Travis Scott vendte over weekenden tilbage til scenekanten med sin første officielle koncertoptræden siden Astroworld-tragedien i november sidste år, hvor 10 personer mistede livet.
Ifølge Pagesix spillede han i megaklubben E11EVEN ved deres Miami Grand Prix-fejring lørdag aften – og han lod ikke til at have skruet ned for festlighederne, da han smed kolde kontanter ud blandt publikum og drak tequila fra flasken, inden han begyndte på sit 45 minutter lange set.
Scott har holdt sig relativt under radaren siden Astroworld-ulykken i november, som rapperen nægtede sig ansvarlig for.
Nu begynder han imidlertid at røre på sig. Rygterne svirrer blandt andet om, at han lægger an til at udgive det længeventede ‘Utopia’-album, mens han også har gæstet en ny sang af produceren Southside.
Til november spiller han festivalkoncerter ved Primavera-festivalerne i Sydamerika, som finder sted i Brasilien, Argentina og Chile.
Travis Scott blev fjernet som hovednavn på sidste måneds Coachella-festival i kølvandet på Astroworld-tragedien og han har mødt kritik for, at han allerede nu begynder at spille koncerter igen, inden Astroworld-erstatningssagen er afsluttet.
Scott er sagsøgt af mere end 400 personer, der til sammen kræver erstatning for op mod fem milliarder kroner.