Amber Heard og Johnny Depps millionretssag for anklager om injurier begynder på mandag, og Amber Heard har brugt lejligheden til at udtale sig om den opsigtsvækkende sag på Instagram.
Skuespilleren skriver, at det smerter hende at skulle genleve sit privatliv med Depp foran hele verden, men at hun håber, at de begge to kan komme videre, når retssagen er slut:
»Johnny sagsøger mig for en artikel, jeg skrev i Washington Post, hvor jeg gengav min oplevelse af vold og misbrug i hjemmet. Jeg navngav ham aldrig. I stedet skrev jeg om prisen kvinder skal betale for at tale imod magtfulde mænd. Jeg fortsætter med at betale den pris, men forhåbentligt kan Johnny og jeg komme videre, når denne sag slutter«, siger Heard og fortsætter:
»Jeg har altid fastholdt kærligheden til Johnny, og det smerter mig at skulle udleve detaljerne fra vores liv sammen foran hele verden. På nuværende tidspunkt vil jeg gerne anerkende den støtte, jeg har været heldig at modtage i årenes løb. I de kommende uger vil jeg læne mig op ad den mere end nogensinde«.
Depp sagsøger Heard for 50 millioner dollars for injurier, som han blandt andet argumenterer for har kostet ham en rolle i en genoplivning af ‘Pirates of the Caribbean’-franchisen. Heard modsagsøger Depp for 100 millioner dollar for injurier.
Retssagen er blevet udskudt flere gange på grund af corona, men går i gang i næste uge. På vidneskranken vil man kunne finde folk som Elon Musk, James Franco og Paul Bettany.
Depp tabte i 2020 sin retssag mod tabloidavisen The Sun, som fik medhold i, at der var dækning for at kalde skuespilleren en »wifebeater« i en artikel. Depp blev efterfølgende nægtet en appel.
Depp har efter den sidste dom beskrevet, at han føler sig »boykottet« af Hollywood, mens han også har langet ud efter »cancel culture«.