Mariah Carey har toppet hitlisterne verden over med sin uomgængelige julebasker ‘All I Want for Christmas Is You’ siden udgivelsen i 1994.
Nu er hun – 28 år efter sangens udgivelse – blevet sagsøgt for plagiat af den amerikanske sangskriver Andy Stone, der hævder, at han skrev en sang med samme titel fem år tidligere til sit band Vince Vance & the Valiants, som han beskylder Carey for at have tyvstjålet. Det skriver blandt andre BBC.
Stone har sagsøgt både Carey og medsangskriveren Walter Afansieff for 20 millioner dollar – svarende til godt og vel 139 millioner kroner – i erstatning for brud på ophavsretten.
Selvom de to sange har forskellige tekster og melodier, sagsøger Stone dem for at have handlet på en måde, der var designet til at »udnytte populariteten og den unikke stil« af hans sang. Ifølge søgsmålet tog Stone kontakt til Carey sidste år, men var ikke i stand til at indgå en aftale, skriver BBC.
Mariah Carey har ikke kommenteret anklagerne. Ifølge BBC er der alene i USA 177 sange, der er registreret under titlen ‘All I Want for Christmas Is You’.
Careys julebasker er så afgjort den meste kendte af dem. Sangen er blevet streamet over en milliard gange på Spotify alene og har efter sigende indbragt Carey mere end 60 millioner dollar i royalties gennem årene.
Sangen har desuden hjulpet Carey til at blive den første kunstner, der har ligget nummer ét på Billboard-hitlisten i fire forskellige årtier ifølge CNN.
Da hun udgav juleablummet ‘Merry Christmas’ i 1994, blev pladen det bedst sælgende julealbum i USA nogensinde med over 15 millioner solgte kopier på verdensplan.