Benny Jamz er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for »legemsangreb af særlig rå og brutal karakter«. Det skriver Ekstra Bladet.
Dommen blev afsagt i Københavns byret i går, hvor Benny Jamz med det borgerlige navn Benjamin Jacob Small Heyn-Johnsen var tiltalt for at have slået en dørmand i hovedet med en flaske ved natklubben Rumors i november 2021.
Musikeren havde på forhånd indrømmet episoden, men argumenterede via sin advokat for, at han burde dømmes for simpel vold, da han ikke lagde kræfter bag sit slag med flasken.
Uoverensstemmelsen var opstået, da musikeren vendte tilbage til natklubben, hvor han havde spillet koncert tidligere på aftenen, for at hente en glemt skjorte. Dørmanden genkendte dog ikke Benny Jamz, hvilket førte til uenigheder, da han forsøgte at tilgå klubbens VIP-lokale, skriver Ekstra Bladet.
Benny Jamz udtaler til Ekstra Bladet: »Jeg fortryder min dumme handling, men nogle gange skal der dårlige ting til, før man lærer«.
Hos Ekstra Bladet kan man læse mere om pointerne i Benny Jamz’ forsvar. Musikeren og hans forsvar har bedt om betænkningstid til at vurdere, om de vil anke dommen.