Hvad foregår der egentlig backstage på en festival som Roskilde? Sidder superstjernerne afsondret hver for sig i en trailer og drikker champagne, eller mingler de med hinanden?
Tjah, når Post Malone er involveret, så ved man, der er hygge på programmet. Og det var der i den grad på Roskilde Festival, hvor Posty, Dua Lipa og bandet Turnstile åbenbart mødtes til en venskabelig beerpong-kamp.
På TikTok har Post Malone postet en video, hvor han lander et noget nær perfekt beerpong-skud på den allersidste røde kop.
Dua Lipa jubler derudad. Post Malone suger hæderen til sig iklædt den samme Gandalf-t-shirt, som han havde på på Orange Scene.
På Instagram er de tre kunstnere også blevet foreviget af Post Malones faste fotograf.
Posty og Turnstile spillede begge på Roskilde Festival onsdag, mens Dua Lipa erobrede Orange Scene torsdag.
Dua Lipa har spillet koncerter i Europa det seneste lange stykke tid, mens Post Malone kom til Europa i slutningen af juni. Roskilde Festival var første gang, deres to turneer stødte sammen.