Spoilers for afsnit 1-7 af ’Station Eleven’ på HBO Max.
KOMMENTAR. »I remember damage«.
Sådan lyder et tilbagevendende citat i HBO Max’ fremragende pandemiserie ’Station Eleven’, hvori en uhyrligt aggressiv virus har udryddet det meste af jordens befolkning.
Og i det syvende afsnit, ’Goodbye My Damaged Home’, er det lige præcis, hvad vor hovedrolle Kirsten (Mackenzie Davis) endelig gør:
Hun husker ødelæggelserne. De indre og de ydre.
Svævende mellem liv og død efter at være blevet ramt af en giftpil i armen i afsnittet forinden bevæger voksen-Kirsten sig som et feberspøgelse igennem barne-Kirstens første måneder af pandemien.
Dengang, hvor hun og hendes ’beskytter’ Jeevan (Himesh Patel) søgte ly hos Jeevans handicappede bror Frank (Nabhaan Rizwan) i udsigtslejligheden i Chicago. Med seks indkøbsvogne fulde af proviant på slæb.
Det er den direkte, længe ventede fortsættelse til ’Station Eleven’s første afsnit, hvor pandemien over en enkelt aften spredte sig som en steppebrand igennem millionbyen. Og skildringen af trioens isolation skuffer ikke et sekund.
Tværtom sidder man tryllebundet af den effektive cocktail af dommedagssatire og varme over vores egne lockdown-oplevelse, der testede overskud, paranoia og kedsomhed til det yderste – og gjorde os akut sultne på underholdning.
Da verden pludselig blev stille
Der er selvsagt en grund til, at voksen-Kirsten normalt værgrer sig ved at genbesøge fortiden. Tidligere har vi i flashbacks set hende og Jeevan opholde sig i et hus i en skov. Uden Frank. Og vi ved, at pigen på et tidspunkt også bliver adskilt fra Jeevan, om end vi ikke ved hvordan.
Tragedierne lurer i ’Goodbye My Damaged Home’, men op til de sidste, ubærlige minutter er afsnittet propfyldt med gyldne øjeblikke over, hvor forskelligt Kirsten, Jeevan og Frank tackler verdens ende.
Alle er imidlertid genkendelige på et symbolsk plan:
I stedet for at sove i gæsteværelset flytter Kirsten ind i et skab for at gøre verden så lille og overskuelig som mulig. Her forsvinder hun ind i den graphic novel, hun kommer til at tage med sig overalt i de næste tyve år, og som serien tager sit navn fra: ’Station Eleven’. Et filosofisk sci-fi-eventyr om en person fanget i et tidsloop – hint, hint til afsnittets egen rammefortælling.
Frank, som engang var Vanity Fair-korrespondent, indtil han trådte på en landmine i Sri Lanka, lukker sig inde på sit arbejdsværelse og skriver stædigt videre som ghostwriter på en biografi, der godt nok hænger ham langt ud af halsen, men som føles tilpas hverdagsagtig.
»Det hele er ligegyldigt«, minder Jeevan ham om, men ligesom Kirsten er Frank ikke klar til at forholde sig til realiteterne.
De to knuger sig til rutinerne, mens centralvarmen går, der danner sig is på indersiden af ruderne, og Jeevan trasker i frustrerede cirkler i stuen og fører lange samtaler med sin og Franks afdøde sygeplejerskesøster.
Maden rækker til et par måneder, men Jeevan vil gerne rejse hurtigst muligt. Langt væk fra byen, hvor andre, mere desperate overlevende kunne blive fristede til at smide al menneskelighed over bord i jagten på civilisationens sidste ressourcer. Tænk kaos i toiletrullekøen i Netto på Østerbrogade, men med økser og køkkenknive.
I tv på juleaftensdag fortæller nyhedsoplæseren, at internettet ganske vist stadig er derude, og folk kan sende hinanden beskeder, så meget de lyster, men det ændrer ikke på, at det hele allerede er slut.
»We’re fucked!« udbryder Jeevan og forsikrer i samme åndedræt automatisk Kirsten om, at alt selvfølgelig bliver a-okay, som alle kriseramte voksne til børn, der selvfølgelig forstår langt mere, end de får kredit for.
I tegneserien ’Station Eleven’ strander hovedpersonen på en rumstation og kigger ensomt ud i ingenting. Det samme gør Jeevan, Kirsten og Frank, når de kigger ud af højhusets panoramavinduer på vinterkolde Chicago. »I remember damage« er selvfølgelig fra siderne i ’Station Eleven’, som Frank ligeledes fascineres af.
Følelsen af, at hele verden pludselig er blevet musestille, himlen er fri fra flystriber, og man desperat forsøger at aktivere sig selv (og de små) med »noget kreativt« for at ikke at banke hovedet ind i væggen, er som løftet fra marts 2020.
Bortset fra, at Kirsten og co.’s mareridt først lige er begyndt.
Kunsten bliver liv og død
I en nabolejlighed er ejeren tilsyneladende sprunget ud ad vinduet. Tilbage står et klaver, en radio fuld af dårlige nyheder og et nodehæfte til komponisten Franz Liszts ’La campanella’ med teksten »It’s impossible« skriblet henover første side.
Er det musikstykkets sværhedsgrad eller manglende håb, der har drevet naboen til at gøre en ende på det hele? Følelsen af at fejle i forsøget på opretholde sit selvbillede i en ødelagt verden?
‘Station Eleven’ lader det være op til fortolkning, men som i endnu et tidsloop blev ’La campanella’ spillet i klimakset i seriens fjerde afsnit, da to små børn blev forvandlet til selvmordsbombere.
Kunsten og kreative udfoldelser er både livgivende og en livsfarlig distraktion i ’Station Eleven’s univers, og syvende afsnit kommer hele vejen rundt om tematikken med Frank som galionsfigur:
I en genial lille sekvens bruger han sin diktafon til at mikse sig frem til beatet til A Tribe Called Quests ’Excursions’ og rapper hjertet ud foran begejstrede Kirsten og Jeevan i et af den slags spontane stjernestunder, som de sociale medier svømmede over med under vores egne lockdowns.
Senere, i afsnittets finale, opfører han og Jeevan det teaterstykke, som Kirsten har arbejdet på i ugevis: En meget sigende dødsscene fra ’Station Eleven’.
Replikkerne åbner endelig for accept mellem de to vidt forskellige brødre, da de iført Kirstens fantasifulde hjemmelavede kostumer tvinges til at lege sig tilbage til den tæthed, de engang havde som børn.
Det er et scenarie, der aldrig var indtruffet, hvis ikke pandemien havde sat Jeevan og Franks forhold på spidsen, fra de allermest barnlige søskendekonfrontationer, til afsløringen af ar, der aldrig er blevet italesat før. Og det ekkoer den fornemmelse af sjæleransagelse og skurrende familierelationer, så mange i den virkelige verden har gennemlevet i isolation.
Øjeblikket bliver afbrudt af en indtrængende mand, der dolker Frank ihjel for øjnene af Jeevan. Pandemiens konsekvenser i serien kan ikke længere ignoreres eller papirklippes væk ved spisebordet.
Som seer sad jeg med en klump i halsen. Lykkelig for, at vores verden trods alt består og imponeret over, at ’Station Eleven’ som det første stykke post-coronakunst har formået at naile isolationskulleren på kornet med en gyserfilms poesi.
’Station Eleven’ kan ses på HBO Max.