I tredje sæson af ’Succession’, Jesse Armstrongs mesterlige satire over USA’s ultrarige, virker to mere eller mindre hverdagsagtige genstande til at have bestemt slagets gang i den blodige kamp om tronen hos det skandaleramte mediekonglomerat Waystar Royco: En boks med (giftige?) donuts samt et uønsket dickpic sendt til det forkerte nummer i adressebogen.
Den ene sendes som en ’gave’ af den udspekulerede gamle bamsefar Logan Roy (Brian Cox) til sine fire voksenbørn, der diskuterer patricid. Den anden sendes af favoritsønnike Romulus (Kieran Culkin) ved et uheld til daddy-diktatoren Logan i stedet for mommy-erstatningen Gerri – det forkerte objekt for hans ødipale kærlighedskompleks.
Den ene gave splitter tidligt i sæsonen de fire søskende ad fra at skabe en uhellig alliance mod patriarken, ledet af den spidsarrogante, hylende usikre Kendall (Jeremy Strong). Han er klar til selv at overtage ledelsen ved at sende farmand i den stribede trøje grundet en omfattende krydstogtskandale, som har rumsteret siden første sæson, men boksen med de sukkerholdige lækkerier får straks samtlige af de desperate søskende til hver især at få paraderne op og søge rygdækning hos den ene person, de burde vide, de ikke kan stole på: Logan.
Den anden gave sender endnu en gang stakkels lille Roman ud i hundehuset. Straks ser Logan ham igen som en pervers mandsling, »der er bange for fisse«, og som kun kan få den op at stå »gennem skærmen eller op i røven«.
Og det efter at Roman har langet faren et perfekt out fra sit eget firma. Han har sat en handel i søen med den excentriske techmilliardær Mattson (Alexander Skarsgård i vanlig psykopat-hopla), der glædeligt vil opkøbe hele baduljen, i en sygelig selvmordspagt for at se, om den gamle hvide hval Waystar Royco er gumpetung nok til at tage ham selv med i faldet.
Alt dette kulminerer i et forræderi så gement, at selv Michael Corleone ville bede synderen om at slippe foden fra pedalen bare en lille smule.
Mussolini vinder
Med Toscanas naturskønne vidder som baggrund og i ly af ekskonen Carolines bryllup planlægger Logan et attentat på hele børneflokken. Kun dem, der villigt vil afgive deres arv til hans personlige otium (fem milliarder oven på de andre milliarder, som Kendall formulerer det) kan få lov til at lege gimp i kælderen, mens H.C Anders-fuck driver bestyrelsen efter forgodtbefindende, og Logan selv mæsker sig i macarod for at styrke genpuljen til et nyt babykuld med assistenten Kerry.
Historien gentager sig med andre ord – første sæson sluttede også ved et bryllup, åbenbart den perfekte setting til familiesvig – og instruktør Mark MyLod inciterer lige så langsomt den skæbnesvangre konfrontation mellem generationerne, før han tager slutspurten.
Alan Ruck som den ældste, negligerede søn Connor leverer en tidlig kraftpræstation i afsnittet, da hans tre forkælede søskende endnu en gang træder på ham. Men herefter tager dramaet lynhurtig fart, og det er i Roman og Shivs (Sarah Snook) ræs mod Logans nederdrægtige udspil, at afsnittet pludselig føles mere sveddryppende intenst end nogen thriller, jeg har oplevet.
Næsten en hel sæson efter de tre søskende splittedes over en boks donuts, og blot to episoder efter Roman skubbede Kendall helt ned i kulkælderen til mandens egen 40-års, ser de tre endelig udsigten til, at Logan endegyldigt lukker for skattekisten, i øjnene. Og mens tredje sæson er blevet kritiseret for at nøle i manegen, er det her, serieskaber Jesse Armstrong smider alle kortene på bordet, da Kendall, Shiv og Romans forhutlede møde bag skraldespandene eksploderer i en bundløs brønd af sorg og svigt.
Kendall bryder sammen over fortidens ugerninger og indrømmer mordet på den unge tjener tilbage i første sæson. Alt imens Shiv, med en telefon i øret angående deres fremtidige position i firmaet, må bruge den ene hånd til at trøste storebror og den anden til at holde Romans sardoniske kommentarer til et minimum.
Det er i dette møde mellem fjender og familie, at ’Succession’ endnu en gang viser sin sande kvalitet som prestige-tv. Ikke blot i de fornemme præstationer og instruktion, men i måden hvorpå Armstrong og hans hold af manuskriptforfattere formår at kombinere galgenhumor (Roman spøger muntert, hvem der ikke har kørt en tjener ned med sin Porsche), eksplosive intriger og veldrejet familiedrama. I deres øjeblikke sammen – fra deres skråsikre alliance til den uendeligt lange, rådvilde køretur til grusomme Logans ensomme gods – føler vi som resultat vægten af hele seriens krinkelkrogede vej, som ledte os her.
Jakobinerne gør klar til at hænge Mussolini fra en lygtepæl (for nu at blande seriens egne historiske analogier), men før de kan nå at spænde løkken med en supermajoritet i aktier, har Logan allerede fået kære konfliktsky Caroline til at sælge børnene ud til fordel for sin nye mand.
Logan fastholder kontrollen af bestyrelsen, fryser samtlige unger ude i kulden og ser til, mens deres skarpslebne sabler bliver til slatne pølser.
»Jeg fucking vinder«, hvæser han ad Roman, den søn, som mere end nogen anden vil mærke hans kærlighed og affektion. Selv efter en hel sæson af sociopatisk, usmagelig opførsel er det svært ikke at fælde en tåre over Kieran Culkins ynkelige please. Og gyse ved Brian Cox’ isnende udtalelse af ordet kærlighed, som var det den værst tænkelige forbandelse.
Nero og Sporus’ forræderi
Vi burde have set det her resultat på lang afstand. Fra begyndelsen har tredje sæson været solgt og tænkt som en episk boksekamp mellem to ligesindede monstre, tyrannen Logan og den indbildske tronarving Kendall. Men som Indiewire i deres ugentlige dækning af serien hurtigt observerede, så var kampen konstant vægtet til Logans fordel.
Mere og mere er Kendall falmet fra en position som poserende, selverklæret Jesus tilbage til sin komatøse tilstand, vi kender så godt fra anden sæson. Men det var ikke blot børnenes selvsabotage, som mere eller mindre sikrede Logan sin sølle sejr over sit eget kød og blod.
Shivs trofaste køter Tom (seriens evige MVP Matthew Macfadyen) har været en kaotisk joker i flokken af magtsyge Matador-spillere igennem hele sæsonen. Som en lakonisk martyr var han klar til at bære hele skylden for krydstogtskandalen på sine skuldre og brugte tiden på at læse op på, hvad landets bedste fængsler tilbød af metervare-cuisine.
Før sæsonen overhovedet var begyndt, forudsagde jeg, at Tom og kumpanen fætter Greg umuligt kunne klare frisag. Men end ikke FBI-ransagelser kunne puste til Logans murstenshus, og Tom trak uden videre et get out of jail-frikort.
Med det in mente tyder meget på, at Tom igennem hele sæsonen har spillet på flere heste og har solgt sin ufølsomme, sadistiske kone Shiv til fordel for en svigerfar, der belejligt hele tiden har været ét skridt foran børnene – og som tidligt lod Tom vide, at han ikke ville glemme hans loyalitet.
Logans sidste handling i sæsonen er at lægge armen om den ellers foragtede svigersøn. En sidste fuck dig til datteren? Eller en indikator om, at Tom er sæsonens sande Judas?
Endnu en gang føles intet tilfældigt, og selvom twistet er dybt overraskende, virker det også plantet helt tilbage i første sæson, hvor Shiv på deres bryllupsnat indrømmede, at hun havde været Tom utro. Sårene i ’Succession’ væsker og samler betændelse, før de sprænger i luften.
Det er næppe kun Tom, som er interesseret i at makke ret og følge musikken fra Logans taktstok. I scenen før familien Roys endelige opgør konfronterer Tom således Greg, om han er klar til at være hans aggressive angrebshund (hans Greg-weiler) og sælge sin sjæl til Djævelen for at blive »the bottom of the top« … Den homoerotiske energi imellem Nero og hans Sporus er så brandhed, at jeg halvt forventede Tom slutte deres snak med en finger i røven og en spytkule i munden på sin erklærede kastrerede brud.
Forhåbentlig skal vi ikke vente endnu to år, før vi får forløsning på finalens mange åbne spørgsmål. Lige nu er én ting dog slået fast med syvtommersøm: Kun døden selv kan frarøve Logan sin sejr. Alle andre forbliver tabere.
’Succession’ kan ses på HBO Max.