Et par scener antydede det mere end kraftigt i den nyligt afsluttede ‘Stranger Things’ sæson 4, men det er stadig ikke blevet sagt direkte, at Will Buyers er homoseksuel og lun på bedstevennen Mike.
Før nu. I et interview med Variety bekræfter skuespilleren bag Will, Noah Schnapp, at Will er homoseksuel.
»Jeg mener, det er ret tydeligt denne sæson, at Will har følelser for Mike. De (seriens skabere, red.) har helt bevidst plantet det ud over de seneste sæsoner. Selv i sæson 1 hintede de til det, og langsomt, langsomt voksede den storyline«, siger han.
»Will har altid haft det sådan. Alle hans venner har pigekærester, og de passer alle ind i deres forskellige klubber. Will har aldrig rigtigt fundet noget sted at passe ind«.
Noah Schnapp forholdt sig i Variety-interviewet også til den seneste ballade, hvor Doja Cat kritiserede ham for at have offentliggjort en privat korrespondance mellem dem, hvor rapperen crushede på Schnapps ‘Stranger Things’-kollega Joseph Quinn.
»(…) Jeg er super useriøs på sociale medier og ret fjollet, så jeg postede det uden at tænke så meget over det, men det sårede åbenlyst hendes følelser. Så jeg undskyldte, som jeg skulle, og hun var totalt okay med det og var sådan ‘beklager at jeg reagerede sådan’. Det var alt sammen fint. Jeg elsker hende. Jeg er den største fan af hendes musik, og det fortalte jeg hende«, siger Schnapp til Variety.
»Jeg var sådan, du er bogstaveligt talt mit forbillede. Alt er godt. Folk laver sådan en stor ting ud af alt, når det er på nettet, men i virkeligheden er det sådan en to minutters ting«.