Roy-familien er i gang med at smede rænker igen.
Det er kun lidt over et halvt år siden, at ‘Succession’ sæson tre løb over skærmen med, hvad vi kaldte årets bedste serieafsnit. Nu er optagelserne til den stærkt imødesete sæson fire officielt igangsat.
HBO har delt en logline for den kommende sæson, der blandt andet bekræfter, at Alexander Skarsgård vender tilbage som tech-milliardæren Lukas Matsson.
»Salget af mediekonglomeratet Waystar Royco til techvisionæren Lukas Mattson nærmer sig. Udsigterne til et seismisk salg fremprovokerer eksistentiel angst og stridigheder hos Roy-familien, der forsøger at foregribe, hvordan deres liv vil se ud, når aftalen er færdiggjort. En magtkamp begynder, da familien vil opveje en fremtid, hvor deres kulturelle og politiske tyngde er alvorligt indskrænket«, lyder sæsonbeskrivelsen.
Præcis hvornår vi kan forvente at se den nye sæson, er endnu uvist. Men det bliver nok tidligst i 2024.
Serieskaberen Jesse Armstrong er tidligere blevet spurgt ind til, hvor længe han regner med, at serien vil løbe – et spørgsmål, han har afvist at svare på. Vi krydser fingre for mange gode stunder med Roy-familien fremover.