»Kan vi ikke sætte os derover i stedet? Eller måske ved vinduet?«
Frederikke Dahl Hansen er ikke helt tilfreds med den plads, jeg har udset til os i et hjørne af caféen. »Det er en skør feng shui-ting«, forklarer skuespilleren med et skævt smil, idet hun vikler sig ud af et tørklæde og spejder rundt efter det helt ideelle bord til dagens interview.
»Dét der!« siger hun så og går med hastige skridt hen mod en plads, midt i det hele, med god udsigt til et på dette tidspunkt tæt trafikeret og coronafrit Gl. Kongevej.
Lettere fortumlet samler jeg mine ting og forsøger at følge trop.
Omtrent på samme måde har jeg det stadig, da hun ti minutter senere sidder ved bordet og prøver at forklare mig fællestrækkene mellem hendes interesse for skuespil og kunst.
Emnet kommer vi ind på, fordi skuespilleren få måneder forinden er begyndt på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. Tankerne om sammenfaldet mellem interesserne er komplicerede og mange, og jeg må holde tungen lige i munden, hvis jeg skal have en chance for at følge med:
»…Det er sådan noget med komposition, og hvordan ting fungerer i et rum eller er placeret på et billede. Og hvad der sker derimellem. Jeg interesserer mig meget for rytme og for de mellemregninger, der for eksempel er mellem holdepunkter i en scene«, siger skuespilleren, mens hun gumler på en bestilt café-bolle og famler efter at finde de ord, der kan beskrive, hvad det er, hun prøver at sige.
»Åh, det bliver så fucking højtsvævende og weird, og det kommer nok til at lyde dumt og uforståeligt«, siger hun så, næsten undskyldende. »Men jeg interesserer mig ret meget for performativitet. Og for at bryde med indgroede idéer om det perfekte!«.
Kunstpausen
I løbet af den næste times tid bruger 25-årige Frederikke Dahl Hansen mange ord på at prøve at forklare, hvad hun finder spændende ved både skuespil og mulige kunstprojekter på akademiet.
Indimellem holder hun dog også lange, pludselige kunstpauser. Og på en måde kan man vel også sige, at det er, hvad hendes ophold på kunstakademiet er. En slags kunstpause, hvor hun efter mange år som skuespiller får tid til at stoppe op og udforske andre kreative sider.
»Nu har jeg jo spillet skuespil i en del år, men er så kommet bagud med andre ting. Så jeg har sagt til mig selv, at jeg godt må prøve nogle ting af«, siger Frederikke Dahl Hansen, der trods sine kun 25 år allerede er en garvet skuespiller med en del filmtitler under bæltet.
Den første store rolle fik hun som 14-årig i tv-serien ’Manden med de gyldne ører’. Fire år senere, som blot 18-årig, vandt hun sin første Bodil for en imponerende birollepræstation i ungdomsfilmen ‘You & Me Forever’. Senest har hun markeret sig som den intense, stofafhængige Nadja i DR3-serien ‘Noia’. Og lige om lidt er hun aktuel med hovedrollen i endnu en ungdomssatsning i Xee-serien ‘Limboland’.
Sideløbende har hun også været et smut på Kunsthøjskolen i Ærø, hvor hun brugte tid på at male og er nu altså også begyndt på kunstakademiet.
Hvad hun på sigt tænker at få ud af sit kunstophold, kan hun dog overhovedet ikke udtale sig om. Men hun kan mærke, at hun lige nu nyder at lave noget andet ved siden af skuespillet, der både er andeledes og dog alligevel falder i tråd med det, hun plejer at kaste sig over:
»Det handler jo alt sammen lidt om mig selv«, siger hun med en ironisk vrængen. »Ej, men det handler om at udforske nogle udtryk og nogle fornemmelser, jeg har i mig selv. Og det er jo også det, jeg gør med skuespillet«.
Et strejf af uforudsigelighed
Interessen for skuespil opstod, da Frederikke Dahl Hansen som barn fik en slags åbenbaring, mens hun spillede amatørteater på Amager. Hun husker, hvordan hun i arbejdet med en rolle pludselig mærkede en vrede vælde op i sig, som hun lod komme til udtryk gennem sit spil.
»Dér kunne jeg mærke, at jeg brugte noget, der var meget ægte, og som virkelig kunne noget. Det var en slags energiudladning, som jeg lige pludselig fandt ud af, at jeg havde adgang til. Det var det første output, jeg mødte, hvor jeg opdagede, at jeg kunne drage nytte af noget, der er inden i mig selv. Og så havde jeg det sådan: Bang! Jeg skal da være skuespiller«.
At hun havde talent, har også været tydelig for omverdenen længe. I Soundvenues begejstrede anmeldelse af Kasper Rune Larsens ‘Danmark’, hvor hun spiller en af de bærende roller, hedder det, at hun »besidder naturligt nærvær med et strejf af uforudsigelighedens bramfri vildskab«.
Lignende lovprisninger klinger fra hele hendes produktive karriere, hvor hun foruden den førnævnte Bodil-statuette er blevet nomineret til en række danske og udenlandske priser for sit bemærkelsesværdigt autentiske spil.
Ikke så god til prøverne
Men trods roserne og visheden om eget talent har hun i perioder tvivlet meget på, om det nu også var skuespillet, hun ville satse på.
»Jeg har ad to omgange proklameret, at jeg ikke gad spille skuespil mere. Som et slags oprør, hvor jeg tog mig selv tilbage«, siger Frederikke Dahl Hansen og tager sig tid til endnu en rummelig kunstpause, mens hun kigger med lange tankefulde øjne ud mod trafikken på Gl. Kongevej.
Over de sidste mange år har hun brugt enormt meget tid på »bare at være i tvivl«, fortæller hun. Om hvem hun var, og hvad hun ville.
Til tider har hun haft lige så svært ved at træffe livsvalg, som hun har ved at vælge caféborde. Og tvivlen og oprøret mod skuespillet skyldes nok primært et forventningspres, reflekterer hun.
Hun har haft svært ved at tackle opmærksomheden og den tunge vægt, det er for et ungt menneske at føle så stort et forventningspres – fra sig selv såvel som andre.
Forventningspresset er også en af grundene, mener hun, til at hun nu ad to gange har søgt ind på Skuespillerskolen uden at blive optaget.
»Jeg var ikke så god til at gå til prøverne«, siger hun lidt undvigende og afslører, at afslagene nok også var afgørende for, at hun begyndte at dyrke andre kunstarter og i stedet havnede på en anden skole for udøvende kunstnere.
Mere om den sag har hun dog ikke lyst til at sige. Så jeg redder den gode stemning ved i stedet at spørge, hvorfor hun så, ved siden af sine kunststudier, alligevel er kommet tilbage til skuespillet og har taget imod nye roller?
»Jo, men så er det jo noget med, at nogen ringer, ik?« siger hun, mens et skælmsk smil former sig på hendes ansigt. »Hver gang jeg har besluttet mig for at stoppe, er der nogen, der ringer med en fed rolle, og så har jeg alligevel været sådan: Ok, fint! Og så er jeg gået til rollen med alt, jeg havde«.
Fucking uperfekt
Sidste gang, der var en, der ringede med en fed rolle, var det debutinstruktøren Rikke Louise Schjødt, der sad i den anden ende.
Hun ville gerne have Frederikke Dahl Hansen til at spille karakteren Freja i sin kommende ungdomsserie ’Limboland’ om tre veninder, som skiftevis spænder ben for og samler hinanden op i midt-20’ernes limboland mellem hovedløs ung og voksen i et sommerligt København.
Frederikke Dahl var ikke helt overbevist, da hun første gang blev præsenteret for konceptet. Men da hun snakkede med instruktøren i telefonen, faldt hun pladask for serien og figuren Freja, der på en måde afspejler meget af det, hun finder allermest interessant ved skuespilfaget.
»Freja har ikke så høj moral og lacker måske en lille smule empati. Hun er ikke sociopat eller noget, men hun har bare hovedet virkelig meget oppe i røven på sig selv. Og så er hun meget performativ. Hun tænker meget over, hvordan hun opfører sig, hvis hun føler, hun får noget ud af det. På den måde harmonerer hun helt vildt godt med, hvad jeg synes er spændende«, siger Frederikke Dahl Hansen.
Mens hun taler videre om rollen, spoler jeg i mit hoved helt tilbage til starten af vores samtale, hvor Frederikke Dahl Hansen sagde, at hun i skuespil og kunst interesserer sig for mellemregninger, tvivl og rod.
Brikkerne begynder at falde på plads, nu hvor vi taler om hendes interesse for rollen i ’Limboland’ og skuespil generelt:
»Forstår du, jeg er ikke så interesseret i at spille smukke kvinder, der går hen til vinduet og ryger en cigaret og ser godt ud i profil. Jeg er mere interesseret i at spille kvinder, der tænker over, at de går hen til vinduet og ser godt ud, mens de står der og ryger en cigaret i profil. Og så kan jeg godt lide at smadre øjeblikket for dem«, siger skuespilleren og forklarer, at hun i bund grund interesserer sig for at skildre virkeligheden i al sin uperfekthed.
»… Fordi virkeligheden er rodet og kompliceret, og virkelige mennesker er rodede og komplicerede. Derfor orker jeg ikke klarhed. Jeg kan godt lide at bryde med den vante rytme i en scnee og give de unødvendige ting plads også, gøre plads til mellemregningerne og alle de ting, som ikke lige passer ind og fører scenen frem.
Gode hovedroller er dem, der skulle have været biroller, fordi deres kroppe og ansigter er asymmetriske og whatever. Og derfor er Freja, som har alle mulige fejl, en skidegod hovedrolle«.
De uaktuelle nyheder: The Movie
Hvis man kigger godt efter, kan man godt finde fællestræk mellem figuren Freja og de roller, som Frederikke Dahl Hansen ellers har kastet sig over. Trods et stort spænd i skuespillerens spil er hendes figurer ofte, i højere og mindre grad, nærværende, uforudsigelige og intense.
Lidt, om man vil, som Frederikke Dahl Hansen selv.
Samtidig er serien dog også et brud med den dramaverden, som den 25-årige skuespiller indtil nu har bevæget sig inden for grænserne af. ‘Limboland’’ tone er lettere og benytter greb fra komikkens verden. En verden, som Frederikke Dahl Hansen på det seneste er begyndt at interessere sig meget for.
Faktisk så meget, at hun til spørgsmålet om, hvem der er hendes største inspirationskilde, lidt overraskende svarer ‘The Office’-udgaven af Steve Carell:
»Jeg har virkelig optur over ham. I komikken portrætterer man virkeligheden meget mere en til en. Man romantiserer som regel ikke så meget og dvæler ikke ved alt muligt kønt. Det er derfor, det bliver pinligt og sjovt. For mig er livet crazy og totalteater-agtigt, og mennesker performer hele tiden. Og det er Steve Carell bare sindssygt god til at vise. Jeg tænker, at han må være det mest følelsesmæssigt intelligente menneske, fordi han kan det. Han må være så klog på livet«.
Kærligheden til komikken har nok også noget at gøre med, hvor hun er i sit liv, fortæller Frederikke Dahl Hansen.
For ganske nyligt er det gået op for hende, at man selvfølgelig også, i stedet for at dyrke det kreative, kunne blive lidt mere seriøs og vælge sig et rigtigt voksenjob med faste mødetidspunkter og en god løn.
Men det har hun nu ikke planer om at gøre sådan lige foreløbigt.
Lige nu handler det mest om at lade sig føre med, prøve nogle ting af og så generelt have »have det lidt grineren«, siger hun og smiler stort. »Jeg gider ikke være så ungdoms-emo og tænke så meget over tingene mere«.
Pointen kører helt hjem, da snakken efterfølgende falder på fremtidsudsigter og drømmeroller. Frederikke Dahl Hansen har ikke umiddelbart planer om, at hun nødvendigvis skal have en kæmpe en gennembrudsrolle og blive en stor stjerne. Til gengæld har hun et helt konkret og karakteristisk overraskende bud på, hvem hun godt kunne tænke sig ringede og tilbød den næste rolle:
»Hvis nu Mikael Bertelsen lavede en spillefilm, som var lidt a la ‘De Uaktuelle Nyheder: The Movie’, ville jeg bare vildt gerne være med. På sigt vil jeg da gerne spille diva og gøre alt muligt andet. Men lige nu vil jeg bare helst arbejde sammen med nogen, som er sjove og modige. Fordi det kunne være fucking sjovt«.
’Limboland’ får premiere på Xee 12. april.