Hvad svarer man overhovedet, når ens far mener, man er skyldig for at have gjort sin mor syg med kræft?
I den første trailer til den ventede filmatisering af ‘Den, der lever stille’ får vi lov til at se Frederikke Dahl Hansen indtage rollen som forfatter Leonora Christina Skov, mens hun leder efter ord at sætte på sin traumatiske familiehistorie.
Den historie, der netop er omdrejningspunktet i Skovs bedstsælgende roman af samme navn, som adapteres til det store lærred af instruktør Puk Grasten. Romanen ‘Den, der lever stille’ blev i weekenden hyldet af de danske læsere som den bedste danske bog i 20 år til Bogforum.
‘Den, der lever stille’ følger Leonora Christina Skov, fra hun under et landsdækkende tv-interview får besked om, at hendes mor er blevet indlagt på et hospice med uhelbredelig brystkræft. Det får hende til at se tilbage på barndomsminderne og alle opvækstens hårde følelser.
Siden filmatiseringen blev annonceret, har mange ventet spændt på at se Frederikke Dahl Hansen indtage rollen som den kendte forfatter. Hun har senest gjort indtryk som livskriseramt ung kvinde i ‘Limboland’ og DR3-serien ‘Noia’ foruden kritikerroste og prisbelønnede roller i ‘Danmark’ og ‘You & Me Forever’. Vi udnævnte hende for nylig til en af de 10 største danske skuespillere under 30.
Den betændte forældrerelation bliver legemliggjort af Sarah Boberg og Jens Albinus som Hr. og Fru Skov.
Puk Grasten har tidligere stået bag den amerikanske racethriller ‘37’.
‘Den, der lever stille’ får biografpremiere 30. marts.