Sean Penn truer med at omsmelte sine Oscar-statuetter, hvis ikke Ukraines præsident får taletid til Oscar-showet

Sean Penn truer med at omsmelte sine Oscar-statuetter, hvis ikke Ukraines præsident får taletid til Oscar-showet
Sean Penn. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

Sean Penn har givet Oscar-Akademiet et ultimatum: Enten stiller de Ukraines præsident Volodymyr Zelensky igennem via en onlineforbindelse ved aftenens show i Los Angeles, ellers omsmelter den dobbelte Oscar-vinder sine statuetter i protest.

Det fortæller skuespilleren i et interview med Jim Acosta. Her siger Penn, at han har fået nys om, at Zelensky ikke vil få taletid ved showet.

»Hvis det viser sig at være det, der sker, så vil jeg opfordre alle involveret… Selvom det er deres øjeblik til at fejre deres film, hvilket jeg forstår, så er det endnu vigtigere deres øjeblik til at stråle og protestere og boykotte Oscar-Akademiet. Hvis det kommer til stykket, vil jeg selv omsmelte mine statuetter i offentligheden, når jeg vender tilbage (til USA, red.)«, siger Penn og fortsætter:

»Jeg beder til, at det ikke er, hvad der kommer til at ske. Jeg beder til, at der ikke har været arrogante mennesker, som anser sig selv som repræsentanter for det gode, som har besluttet ikke at tjekke ind hos lederne i Ukraine. Jeg håber ikke, at det er, hvad der kommer til at ske. Og jeg håber, at alle går deres vej, hvis det viser sig at være det«.

Sean Penn har tidligere været til stede i Ukraine, hvor han optager en dokumentarfilm om krigen for Vice. I øjeblikket befinder han sig i Warszawa af sikkerhedsmæssige årsager.

For to dage siden skrev The New York Post, at Zelensky var på tale til at deltage i Oscar-uddelingen via telefonforbindelse. Det er dog ikke blevet bekræftet endnu og ifølge Penns kilder skulle forslaget altså igen være taget af bordet.

Flere har støttet ideen om at få ham igennem, blandt andet showets ene vært Amy Schumer, der i ‘The Drew Barrymore Show’ udtalte:

»Jeg vil gerne finde en måde at få Zelensky igennem via satellitforbindelse eller noget i den stil. Bare fordi der er så mange øjne på Oscar-showet. Jeg synes, det er en fantastisk mulighed for i det mindste at kommentere et par ting. Jeg har nogle jokes, der på en måde vil gøre opmærksom på den nuværende situation«.

Oscar-uddelingen løber af stablen i nat kl. 02 dansk tid.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af