I et træk, der nok skal skabe ramaskrig blandt visse segmenter, har Apple annonceret, at de tilføjer en ny kønsneutral stemme til Siris repertoire.
Den nye stemme vil hverken lyde synderligt kvindelig eller mandlig, men sigter derimod efter et toneleje, der ikke er kønnet. Det skriver Axios.
Formålet med at tilføje den nye stemme er ifølge Apple selv at skabe en så personlig oplevelse med den virtuelle assistent som muligt.
Desværre gælder det kun den engelske udgave af Siri, som allerede har adskillige muligheder for valg af stemmer. Således tilføjede Apple ligeledes to stemmer sidste år, der var optaget af sorte personer.
Samtidig fjernede Apple også den kvindelige udgave af Siri som standardindstillingen, da man som bruger nu aktivt skal vælge, hvilken stemme man ønsker at høre, når man hidkalder den digitale hjælper.
Gør du brug af den engelske udgave af Siri, vil den nye stemme blive tilgængelig med den næste opdatering af iOS, version 15.4, som forventes ude i løbet af foråret.