’The Princess’: Er Joey King den unge udgave af Nicolas Cage?
Hvornår er en skuespillerpræstation så dårlig, at den bliver god? Siden slut-80’erne har den gyldne standard for en god-dårlig præstation tilhørt Nicolas Cage. Men en ukronet dronning lurer i manegen.
Der er tale om skuespilleren Joey King, som i disse dage er biografaktuel med actionkomedien ’Bullet Train’ over for Brad Pitt.
Hun har spillet mindre roller i roste titler som ’The Conjuring’, ’The Dark Knight Rises’ og ’Fargo’ og var nomineret til en Emmy for HBO-dramaet ’The Act’, men hun er bedre kendt for sine komplet uhæmmede præstationer i de hylende morsomme katastrofer, gyseren ’Wish Upon’ og romcom-trilogien ’Kissing Booth’.
Hun har den samme overspillende energi som en børneskuespiller og leverer samtlige replikker med en bizar, tilnærmelsesvist sarkastisk distance, som får hendes karakterer til at virke komplet umenneskelige. Man kan sige, hun er en ringeagtet skuespiller, men nævn mig på den anden side én anden, der giver lignende præstationer?
Det gælder i den grad også i den vietnamesiske instruktør Lê Văn Kiệts ’John Wick’ møder Rapunzel-actionbasker ’The Princess’. Da den indespærrede prinsesse (King) pludselig husker sin barndoms kampøvelser, som hjælper hende med at bekæmpe sine fangevogtere, stirrer Joey King uimponeret ud mod horisonten, som var hun med i en folkeskoleudgave af Ole Lukøje.
Ligegyldigt om skuespilleren leverer en kæk oneliner, før hun sparker sin modstander ud af tårnet, hvor hun er tilfangetaget, eller trodsigt går imod sin fars ordre om at gifte sig for familie, land og trone, gør hun brug af den samme, flade levering.
Utroligt nok, giver hendes … idiosynkratiske toneart karakter til en ellers papirtynd girlboss-personage, hvis motivation begynder og ender med at genvinde friheden. Og om man kan sluge Kings præstation eller ej, er hendes dedikation til filmenes mange intense kampe absolut så imponerende som Charlize Theron i ’Atomic Blonde’ eller Bob Odenkirk i ’Nobody’.
Kiệts er mest kendt for den imponerende actionthriller ’Furie’. Som i den bruger han fantasifuldt sin kvindelige hovedpersons fysik til at holde spændingen konstant i actionsekvenserne. King overmander en to meter høje kæmpe ved at vende hans enorme vægt mod ham. Hun sætter ild til en ridder i fuld panser, som fnyser af hendes nålestik med sværdet. Og da hun omringes på tårnets stejle spiraltrappe, svinger hun sig rundt mellem etagerne.
Som i ’The Raid’ og ‘John Wick’ føles actionsekvenserne kinetiske, fyldt med lige-ved-og-næsten øjeblikke, hvor den tapre helt undgår den visse død med en hårspids.
Den samme iderigdom gælder beklageligvis ikke den ellers simple præmis om en prinsesse, der flygter fra sit fængsel i toppen af et tårn. Eftertænksomme blikke mod horisonten efterfulgt af gumpetunge flashbacks sker optræder alt for mange gange i løbet af filmens spilletid. Som om den eneste måde at fortælle en historie er ved at klargøre, hvordan samtlige personer endte i denne situation.
Bevares, noget skal der ske, når der ikke kæmpes til døden. Men er en gennemgående fat joke på bekostning af en korpulent vagt, der storsvedende går op og ned ad tårnets trapper, virkelig nødvendig? Og mens Kings præstation næppe vil falde i alles smag, er Dominic Cooper et sort hul af karisma i rollen som prinsessens would-be husbond, den ærgerrige skurk Julius.
Men selvom ’The Princess’ alt for ofte falder over sig selv i sit kluntede handlingsforløb, mærkes begejstringen hele vejen ned ad tårnet. Og man kan ikke klandre King for at give den andet end hele armen.
Kort sagt:
Som sin hovedrolleindehaver Joey King er ’The Princess’ en lettere uelegant film, der vinder point ved at give samtlige actionsekvenser en ordentlig skalle.