed bliver dog hurtigt aflyst at et nyt slæng og et nyt projekt.
Faktisk drejer det sig om filmens skrivebordshold af it-eksperter og strateger fra den mystiske efterretningstjeneste A.R.G.U.S. Efter at have overtaget styringen fra chefen Amanda Waller er de blevet degraderet af selv samme og er nu fornærmede over at skulle døjes med dig.
I dit nye Mötley Crüe – din karakter hører jo ikke andet end Guns ’n’ Roses-kopier og andet tankpassende 80’er-rock – fungerer Danielle Brooks (’Orange Is the New Black’) klart bedst med sin enorme umiddelbarhed og timing som gruppens nye empatiske medlem Leota, der viser sig at være Amanda Wallers datter. Værst er benhårde Harcourt, spillet af James Gunns kæreste Jennifer Holland, der har meget begrænsede udtryksmuligheder. Der er ’kun’ 10 år imellem jer, men som par ser det sgu ikke rigtigt ud, John.
Nåh, men sammen skal I opklare ’Project Butterfly’. ’The Suicide Squad’ gemte sig under ’Project Starfish’ en gigantisk søstjerne. Her er det ikke Godzilla-monstret Mothra, som din karakter først tror, men sommerfuglelignende væsner, der bosætter sig i betydningsfulde menneskekroppe verden over.
Den egentlige skurk må dog være din neonazistiske lortefar i serien, spillet med overbevisning af gode gamle Robert Patrick, som du jo kender fra din første spillefilm ’The Marine’. Det var dengang i 00’erne, hvor du bare fremstod som et endimensionelt brød med tvivlsom street cred i wrestling-inderkredse for at freestyle-rappe et niveau eller to over Fred Durst. Men se dig nu!
Trods din firkantede figur er du ikke så let at sætte i bås. Din fysik er ikke som prime-Schwarzenegger af olympiske mål, men snarere komisk tegneserietæt med eksploderende blodårer. James Gunn har indskrevet rigeligt med dansescener i meget stramme t-shirts eller blot speedos. Intet slår dog den deadpan-koordinerede introsekvens med dig og resten af castet til tonerne af de norske retro-glammere Wig Wams ’Do Ya Wanna Taste It’.
Og så har du modsat din gamle wrestler-kollega Dwayne Johnson skabt en filmpersona, der med sin ironisk selvudleverende tilgang og flirt med noget queer giver kant til dit ellers bastante all-american udseende. I en tid med toptunede og pletfrie actionstjerner inkarnerer du som Peacemaker et interessant taberelement som en omvandrende manifestation af forbudte Red State-associationer i det ellers liberale Hollywood.
Derfor er din nye serie også mest interessant, når omverdenen sår tvivl om Peacemakers moralske og ideologiske ståsted. Kalder Peacemaker racistisk op i hans ansigt, betvivler hans selvproklamerede heltestatus og mentale tilstand med venskaber såsom den drengede stjernepsykopat Vigilante og ørnen Eagle og ikke mindst kobler ham sammen med hans konspirerende alt-right far med det sigende superskurkealias White Dragon. Du er et menneske. Vi forstår. Hvorfor skal dine smertefulde introspektive scener så indpakkes i fjollede grædeture?
Du kan måske ikke selv se det, da du for det meste er on fire, men til tider udvikler afsnittene sig til et stillestående postironisk eksperimentarium for James Gunns utallige jokes og gags. Relationen til din ørn og ham i gruppen, du anklager for at have farvet skægget, har ikke den samme komiske effekt sjette og syvende gang. Ej heller højlydte scener med karakterer, der nedgør hinanden.
På denne komiske flyveplads falder en del scener til jorden og tydeliggør, at James Gunn ikke arbejder i det samme livlige tempo og visuelle flair (og med samme budget) som i hverken ’Guardians of the Galaxy’-filmene eller ’The Suicide Squad’. Men Gunn har trods alt dig som en utrættelig kriger i kampen om de dummeste argumentationer (om Aquaman, der knalder fisk, om vampyrpikke og om numsebabyer) i film og serier.
Ser du, John, du er et sted, hvor du de næste ti år kan lave små variationer på ordsnappe actionmænd med kvababbelser, som du her mestrer. En bøffernes Ryan Reynolds. Men jeg håber alligevel, at du har mod på at udforske din usædvanlige krop, din baggrund og de fordomme, som følger med.
Tag dig selv et sted hen, hvor det for alvor bliver overraskende og farligt.
Kort sagt:
John Cena som Peacemaker løfter opgaven som centrum for sin egen serie, men James Gunns lovligt joke-besatte manus rører foreløbigt kun ved overfladen af den splittelse og det mørke, som befinder sig mellem titelkarakterens blodige handlinger og selvforståelse.
Anmeldt ud fra de første fire afsnit.